Delikat Moby
★★★★★☆
Moby. Reprise. Deutsche Grammophon.
Hits har den 55-årige producer og elektroniske musiker Moby i hobetal. I disse orkestrale versioner med Budapest Art Orchestra får sangene – flere fra det klassiske album ”Play” (1999) – slebet deres trippende, humørsyge electro-hylster af. ”Reprise” er ren og delikat nydelse, også takket være gæsterne: Den 84-årige countrysanger Kris Kristofferson græder som en klovn i den ensomme nat, og jazzvokalisten Gregory Porter og roots-musikeren Amythyst Kiah finder guld i ”Natural Blues”.
Et af Mobys bedste numre, ”God Moving over the Face of the Waters”, trakteres smukt af den klassiske pianist Víkingur Ólafsson. Uden gospelkor som i den oprindelige version, blot med minimalistisk storhed.
Clairo er mere end retro
★★★★★☆
Clairo. Sling. Fader Label/Republic Records.
Produktionen er stram som Steely Dan i 70’erne, stemmen oser af svenske Stina Nordenstams farlige sensibilitet. Og når den 22-årige Massachusetts-sanger i nummeret ”Bambi” synger ”I’m stepping inside a universe designed against my own beliefs”, føles det, som om Clairo sidder lige ved siden af én og hvisker ind i øret. Der er noget på færde i hendes ærlige ballader, dagdrømme såvel som kulsort depression, bundet sammen af co-producer Jack Antonoffs retrolydende folk.
”Sling” er et behageligt bekendtskab, perfekt til chillout, og viser en kunstner, som ud af fortidens lyde skaber et personligt univers med absolut nutidige og vedkommende tekster.
Positiv electropop
★★★★☆☆
Molly Burch. Romantic Images. Captured Tracks.
Godt nok hedder Austin-sangeren Molly Burchs fjerde album ”Romantic Images”, men den høflige, virkelighedssky romantik fra debuten ”Please Be Mine” (2017) er skiftet ud med kontant Dua Lipa-agtig electropop. Hun kigger på sig selv, der prøver at skrive en kærlighedssang. Hun ser sig selv danse, prøver med engleagtig stemme at gå tilbage i tiden og rette på fejl.
Burchs baggrund som jazzvokalist og fascinationen af Nina Simone og Billie Holiday høres ikke – her går hun ren pop, og den pop er god.
Smagfuld mærkevarerock
★★★★☆☆
John Mayer. Sob Rock. Columbia.
1980’erne har ringet, og de har sagt, at John Mayer skulle rejse tilbage i tiden. Coveret oser af pastel, og producer Don Was skaber lyden af swingende sultaner fra Dire Straits-æraen. I ”Why You No Love Me” synger den 43-årige sårede poprocker:
”Hurt me once I let it be/ Hurt me twice you’re dead to me/ Three times makes you family.” Men Mayer, der også turnerer med Grateful Dead, tager vist bare mærkevaresolbrillerne på og lever videre med sin viltre pink guitar og Rolex på hånden.
”I Guess I Just Feel Like” hedder et nummer. Måske er ”Sob Rock” blot en sober illusion; smagfuld, rig på overflade, gennemført stilren – et fortærsket ord, ja. Som så meget andet fra årtiet, som mixede stor poprock til alle. Sangene dyrker 1980’ernes dovne lyd af lystyacht og campari. Sådan er det bare. Fin lydside til højsommerens hængekøje.
Kunsten at skabe myter
★★★★★☆
Half Waif. Mythopoetics. Anti-Records.
Distance, separation, brud med dårlige vaner er et gennemgående tema på Nandi Roses aka Half Waifs album ”Mythopoetics”. Familiehistorier pakket ind i synthpop med titler som ”Sourdough” og ”Party’s Over” er trøst til dem, som erfarer, at festen er ovre, og det er tid til nye fortællinger. Lydbilledet er komplekst, men når klaveret fører an, føles det hele meget intimt, familiært.
Der er en fin balance mellem privat/introvert og objektiv sandhed/fælles historier. I mit hoved kommer Roses moderne popsange med samme beskeder og brugbare erfaringer som mesteren i overmod, Ikaros: Flyv ikke højere, end vingerne kan bære.
”Just keep walking,” synger hun til dem, som har brændt sig på livet. Der er guldkorn i hendes poppede kvad om kunsten at lave myter.