Rakel Haslund-Gjerrild bor ved verdens ende. Ved den allersidste metrostation på linjen, i det allersidste byggeri, før Kalvebod Fælleds vildnis tager over, ligger det kollektiv, hvor hun har et lille værelse.
Hun åbner døren til rækkehuset her på Amager, forsvinder et kort øjeblik og kommer tilbage med favnen fuld af uldne tæpper. Så leder hun op ad trapperne til husets øverste etage, skyder en metalluge i loftet op til en lille tagkasse fuld af lys. Vi laver reder af vores tæpper i et par havestole og skubber os ned i dem. Vi er så tæt på himlen, som vi kan være.
31-årige Rakel Haslund-Gjerrild er forfatter og beskæftiger sig også med oversættelse af kinesisk literatur. Vi skal tale om hendes anden skønlitterære bog, ”Alle himlens fugle”, der udkommer i næste uge. En truende, mørkegrå himmel præger omslaget.
Det er en bog, der er sin egen, det ved forfatteren, og derfor må vi lige kredse lidt om genrebeskrivelsen. Er det en dystopi, hun har skrevet? Ja, det er det vel. Men ikke en mørk og voldelig én af slagsen. Er det et eventyr? Jo, men ikke ét for børn. Det er heller ikke klassisk science fiction. Og så lander hun endelig på det, det er:
”Det er jo en omvendt skabelsesmyte. Min myte er en afslutningsmyte, der i stedet for at fokusere på begyndelsen, handler om, hvordan vi ophører med at være mennesker,” siger Rakel Haslund-Gjerrild.
Det lyder måske voldsomt, men i virkeligheden er det ikke nogen dyster bog, hun har skrevet, bedyrer hun og lukker hænderne om den varme kaffekop i skødet. Måske er det ligefrem en konstruktiv fortælling. I bogen befinder læseren sig et sted, der minder om Ørestaden, men vi er langt fra nutidens strålende by i glas og beton. Verden i ”Alle himlens fugle” er oversvømmet og ødelagt.
Der er ganske vist beton og asfalt, en havfruestatue titter frem et sted under vandoverfladen, men al teknologi er udvisket og menneskene – undtaget ét – væk. Hvordan de er døde, ved vi ikke.
I reminiscenserne af det liv, der var engang, vandrer en teenagepige rundt helt alene.
Hendes eneste medmenneske, den mystiske Or, er død. Pigen har lukket døren til det hjem, hun kendte, og føler ikke, hun kan gå tilbage. Hun leder måske efter sig selv, måske efter selskab. Men først og fremmest leder hun efter det sprog, hun havde sammen med Or, men som nu synes at flyve ud mellem fingrene på hende som asken fra et bål.
”De små hvinefugle, måske skal hun kalde dem det, hvis hun ikke kommer i tanker om ordet,” tænker pigen om nogle skrigende havfugle, som Or kendte navnet på. Også ord som ”skam” og ”bod”, som Or brugte, har pigen glemt betydningen af. Hendes sprog mødes ikke mere af nogen, og alt, der er tilbage at parre det med, er lyde. Hun ender med at følge efter en kulsort fugl, hvis bløde ”ruhr-ruhr-ruhr”-lyd tiltaler hende.
Fortællingen er skrevet på et slags instinkt, fortæller Rakel Haslund-Gjerrild, efter at billedet af den ensomt vandrende, næsten sprogløse pige dukkede op i hendes indre en aften i maj sidste år. Hun havde været til en koncert og kunne ikke få billedet af pigen ud af sit hoved igen.
”Jeg forestillede mig hende gå rundt i et sammenfaldet København. Og jeg så hende åbne døren ind til Zoologisk Museum og få øje på alle de udstoppede dyr uden at kende dem. Og så begyndte jeg at udvide tanken til: Hvordan er det at være det sidste menneske? Kan man overleve bare på hverdagshandlinger? Hvad har vi, når vi mister vores sprog?”
Pigen skal overleve i en barsk natur. Hun må have noget at spise for rent fysisk at eksistere, så hun bruger den viden, hun fik overleveret fra Or, om, hvordan man fisker og udvinder sort salt af blæretang. Når natten, mørket og kulden kommer, må hun tænde bål for at holde varmen, og det er svært at finde tørt ved i en oversvømmet verden. Men hun har lært sig at finde de rigtige seje poresvampe, skære dem i tynde skiver, dyppe dem i askelud og tørre dem. Bingo, så har man optænding!
Det er teknikker, som har rod i dansk kulturhistorie, og som vikingerne også brugte, og det historiske har Rakel HaslundGjerrild haft i baghovedet i skrivearbejdet med bogen.
”Jeg har jo skullet finde ud af, jamen hvad gør man for at holde varmen, hvis man ikke har en lighter at tænde sit bål med? Det har været en øvelse at skulle tænke sig ud af teknologien og ud af det samfund, vi har opbygget. Især sprogligt, pigen i bogen kender til asfalt, men ikke til ordet ’vej’. For ordet veje refererer til et system, vi mennesker har skabt, hvor du går fra et sted til et andet. Grækerne definerede mennesket somdet samfundsopbyggende dyr.Og pigen har et sprog, en mulighed for kommunikation, men hun har ingen samfundsopbygning i sproget, kun konkreter,” siger hun.
Rakel Haslund-Gjerrild er inspireret af forfattere som Villy Sørensen, Cormac McCarthy og science fiction-forfatteren Ursula Le Guin.
