Prøv avisen

Når billeder taler, og blomster skaber glæde

- Når Bille kom hjem fra fjernøstlige lande havde han altid orkideer med til min kone, Ruth, sirligt opbevarede i prydelige etuier, og glæden i hans ansigt var ubeskrivelig, når han rakte hende dem. - Foto: CHRISTINE HART/PHOTOPQR/L'ALSACE

Post Scriptum Om venskabet med Ejler Bille og glæden ved at give blomster

Tænk, om man var maler! Hvis man var blevet født med evnen til at gribe og fastholde mange af de synsindtryk, man fik gennem et togs kupevindue, fra sin plads i kabinen på fire hjul eller fra cyklen på en landevej i magsvejr. Indtryk af skovbryn, i vekslende lys- og skyggefald, fjordområde, plovvendt muldjord eller skyformation på himlen. Tænk, om man var maler!

Sådanne tanker har tit meldt sig, når vi på forskellige årstider har bevæget os fra byen mod mere eller mindre klart definerede mål og ladet os overskylle af de gratis glæder, man som seende har adgang til på et lokalt provinsmuseum.

Jeg spurgte engang vor gode ven gennem mange år, Ejler Bille, der med hustruen Agnete Therkildsen boede ikke langt fra os, når vi om sommeren boede i Rågeleje, om, hvordan det kunne være, at jeg automatisk standsede op foran et udstillingsvindue for kun at se på et bestemt lille oliebillede af en mig ubekendt kunstner. Billedet var omgivet af berømte danske maleres værker, som imidlertid ikke for mig havde den ringeste interesse.

Bille svarede, at det var, fordi det pågældende billede så tilbage på mig med et ønske om at måtte tilhøre mig.

Til min forbløffelse spurgte kunsthandleren mig om årsagen til min interesse for specielt dette billede, et ydmygt landskabsmaleri med havudsigt, og jeg fortalte uden omsvøb om min betagelse af billedet, der ikke var "malet ihjel" af sin autor. Dette bevirkede ejendommeligt nok, at en hurtig afgørelse om handel rent prismæssigt faldt ud til min fordel, og den dag i dag er det lille billede, der er på størrelse med en sammenfoldet avis, en kilde til daglig glæde i sine farvekilder vekslende med lyset i de skiftende årstider. Var jeg maler, havde jeg selv malet det.

Efter Agnete Therkildsens død levede Ejler Bille resten af sine dage alene, og der skulle ingen anden kvinde i huset, for "Agnete bor her stadig".

Når vi besøgte ham, var døren altid ulåst, hvilket jeg ofte bebrejdede ham, men hans tillid til "denne verdens børn" var ubegrænset. "Jamen, fordi jeg er på indkøb i Helsinge eller Tisvilde, skal fremmede da kunne komme ind, hvis de vil se mine billeder!"

Dette storsind belønnedes en dag med et gement tyveri af to af de bedste billeder, som derved skabte et par tomme pladser på væggen. De forblev tomme, og ingen andre billeder kunne erstatte de stjålne.

I sin høje alderdom besøgte vi Bille hyppigere end førhen, og han satte stor pris på højtlæsning - og gerne om kunst. Johannes Jørgensens "Gamle adresser" betog ham i særlig grad, og især en fin lille fortælling om Van Gogh yndede han at få gentaget.

Den hollandske mester havde indleveret nogle få billeder til en forestående udstilling, men natten til ferniseringsdagen sneg van Gogh sig i stilhed ind i udstillingslokalet, afmonterede billederne og skyndte sig ud. En vagt ved døren spurgte, hvorfor han tog værkerne med sig, og svaret var: "Fordi de ikke er gode nok!"

Denne passage måtte Bille høre igen og igen, mens han tørrede sine øjne og iagttog sine værker på vægge og staffeli. "Hvorfor dog det, Bille, er værkerne ikke gode nok?" "Jo, for alle, der ikke ser fejlene, men det gør jeg!"

Når Bille kom hjem fra fjernøstlige lande havde han altid orkideer med til min kone, Ruth, sirligt opbevarede i prydelige etuier, og glæden i hans ansigt var ubeskrivelig, når han rakte hende dem.

Maler blev man altså ikke, men til gengæld beriget ved at kende en stor.

Bernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen Post Scriptum holder sommerferie og vender tilbage i august.

kultur@kristeligt-dagblad.dk