Prøv avisen

Myter og virkelighed fra 1960'erne

De Olympiske Lege i Mexico City i 1968, hvor de sorte amerikanske atleter brugte Black Power-hilsenen.

BØGER: Der er vigtige sandheder gemt i de fleste myter, også dem om 1960'erne -- årtiet, der bød på de største kulturelle omvæltninger i Vesten siden 1920'erne

Det er myter alt sammen. "1960'erne" er en myte, "1968" er en myte, og "68'erne" er især en myte. Ikke bare én myte – mange myter, mange forskellige myter, oven i hinanden.

Men myte er jo ikke synonym med løgn, og der er vigtige sandheder gemt i de fleste. Myte er snarere synonym med forenkling; vi bruger på fornuftig vis myter til at forenkle det uoverskuelige og dybest set uforklarlige. Og derefter misbruger vi dem til at banke hinanden oven i hovedet med.

Problemet med myter er, at hvis de bliver gentaget tilstrækkelig mange gange, begynder svage sjæle at forveksle dem med virkelighed. Og så har vi miseren – så kan en ammestuehistorie som Dolkestødslegenden gå hen og føre til millioner af døde.

I den forbindelse spiller massemedier en væsentlig rolle. Massemedier kolporterer myter: De passer godt til formatet, hvad enten vi taler om et indslag i en tv-nyhedsudsendelse eller 30 linjer i en avis.

Men hvad 1960'erne angår, er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med den største kulturelle omvæltning i vesten siden 1920'erne.

1960'erne var anden akt af et stykke, der begyndte efter Første Verdenskrig, og hvis temaer var autoritetskritik, ungdomsdyrkelse og selvrealisering. Mens alle i 1960'erne ved ordet "kulturrevolution" tænkte på Maos Kina, var det i realiteten Vesten, der oplevede de største forandringer.

Det var til tilværelsen, som vi kendte den. Det var ikke noget, nogen ville fra begyndelsen – det blev bare sådan, da tingene begyndte at skride. Hvad der skete fik varig betydning for samfundsudviklingen, den traditionelle autoritetskultur gav efter som et mørt logulv, og alle ramlede igennem. Ungdomskulturen gik fra at være subkultur og modkultur til at blive mainstream. Konsekvenserne var en ret uimodståelig kulturradikalisering på alle områder: i de daglige omgangsformer, i familien, i politikken, musikken, kunsten, massekommunikationen osv. Så såre nogen lænede sig op ad et eller andet, gav det efter.

Tidens unge besad stor energi og udtrykte efterhånden en stærk tro på fælles bølgelængde og gennemslagskraft. I centrum stod den enkelte med en abstrakt trang til frihed og "selvrealisering". 1960'erne var først og fremmest individualistisk, trods tidens ideologier om fællesskab.

Med "1968" sker der en mytisk tilspidsning. "1968" er helt sort af åbenbaringer og komplot-teorier, og da ikke mindst i tilbageblikket. Her knækker de ret uskyldige tressere over og bliver politisk konfronterende og efterhånden temmelig fanatiske. Det er også her myten "68'ere" kommer til verden, og dermed en ny kridtstreg i eftertidens politiske debat.

Men der fandtes ingen stor plan i 1968, ingen fælles idé om hvorhen eller hvorfor. Trods sporadiske slagsmål med ordensmagten, var der heller ikke megen modstand. Studenteroprøret i 1968 var learning by doing – som at løbe åbne døre ind. Og autoriteterne ville ikke være autoriteter længere, de forlod de positioner, de var sat til at forsvare. Ingen ville være far længere, og aktivisterne måtte ty til et begreb som "repressiv tolerance" for at fremmane de fornødne modsætninger.

Myter fører til bøger, som på en gang vil kolportere myterne og demaskere dem. Vi ser det også med besættelsestidens historie.

De to foreliggende moppedrenge har samme titel – 1968 – men er ellers meget forskellige. Den ene er en amerikansk monografi om selve årets gang fra januar til december: "1968 – Året der rystede verden". Nå ja, rystede og rystede. Originaltitlen er "1968 – The Year That Rocked the World", og så er der straks lidt flere betydninger at tage af.

