Ude på landet i Kina langt væk fra den moderne verdens overflod bliver der givet håb til en ludfattig befolkning om bedre tider: Hvis de giver blod, giver centralmagten dem penge. Men som tiden går, dør de fattige kinesere i tusindtal. Af aids eller feberen, som de kalder den.
LÆS OGSÅ: "Et barns perspektiv bibringer noget nyt"
Sådan lyder plottet i den kinesiske forfatter Yan Liankes roman Landsbyens blod, der udkommer på forlaget Tiderne Skifter til januar. Og det særlige ved bogens dystre fokus på kinesernes møde med døden er, at det er fortalt med en 12-årig drengs stemme. Og vel at mærke ikke bare som en fortælling om drengen, men som en fortælling af drengen.
Eksemplet er ikke enestående. For inden for de seneste 10 år er romaner med børn som jegfortællere blevet et mere udbredt litterært greb, fortæller forlagsredaktører og litteraturforskere. Ganske vist går H.C. Andersen og brødrene Grimms eventyr ofte i børnehøjde. Og vidt forskellige litterære klassikere som Pelle erobreren og Oliver Twist giver også et dybt indblik i børns verden. Men ligefrem at have et barn som jegfortæller i en voksenroman er et fortællegreb, man meget sjældent så for 100 eller bare 50 år siden.
Dannelsesromanerne, der blomstrede op fra midten af 1800-tallet, beskrev ganske vist ofte overgangsfasen fra barn til voksen. Så børn spillede på den måde en rolle i litteraturen. Men det var sjældent fortalt direkte af et barn, siger Claus Clausen, der er forlægger og stifter af forlaget Tiderne Skifter.
Forfattere har tidligere forsøgt sig med at give et barn fortællestemmen såsom Mark Twain i Huckleberry Finn og William Faulkner i Brølet og vreden. Men først de seneste 10 år er fortællegrebet rigtig slået igennem i voksenlitteraturen, vurderer blandt andre lektor i litteratur Per Krogh Hansen fra Syddansk Universitet. Den udvikling skal formentlig ses i lyset af den stigende betydning, børn har fået i det moderne samfund i øvrigt. De bliver anerkendt som individer, som redaktør Merethe Borre fra forlaget Gyldendal udtrykker det.
Tidligere var barnet et uskrevet blad, man ventede på sprang ud og blev voksent. Man var egentlig ikke interesseret i at høre dets stemme som barn, siger hun.
I dag er det derimod blevet relevant at lytte til, hvad børn egentlig har at sige, istemmer redaktør Katrine Riis-ager fra Politikens Forlag.
Alle interesserer sig voldsomt for deres børn, og de bliver faktisk taget alvorligt i dag. Der bliver jo for eksempel også skrevet rigtig mange bøger om børn, siger hun.
Den forklaring er lektor i litteratur Per Krogh Hansen på sin vis enig i. Men han mener også, det er væsentligt at huske, at romanerne ikke er skrevet af eller for børn. Derimod er barnets stemme konstruktion, fordi den voksne læser alligevel skal kunne identificere sig med fortælleren. Netop derfor kan man ikke drage den konklusion, at forfatterne bruger grebet for at gøre os klogere på børn.
Det er simpelthen først og fremmest, fordi man kan skabe en position i forhold til en hastig virkelighed, som ikke er lige så hastig nemlig barnets. Og det skaber nogle interessante spændinger, siger Per Krogh Hansen.
Men selvom man i flæng kan nævne litterære succeser som Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utrolig tæt på, Carlos Ruiz Zafóns Vindens skygge og senest Emma Donoghues RUM, der alle er voksenromaner fortalt af børn, er det ikke, fordi tendensen er altoverskyggende. For nok modtager forlagsredaktørerne mange manuskripter fra forfattere med netop det fortællegreb. Men det er langtfra alle, der er gode nok til at blive udgivet.
