Mænd læser mere

Knap hver anden bogkøber er en mand

Mændene udgør nu 46 procent af alle bogkøbere, hvilket er seks procentpoint flere end i en tilsvarende undersøgelse for et år siden.
Mændene udgør nu 46 procent af alle bogkøbere, hvilket er seks procentpoint flere end i en tilsvarende undersøgelse for et år siden. Foto: Jo Selsing Denmark.

Aldrig har så mange mænd i Danmark købt bøger. Det viser en ny markedsundersøgelse fra Boghandlerforeningen. Mændene udgør nu 46 procent af alle bogkøbere, hvilket er seks procentpoint flere end i en tilsvarende undersøgelse for et år siden.

LÆS OGSÅ: At skrive handler om empati

Den traditionelle fortælling er ellers, at det primært er kvinder, der køber bøger, men mændene er altså nu næsten oppe på siden af dem. Og det var netop fremgangen hos mændene, der fik det samlede antal bogkøbere til at stige med 150.000 personer i forhold til august sidste år. I alt har 2,7 millioner danskere, svarende til 56 procent af befolkningen, købt minimum én bog inden for de seneste 12 måneder.

Om den stigende boginteresse hos mændene er en vedvarende tendens, er straks mere tvivlsomt. Andelen af mandlige læsere har siden år 2000 således svinget mellem 43 og 45 procent. Nu er den så på 46 procent og dermed på sit foreløbig højeste i nyere tid.

Det kan ifølge Boghandlerforeningens direktør, Olaf Winsløw, være udtryk for, at det øgede fokus på netop mandlige læsere, som bogbranchen har haft, lige siden bestselleren om B.S. Christiansen udkom i 2004, så småt begynder at have en effekt.