Men den typiske science fiction har hun det dobbelt med. Ofte, siger hun, er de fremtidsfortællinger, litteraturen eller filmens verden bidrager med, præget af vold, af det kaotiske og fraværet af mellemmenneskelig moral.
”Det er jo en dystopi, men det var meget vigtigt for mig, at det ikke skulle ende i mørke og kannibalisme. At det ikke er volden, men ensomheden, der præger tabet af sproget og historien. For det er for mig at se det, der gør os til mennesker, og derfor også det, der må være vigtigt, når man skriver om, hvordan menneskeheden skal ende. Det er en afviklingshistorie, men det skulle ikke kun være frygteligt.”
Fisk som fødekilde og fiskeri spiller en vigtig rolle i bogen, og det hænger sammen med Rakel Haslund-Gjerrilds egen baggrund. Hun er vokset op på fiskerøen Bornholm i et kristent miljø. Det religiøse forlod hun som ung for senere at vende tilbage.
”Jeg synes ikke, det er en bog, der handler om mig selv. Den er kommet til mig som en reaktion på de kollektive billeder, dystopierne og de forandringer, naturen gennemgår. Men den hænger alligevel også sammen med en periode i mit liv, hvor jeg havde behov for at reflektere over noget af det grundlæggende ved min eksistens,” fortæller hun.
”Som da jeg var omkring 13-14 år, hvor jeg sad rigtig meget på de bornholmske kyster og øvede mig i at eksistere. Jeg prøvede at finde ud af bare at være i nuet, men det, det gjorde, var at udløse en hel masse dødsangst. Min mor, som er en meget klog kvinde, sagde til mig: ’Rakel, gå ned og sæt dig på stranden. Forestil dig din egen begravelse. Hvem skal komme, hvilke blomster skal der være, og hvad skal der siges?’. Så sad jeg der på stranden og hulkede, for det var jo både sørgeligt og smukt alt sammen. Og det slog mig, at det kunne jo ske. Men da jeg havde gennemlevet det, blev det, der måske både var en livs- og dødsangst mere håndterligt.”
Den eksistentielle længsel blev dog hængende, og som 20-årig tog hun et radikalt valg og flyttede hjemmefra. Langt hjemmefra, til Yunnan-provinsen i Kina. Her satte hun sig for at begynde forfra.
”Det grundlæggende i denne bog er erfaringen af, at sproget forsvinder, og den erfaring har jeg selv med mig. Jeg befandt mig i et land, hvor jeg var blevet analfabet. Jeg kunne ikke læse de mest simple skilte, og de ord, der havde givet mening til mit liv, forsvandt,” siger hun.
”Jeg tog til Kina for at være alene, for at finde ud af, hvad jeg tror på, og hvilke værdier jeg skulle leve efter. Jeg havde nok en klassisk vestlig opfattelse af sandheden, som en kerne, man kan finde frem til, hvis man skærer noget andet bort. Når alle familiebånd, alle fællesskaber og værdier var skåret bort, skulle jeg finde frem til kernen. Som så viste sig at være tom!”.
Når man sådan skal finde ud af, hvem man er, helt fra bunden, bliver alt et tilvalg, siger hun.
”Jeg blev optaget af at skrive tegn på kinesisk, jeg sad med de her abstrakte tegn og lærte mig dem uden at kende deres mening. Men langsomt lærte jeg tegnet for kniv, tegnet for skov, tegnet for skib. Og siden begyndte jeg at læse klassisk kinesisk lyrik. Her er der ofte ikke noget ’jeg’ til stede. Og det, der sker, er, at når ’jeget’ forsvinder, kommer naturen frem i lyrikken på en meget smuk måde,” siger hun.
Denne måde at udviske jeget og det personlige på kan være svær at forlige sig med i den kultur, vi lever i. Men ikke desto mindre kan den være befriende, og måske kan den afhjælpe noget af den måske lammende dødsangst, som klimaforandringerne vækker i mange, mener Rakel Haslund-Gjerrild.
”Alle himlens fugle” har, med vestlige øjne, ingen lykkelig slutning, men det betyder ikke, at den er uden håb.
”Der er jo et ’vi’, som tager ’jeget’s plads. Og så skal der vist ikke afsløres mere,” smiler Rakel Haslund-Gjerrild og tager sin rede af tæpper fra havestolen under armen, før vi klatrer ned ad kollektivets trappe og ned mod jordoverfladen igen.
”Følelsen i tiden er, at det, vi har kendt, kan blive noget helt andet. Det medfører en angst. Som et menneske, der erfarer, at det skal dø, erfarer vi også som menneskehed, at døden kommer. Det har mennesker altid brugt myter og ritualer til at forstå. De er der jo, for at vi kan øve os i at dø og dermed leve med fylde. Angsten vil være der, men længslen efter at overvinde den angst lever i kunsten. Og så er jeg selv nået dertil, hvor jeg ser en nøgle i de forpligtende fællesskaber,” siger Rakel Haslund-Gjerrild.
”Det er godt at være forpligtet på andet end sig selv, især når man bliver bange. Jo vigtigere udfoldelsen af ’jeget’ bliver, jo større bliver døden også. Men hvis vi i højere grad lader ’viet’ leve, naturen og det, der er omkring os, forsvinder angsten for døden også.”
”Det var meget vigtigt for mig, at det ikke skulle ende i mørke og kannibalisme.