Hvis man slår op på Wikipidia på internettet under ordet myte, så står der, at det enten er én fra gammel tid overleveret fortælling om (hedenske) guders liv, eller at det er en opdigtet fortælling, der helt eller delvis mangler virkelighedsgrundlag og dermed nærmer sig løs snak eller løgn.
Nu skal man heller ikke i denne forbindelse tro, at Wikipedia eller nettet er den skinbarlige sandhed. Myter er meget mere.
De er menneskets grundfortællinger, siger lektor Thomas P. Larsen i sin store dybtgående bog ”Mytens porte” om menneskehedens myter. De er vores grundfortællinger. Er skabelsesmyten i Første Mosebog løs snak eller løgn? Nogen vil mene det, men går man myten nærmere på klingen, hører man et budskab, der ikke er bundet af tid eller almindelig fakta. Myten bærer forskellige budskaber til mennesker i alle tider og i alle sammenhæng.
Myterne i Første Mosebogs første kapitler er elsket stof også i vores digitale tidsalder. Det er stof, man kan blive klogere på livet af. Adam og Eva, slangen, træet, æblet, Kain og Abel, Noah og hans ark og så videre og så videre.
De handler om fortiden, men også om nutiden og fremtiden. Når Gud for eksempel sætter regnbuen på himlen efter syndfloden, er det også for, at vi ikke skal gå til i fremtidsangst. Gud vil aldrig selv ødelægge denne verden igen, siger han. Håb i barneværelset! – at vi så selv er på vej til det, er en anden sag.
Når man i årtusinder har fortalt myterne i Første Mosebog, så er det, fordi de fortællinger rummer noget, som ikke kan hentes andre steder, og som viser os vej gennem livet.
Myten skaber mening i menneskets tid, og med myten kan mennesket drage ud i verden. Det er en af pointerne i ”Mytens porte”. Når man har læst sig igennem Thomas P. Larsens imponerende ridt gennem mange, mange (og for mange!) myter jorden over, ved man, at mennesker elsker fortællinger, og at vi har fortalt dem til alle tider.
I bogen beskæftiger han sig med alle slags myter, både de bibelske, de gamle nordiske, inuitternes, indianernes og de gamle grækeres. Han går langt tilbage i tiden til de sumeriske og gennemgår en del af de ældgamle østlige myter fra buddhismen og hinduismen. Vi er på en ordentlig rundtur i myternes mangfoldighed. Thomas P. Larsen er den klassiske religionshistoriker, der ikke konkluderer, hvad han selv mener, men han fremlægger redeligt sit stof, så læseren selv må træffe sine valg.
Forfatteren beskæftiger sig ikke kun med gamle myter. Han ser også på vores egen tids nyopståede myter. Man kunne tro, at moderniteten har afskaffet myterne og kun går efter facts i klassisk betydning.
Det er ikke tilfældet. Der kommer nye myter til. Tolkiens ”Ringenes herre”, Lewis’ ”Narnia”-serie, ”Star Wars” og alle heltemyterne i de seneste årtiers film. Det mytologiske stof er ikke til at komme uden om. Det er virkelig sjov læsning, når bogen når ned om store publikumssucceser som ”The Matrix”, ”Twillight”-serien, ”Hungergames”-serien og ”Harry Potter”. Myten er aldeles ikke død – og slet bare løs snak eller løgn!
Nogle af de bedste kapitler i bogen handler om myternes optræden i psykologien. Freuds tanker om dem og Jungs opgør med ham fylder en del, og man mærker forfatterens jungianske sympati, hvor myterne spiller en stor rolle i forståelsen af det moderne menneske. Et jungiansk begreb som arketype har for eksempel sin rod i myternes fortællinger.
”Mytens porte” er ikke en letlæst bog. Den er blevet lige lovlig lang. Faren er, at man går lidt død undervejs. Det bliver ikke bedre af, at der indimellem dukker nogle skemaer op, der lugter lidt rigeligt af en whiteboardopstilling i en gymnasietime. Det dræber den gode fortælling med de skemaer. Jeg kan bedre lide, at sproget gør arbejdet. Thomas P. Larsen er bedst, når han rigtig kaster sig ud i fortællingen. Så lever det faktisk.