Men stadig: Det var et år med adskillige "apokalyptiske" begivenheder – det stof, som myter er gjort af. Foråret i Prag, det demokratiske partikonvent i Chicago, Biafra, mordene på Robert Kennedy og Martin Luther King, studenteroprøret i Paris i maj, de olympiske lege i Mexico City, som lagde ud med 200 dræbte demonstranter og sluttede med de sorte amerikanske deltageres Black Power-hilsen. Vietnam-krigen, som gik ind i sin afgørende fase med Tet-offensiven. Valget af Richard M. Nixon.

Og det kom i fjernsynet alt sammen. Det er som om, det netop i året 1968 endelig gik op for tv-mediet, hvilket uhyre potentiale – politisk og især underholdningsmæssigt – det egentlig sad på. "Medium Cool" var den tankevækkende titel på Haskell Wexlers film om dette potentiale, optaget midt i optøjerne under Chicago-konventet. Mærkeligt nok er filmen ikke nævnt i Mark Kurlanskys bog, som ellers er fuld af detaljer.

Det var gennem fjernsynet, de forskellige studenteroprørere lurede hinandens tricks af. Alle idéer om sammensværgelser dementeres af frontfiguren i den franske studenteropstand, Daniel Cohn-Bendit, som Kurlansky har talt med: "Vi mødtes i fjernsynet, ved at se billeder af hinanden i fjernsynet. Vi var den første fjernsynsgeneration. Vi havde ikke et forhold til hinanden, men vi havde et forhold til det, som opstod i vores fantasi, når vi havde set hinanden i fjernsynet".

Bogen er overfladisk underholdende, men lidt umusikalsk oversat. Der er et lille ud–af–ærmet efterskrift af Ebbe Reich Kløvedal, som blandt andet kommer for skade at fremhæve The Beatles' "Sgt. Pepper" og Bob Dylans "Blonde On Blonde" som årets store plader. De er begge fra 1967.

Den anden bog med titlen 1968 er om Danmark og har undertitlen Dengang og nu. Det er en samling af artikler om, hvad der skete dengang på en række forskellige felter i kulturen og samfundslivet, suppleret med en lille håndfuld personlige memoirer. Vi kommer igennem 1968 og venstrefløjen, 1968 og højrefløjen, 1968 og socialdemokraterne, 1968 og dansk rockmusik, dansk litteratur, dansk avantgardekunst, danske stoffer, dansk porno, dansk økologi, dansk feminisme og dansk pædagogik. Det er lige så fragmentarisk som det lyder – måske er der lagt for megen vægt på at komme rundt om det hele. Bogen vil meget, men efterlader læseren med følelsen af forklaringsmæssigt ikke at komme ind til kernen af tingene. Vi bliver hængende i frynserne.

Men der er da gode artikler, blandt andet en analyse af studenteraktivisternes mislykkede forsøg på at finde en smule fodslag i de varme måneder af 1968 – det var tydeligvis svært at organisere sig, når oprør mest var noget, man havde set i fjernsynet. Og en god, nørdet gennemgang af stofkulturen. Men emner som rockmusiken og litteraturen tabes lidt på gulvet – når samtidshistorie bliver uengageret, bliver det fjernt og tørt som beskrivelsen af jernalderfund i en lokalhistorisk årbog.

Så går det bedre med memoirerne; de fleste kan om ikke andet skrive engageret om sig selv, hvis man da ikke, som Hans Hauge har svært ved at komme i kontakt med sit gamle, oprørske selv og nøjes med at bruge lejligheden til at give "udvalgte andre" fra dengang et gok i nødden.

Morten Thing får – uden med det samme at smide hele sin revolutionære ungdom ud med badevandet – sagt noget centralt om studen- teroprørets åbenlyse svagheder: hvordan det aldrig kom ud over ungdomskulturens narcissistiske begrænsninger, hvor uforståeligt det er, at aktivisterne i deres griben efter et strå netop skulle kaste sig over marxismen og leninismen, doktrinerne bag datidens største diktaturer, og hvordan det planløst lykkedes at underminere universiteternes selvstyre, for blot derved at åbne flanken for den magtcentralisering, som universiteterne underkastes just i disse måneder, uden at en kat så meget som vibrerer med et knurhår. Hvem sagde skæbnens ironi?

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Mark Kurlansky: 1968 – Året der rystede verden. Borgen 2004. 472 sider. 399 kr.

Morten Bendix Andersen & Niklas Olsen (Red.): 1968 – Dengang og nu. Museum Tusculanums Forlag 2004. 364 sider. 198 kr.