For når en voksen forfatter påtager sig et barns synsvinkel, er det vanskeligt at bibeholde den uskyld, et barn ellers typisk betragter verden med, fortæller forlagsredaktørerne. Et barn kan naturligvis godt være klogt og reflekteret, men aldrig med en voksens erfaringsgrundlag. Og netop den balance er svær at finde. Hvis balancen derfor skrider, går romanfiguren fra at være charmerende og troværdig til at virke irriterende og påtaget, fortæller redaktør Merethe Borre.
Nogle forfattere gør barnet for voksent, hvilket kan gøre stemmen utroværdig. Der er jo forskel på en 12-årig jegfortæller og en voksen forfatter, som antager en 12-årigs synsvinkel med voksne perspektiver hen over, siger hun.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at en roman med et barn som jegfortæller tilfører romaner noget ganske særligt, når det virker, mener Katrine Riisager. Det kan sætte den voksne læsers egne barndomserindringer i gang. Erindringer om en barndom, hvor mange afgørende spor i livet bliver lagt. Derfor er der en særlig samhørighed mellem læser og hovedperson på trods af aldersforskellen.
Desuden giver barnets uvidenhed læseren mulighed for selv at drage konklusioner som når drengen Jack i RUM beskriver, hvordan han kan høre moderens seng knirke, hvilket man som voksen læser hurtigt forstår som en beskrivelse af, at moderen bliver voldtaget, selvom hun ikke skriger.
På den måde bliver nogle ting set og beskrevet helt klart, fordi barnet er som et blankt papir, hvilket giver et meget interessant syn på vores samfund, samtidig med at der efterlades huller til læseren, som man selv må regne ud. Det er spændende og begavet, men også utrolig svært at mestre, siger Katrine Riisager.
Spørgsmålet er, hvorfor voksne læsere gider beskæftige sig med den form for skønlitteratur. Hvad får læseren ud af at se ud på verden gennem et barns øjne?
Litteraturanmelder Doris Ottesen anmeldte for nylig Marit Tusviks Dejlig er jorden, der også har en barnefortæller, her i avisen. Og det, der gør en sådan fortælling interessant at læse, er ifølge Ottesen det uskyldige blik på virkeligheden, som barnet har.
I Marit Tusviks roman skaber det et meget poetisk og fantasifuldt univers, hvor man kan udbrede, at man som barn ikke har erfaret så meget. Det giver anledning til sjove og anderledes synsvinkler og forestillinger, siger hun.
Netop poetisk og fantasifuldt er også de ord, lektor i litteratur Per Krogh Hansen sætter på romaner fortalt af børn, fordi børnenes manglende erfaring skaber spændende synsvinkler. Også han ser derfor flere grunde til, at barnet som fortæller er et interessant litterært greb.
Især i 1800-tallet sad forfatteren som den alvidende fortæller og skældte ud og gik i rette med sine karakterer og udstak moraler. Men i dag har forfattere mere tillid til deres læsere, mener han. Og netop derfor tør de godt etablere et alternativt og uskyldigt blik på verden.
Egentlig er der masser af uskyldige børn i litteraturhistorien tænk bare på H.C. Andersens eventyr. Men det er vigtigt at fremhæve, at nutidens uskyldige barnefortællere ikke er uskyldige som hos H.C. Andersen. For eksempel er den 11-årige Oscar i Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på enormt kompetent og velreflekteret. Så barnet er ikke som en tavle, der er visket fuldstændig ren. Alligevel møder barnet verden på en mere sårbar og naiv måde. Hærdningen kommer gradvist i bogen, og det er interessant at være vidne til som læser, siger han.
Samtidig har børn som fortællere den fordel, at de kan fungere som små spioner i en kompliceret voksenverden, fordi ingen forventer, at de egentlig forstår, hvad der foregår. De kan derfor være alle steder og lytte til alle samtaler. Men mest af alt, er børnene en forfriskende måde at få læseren til at betragte virkeligheden på sådan lidt på hovedet, mener Per Krogh Hansen:
Jeg tror, at det er en måde at fremstille en naivitet og en uskyldighed på i en verden, som ellers går bananas. Den uskyldige synsvinkel bliver styrende, og det er op til læseren at navigere i forhold til den.