Myter om den tyske skyldfølelse

Op til det tyske valg udsender journalist Jesper Vind en velskrevet bog, der trods titlen dog ikke kan bruges som introduktion til nabolandets nationalkonservative og højrepopulistiske bevægelser

Det er en af de store myter om det moderne Tyskland, at der ikke har været plads til nationalkonservative eller højrepopulistiske positioner i landets politiske landskab. Sandt nok er det indtil videre ikke lykkedes noget højrepopulistisk parti at komme ind over spærregrænsen på fem procent til Forbundsdagen, men dette skal ses på baggrund af at der i det tyske politiske system fra 1950’erne til i dag kun har været meget få partier repræsenteret i Forbundsdagen overhovedet: inden 1980’erne kun tre, bagefter fire, og efter genforeningen fem partier.

Der har aldrig været plads til yderligtgående partier i det store fælles parlament. Samtidig var nationalkonservative positioner enormt udbredt i det gamle Vesttyskland: Da jeg voksede op i Berlin i 1980’erne, rådede det konservative parti CDU endnu over en endda meget stærkt nationalkonservativ fløj, der absolut ikke gik stille med sine døre, og højrepopulistiske partier som for eksempel Die Republikaner klarede løbende spærregrænsen i delstatsparlamenterne rundtomkring. De var i den grad til stede i den tyske dagligdag.

Ved det kommende forbundsvalg den 24. september vil det med Alternative für Deutschland for første gang i den tyske historie efter 1945 lykkes for et decideret højrepopulistisk, indvandrerfjendtligt og EU-kritisk parti at komme ind i Forbundsdagen. Og denne formodede succes kan siges at danne baggrunden for Weekendavisens Jesper Vinds bog ”Det nye tyske højre. Politik, rødder, idéer”, som netop er udkommet hos Gyldendal.

Vinds bog bygger på tidligere reportager til Weekendavisen, der er blevet udvidet til en bog, der sigter efter at give ”læseren en større, overordnet erkendelse, og et dybere indblik, i den fascinerende historie om det nye tyske højre”.

Vinds bog opfylder dog især ambitionen om den ”fascinerende historie”. I god journalistisk stil fortæller forfatteren om personlige oplevelser gennem tiden, beretter om møder med repræsentanter for den politiske højrefløj, og forsøger at afstikke rammen for de seneste årtiers politiske diskussioner i Tyskland. Og nogle af rapporterne er ganske interessante.

Problemet med Vinds bog er imidlertid, at den ikke formår at komme ind under overfladen på de forskellige debatter og udviklinger. Han udfolder ingen dyberegående analyser eller indsigter. Og man mærker gang på gang, at Vind kun med nød og næppe forstår det komplekse sammenspil mellem historisk arv og politisk højrefløj i Tyskland, og at han derfor, i mangel af dybere indsigt, gang på gang falder tilbage til de mest udbredte, men alligevel fejlagtige myter om Tyskland og den politiske højrefløj.

En af disse myter, som løbende dukker op mellem linjerne i Vinds bog, er idéen om en overvældende tysk skyldkultur efter 1945, der angiveligt har forhindret nationalkonservative positioner i den tyske offentlighed. Denne skyldkultur har, ifølge myten, efter Anden Verdenskrig lagt sig som et tæppe over landet. Og der er tale om en skyldkultur, der angiveligt stadig er til stede og herskende i dag.

Selv 70 år efter krigen er ”følelsen af kollektiv skyld”, beretter Vind, ”i høj grad til stede i de nye generationer”. Som dokumentation citerer Vind en ung tysker, der gerne vil vise et bedre Tyskland til omverdenen – dog uden på nogen måde at henvise til skyldfølelser.

