Værket er en omarbejdning af en magisterkonferens ved Aarhus Universitet. Efter en teoretisk indføring i blandt andet psykologisk og æstetisk forskning i det erotiske blik hos de to køn analyserer litteraturhistoriker Trine Juul kvindeblikket i fin de siècle-litteratur. Fokus er lagt på August Strindbergs En dåres forsvarstale og Jens Christian Grøndahls Lucca med efterfølgende perspektivering til andre romaner fra henholdvis 1890erne og 1990erne.
Fremstillingen prætenderer ikke gennemførte værkanalyser, men en motivisk fremskrivning af kvindeblikkets optræden i romanerne og dermed en afdækning af synet på køn og seksualitet. Det gøres med fin fornemmelse for både overblik og detalje, og konklusionen er mildest talt overraskende. Trine Juul må forkaste sin indledende hypotese om, at kvindeblikket i moderne tid i takt med kvindefrigørelsen har fået en stærkere, mere fremtrædende plads i litteraturen, hvilket kunne afspejle større accept af den kvindelige seksualitet. Det forholder sig nemlig, konstaterer hun, ganske anderledes.
I Strindbergs selvbiografiske værk omgærdes kvindeblikket ikke overraskende med angst. Fortællerstemmen er både frastødt og fascineret af den stærke kvindes erotiske ønsker, som synliggøres i hendes opmærksomme, krævende, nydende blikke på både mænd og kvinder.
De er farlige, men nærværende og umulige at fortrænge fra fortællingen. Det gælder også hos Herman Bang (Ved vejen) og Victoria Benedictsson (Penge), hvor kvinderne evner at se og ikke kun lade sig se.
Et andet mønster gør sig ifølge Juul gældende i 1990er-litteraturen. I Lucca er de tale om et omvendt Pygmalion-motiv, hvor den mandlige hovedperson udlever sit behov for at omforme en kvinde til et passivt og afhængigt seksualobjekt uden egne ønsker. Det aktive, udadvendte kvindeblik bliver fraværende, og mandeblikket dermed uden modstand. Også i romaner af blandt andre Peter Rønnov-Jessen og Morten Sabroe ser Trine Juul en bevægelse mod at opfatte kvindelighed som det andet, en kvindes krop og psyke som genstand for den mandlige fortællers undertiden aggressive kontrol.
Med en så fokuseret analytisk tilgang som Trine Juuls er der naturligvis risiko for reduktionisme i forhold til værkets mangfoldighed. Gevinsten er engageret kønsforskning og formulering af spørgsmål, der brænder på.
Hvordan kan man hvis konklusionen er rigtig forklare passiviseringen af kvindeblikket i 1990ernes litteratur? Måske er det en yderste konsekvens af den fokusering på mandeblikket, som har været markant i reklamens århundrede, den mandlige voyeurismes sejrsgang. Og måske ville så kvindelig voyeurisme ikke være et fremskridt, som Trine Juul synes at mene, men udvidelse af et kommercielt onde, som ikke har meget med frigørelse at gøre. Under alle omstændigheder er Trine Juuls kyndige analyser og betragtninger interessante.
Trine Juul: Kan kvinder se? om fremstillingen af kvindeblikket i ældre og nyere nordisk litteratur. 204 sider. 198 kroner. Syddansk Universitetsforlag.