Sandt at sige udkommer der rigtig mange af denne her slags bøger. Små koncentrerede barndomsbilleder, der som vandpytter på skolevejen med større eller mindre intensitet, større eller mindre poetisk og sanselig muskelkraft åbner for erindringens glemte glimt af himmel og helvede.
Gennemslagskraften afhænger i høj grad af, hvor nødvendige historierne er, og hvor originalt de gribes an. Forfatterens og læserens følelse af uomgængelighed er netop i det personlige stof dybt forbundne kar.
Forlaget kalder debutanten Elisabeth Flensted-Jensens (født 1949) Kystsanatoriet for en roman. Men mere præcist er der just tale om disse glimtvise kortprosatekster med spredte dyk ned i barndommens land. Vi er i 1950erne og 1960erne. Og efter al sandsynlighed meget tæt på forfatterens egen historie.
LÆS OGSÅ: Forfatter vil vise, hvad der sker, hvis børn ikke får kærlighed
Ingen tvivl om, at her står noget på spil. At stoffet er der. Så påtrængende, at det er lige ved at blive underspillet. Og de personlige dramaer er vitterlig store. Far er med i ældsterådet og en del af Kristi stridsmænd. Han har været missionær i Afrika og væk i så lang tid, at pigen ikke kan huske, hvordan han ser ud. Men nu kommer han ind ad døren og pakker sære ting ud af kasser. Ro bliver til uro. Mor går til bedekreds og syr tøj om til både pigen og de fattige. De aflagte sko får vat i snuden. Der synges halleluja og spilles på hammondorgel, og i søndagsskolen hænger Golgata og dommedag som begsorte skyer over de små barnehoveder. Pigen får lyst til at råbe forbudte ord, men så ved hun, at straffen og fars hånd falder.
En dag bliver pigen i sin fineste kjole kørt op på et mærkeligt slot, der viser sig at være et kystsanatorium. Herefter forsvinder mor og far uden et ord, mens kjolen og sovedyret låses inde i skabet. Nu står den på sovesal og havregrød, spøgelser og ensomhed: Jeg beder Jesus om hjælp, men der sker ikke noget. Der er koldt rundt om min seng. Jeg ved, der ikke er nogen, der hører mig.
Det er denne grå tåge af uvished, dette at tingene bare sker uden logik eller forklaring, Elisabeth Flensted-Jensen rammer allerbedst i sine små tekster. Afmagten hos det barn, der ikke får besked, ikke høres, ikke ses. Og dertil pigens evne til alligevel at overleve. At skrige og sparke sig igennem gråheden. Eller når det er værst, at digte sig selv helt ud af den, forsvinde op i flagstangen.
Senere kommer ungdomslivet ind. Den gifte mand, det forbudte land. Den attraktive veninde, der begår selvmord. Men også her lægger tågesløret sig, og først til allersidst træder vores sarte og bomstærke fortæller ud i lyset og flytter hjemmefra.
Så jo: Elisabeth Flensted-Jensens Kystsanatoriet er bestemt mærkbar, selvom den ikke er mærkbart anderledes end sine mange søstre og brødre i netop den genre. Fordi den insisterer på barnet som et helt menneske.