Forestillingen om den tyske skyldkultur er sigende, fordi det er en myte, der gang på gang fremhæves af repræsentanter for den ekstreme højrefløj. Den har angiveligt ført til negative nationalfølelser blandt tyskere, givet dem vedvarende skyldfølelser og med sin politiske korrekthed forhindret en tysk ”normalitet”. Ingen af disse elementer holder ved nærmere videnskabeligt eftersyn vand, men i og med at Vind gentager dem ukritisk og med en del deciderede fejl (for eksempel at den tyske grundlov forbyder højreekstremistiske partier), ender hans bog som en slags mikrofonholderi for det nye højre i Tyskland. I stedet for at gå dets argumenter efter i sømmene, og i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved de – ikke mindst i Danmark – udbredte myter om den tyske efterkrigshistorie, ender han blot i en journalistisk gengivelse af dets positioner.

De virkelig interessante baggrundshistorier om det nye højre, om Alternative für Deutschland og deres opstigen, forbigås derimod i bogen. Det ville for eksempel have været enormt interessant at høre om udviklingen i 1990’erne, hvor de nationalkonservative positioner og deres historiesyn var på vej til at slå igennem i Tysklands politiske mainstream, og om bruddet nogle år senere, ikke mindst efter at Angela Merkel overtog det konservative parti i 2000. Det er i Tyskland en kendt sag, at Merkel havde den bundne opgave at flytte partiet ind i midten af det politiske spektrum for at gøre partiet attraktivt for især de yngre vælgere i byerne, der i hobetal flygtede fra det forstøvede, kriseramte, delvis nationalkonservative parti, som Helmut Kohl havde efterladt.

Alle vidste imidlertid, at Merkels ”moderniseringskurs” ville skabe et tomrum til højre for det konservative parti. Og i mere end 15 år har man ventet på, at der ville komme et højrepopulistisk parti, der kunne udfylde tomrummet, som Merkels bevægelse mod midten efterlod. Der var utallige forsøg, og at det først er lykkedes nu, er i sig selv en overraskelse. Men især har det intet at gøre med den tyske ”skyldkultur”: Mange af de nationalkonservative positioner, vi i dag ser på den politiske højrefløj, var inden 2000 en selvfølgelig og åben del af det konservative parti – inden Merkel af valgtaktiske årsager skubbede dem til side og delvist ekskluderede denne fløj fra partiet.

Hvorfor er den slags baggrundshistorie, som Vind ikke fortæller, relevant for forståelsen af det nye højre i nutidens Tyskland? Fordi det pludselig bliver tydeligt, at det nye højre i Tyskland ikke er resultatet af et angiveligt opgør med en tysk skyldkultur, som dets tilhængerne selv påstår, men af en politisk marginalisering: De blev først synlige på det partipolitiske spektrum, efter deres positioner tabte enhver opbakning i den politiske mainstream. Flygtningekrisen hjalp dem til at mobilisere deres tilhængere – men den er ikke forklaringen.

Og samtidig gør denne baggrundshistorie det klart, at Merkel ikke kan overtage de yderligtgående, indvandrekritiske positioner, som Alternative für Deutschland og andre fra det nye højre står for. Hun vil med det samme tabe de moderat konservative vælgere i midten af samfundet, som hun efter årevis af hårdt arbejde har vundet for partiet – hun vil tabe ethvert valg med et brag.

Og så kan jeg ikke lade være med at nævne til sidst, at det selvfølgelig er nærmest komisk, når Vind skriver, at den tyske asyllovgivning i sin tid er lavet af ”taknemmelighed over, at mange forfulgte tyskere under naziregimet havde fået asyl i udlandet”. Rigtigt er selvfølgelig det modsatte: Den blev lavet, fordi titusindvis af tyskere og andre flygtninge ikke fik asyl, da de var på flugt – tyske jøder blev i tusindvis afvist ved grænserne, fordi de blev opfattet som en trussel mod modtagerlandes ”kultur”. Måske vigtigt at huske på i de her dage.

Vinds bog er velskrevet. Den mangler imidlertid en dyberegående indsigt i materialet og ender som mikrofonholderi, der end ikke forsøger at analysere det nye højres politiske positioner og komme bag om myterne. Velskrevet, men fagligt set uinteressant.8