Prøv avisen

Når arkæologi og litteratur møder hinanden

Den færdigudgravede stenkiste i Ediths hus. Digteren og arkæologistuderende Merete Pryds Helle har med romanen "Hej menneske" forsøgt at fantasere sig ind i Ediths verden. -- Foto fra bogen.

Merete Pryds Helle spejler vor tid i stenalderen i jagten på menneskets udvikling. Hun kombinerer med en frodig fantasi og et levende sprog fakta og fiktion, mens det episke drive bliver alt for sløvt

Hvad tænkte stenaldermennesket for en 10-11.000 år siden? Hvordan kan det være, at det begyndte at dyrke korn og få husdyr? Hvori bestod dets religiøsitet og dets ritualer? Følger man arkæologernes fund af bopladser, stenøkser, krukker, smykker, helligsteder og skeletter, trænger disse spørgsmål sig på, og den ene gåde følger automatisk den anden. Meningen med nogle af disse genstande kan man forholdsvis let regne ud, men der er også meget, som man må bruge sin indfølingsevne og forestillingskraft for at se betydningen af.

Digteren og arkæologistuderende Merete Pryds Helle har med romanen "Hej menneske" forsøgt at fantasere sig ind i denne fjerne verden. Baggrunden for denne fantasi er, hun har været med til at udgrave en landsby i det nuværende Jordan og har været på besøg ved udgravninger af et helligt sted – Göbekli tepe – i Kurdistan. Og så har hun læst nogle af de videnskabelige teorier, der giver et bud på, hvordan og hvorfor mennesket har bevæget sig fra et jæger- og samlersamfund til et bofast landbrugssamfund. Alt det bliver der gjort rede for i bogen, der nok bliver kaldt en roman, men ikke er en helt almindelig en af slagsen. Den blander nemlig selv dimensioner, som vi er tilbøjelige til at holde skarpt adskilte.

Videnskab og digterisk fantasi må normalt ikke blandes, hvis man vil hævde sig i den videnskabelige verden, ligesom videnskabelig systematik og dokumentation falder uden for digterens univers. For at komme nogen vegne med vores "viden" om de ældste tider i menneskets udvikling er der dog hverken nogen vej uden om vores indfølingsevne og fantasi – eller om den eksakte videnskab. Sproget, hvori denne viden bliver til, er selvsagt også af afgørende betydning.

Vil vi selv lave et bevidsthedsmæssigt spring, må vi da være parate til at kombinere på nye måder. Det har da også været forsøgt, lige siden den moderne videnskab blev til og efterhånden tog patent på sandheden. Netop nu kunne det se ud, som om vi er inde i et såkaldt paradigmeskifte, hvor bevidstheden bliver organiseret på nye måder. I hvert fald har digtere som Claus Beck-Nielsen, alias Das Beckwerk, Niels Lyngsø og Morten Søndergaard på hver sin måde – og sammen – arbejdet sig ind i nye blandinger af fakta og fiktion.

Men allerede Johannes V. Jensen læste sig ind i sin tids arkæologi og historie og skrev "Den lange Rejse". Den er en sær sammenblanding af poesi, arkæologi, antropologi og historie. Jensens roman beskæftiger sig med den samme fortid, som Pryds Helle har fat på. Han fantaserede sig til, hvordan den nordiske verden blev til. Hvordan tæmmede man ilden? Hvordan blev den første stenøkse til? Hvordan klarede dyr og mennesker istiden? Alt sammen giver han i et sammentrængt billede, så årtusinder er fastholdt i forestillingen om ét menneskes liv. Det gør den ellers så uoverskuelige udvikling konkret, idet den får menneskelige dimensioner.

Præcis det samme greb benytter Pryds Helle sig af i sin roman. Hvor manden er i centrum for Johannes V. Jensens vision, er det en kvinde i "Hej menneske". Det er kvinden Edith, som er med til at indføre agerbrug og en ny måde at indrette huset og hjemmet på. Hun forædler kornet og giver plads til et par moderløse lam, som nogle småpiger har fundet. Husdyrenes historie er sat i gang! Det hele tog i virkeligheden flere tusind år at få indført. Her fortælles det på blot 200 sider.

Ved siden af denne interessante og fascinerende historie om vores forfædres – og formødres – teknologiske og bevidsthedsmæssige fremskridt, fortæller Pryds Helle også en fiktiv historie om en ekspedition til Shkarat Msaied. Her er vor tids Edith ved at udgrave den gamle Ediths hus, da hun bliver stukket af en skorpion. Hun er døden nær og må blive på hotelværelset, hvor hun til gengæld får tid til at skrive sit universitetsspeciale færdigt – det indgår i romanen – samtidig med at hun venter på sin kæreste og gennemlever sin traumatiske barndom i erindringen. Denne personlige historie bliver dog til en alt for halvkvædet vise, som det er svært at blive interesseret i.

Skal man i nærkontakt med fortiden såvel som nutiden, så må kontakten skabes gennem sproget og fortællingen. Især i sit sanselige og billedmættede sprog viser Pryds Helle sig som en sand mester, mens hun ikke når nær så højt, når det gælder fortællingen. Den er temmelig udramatisk og får aldrig det "drive", der karakteriserer den gode fortælling.

Trods alle forhindringer af historisk og personlig art er fremstillingen båret af en gennemgående udviklingsoptimisme. Både den ældre og den yngre Edith er på vej og bærer en længsel og uro i sig efter, at der skal ske noget nyt. De vil videre og videre, og tanken og fantasien løber i forvejen. Det har den også gjort for Pryds Helle, hvis bog ikke selv indfrier alle drømmene om en roman, som fornyende blander, hvad der ellers er adskilt.

Merete Pryds Helle: Hej menneske. 190 sider plus fotografier. 250 kroner. Lindhardt og Ringhof.

kultur@kristeligt-dagblad.dk