Prøv avisen

Når det mindste er nok

Bøger: Lars Skinnebach skriver sig ind på det sted, hvor alting tager sin begyndelse

Hvad skal man egentlig bruge poesi til, lyder det næsten retorisk, når en ny »smal« digtsamling udkommer. Hvad vil de os, disse brokker af sprog, der kræver læsning efter læsning for bare at give den mindste smule mening, og som alligevel aldrig lader sig tyde tilnærmelsesvis så klart som selv den mest kludrede roman? Den store underholdning skal man som oftest ikke forvente sig af lyrikken! Men bliver man ikke umiddelbart fyldt af store følelser, hvad er det da, man skal forvente sig af lyrik. Det giver Lars Skinnebach et bud på i den beskedne og afdæmpede digtsamling »Det mindste paradis«. Bogen er så langt fra verdens larm, som den næsten kan være, og skriver sig i 22 korte, lavmælte og klangfulde digte ind på, hvad forfatteren kalder »det mindste paradis«. Det sted, hvor alting tager sin begyndelse. Det første afsnit, »I udkanten«, beskriver, hvordan hovedpersonen bevæger sig væk fra verden og hen imod et sprogligt og eksistentielt nulpunkt i, hvad der på det ydre plan er et besøg hos familien. I bogens andet og centrale afsnit, »Hos min familie«, tager det sprog, som digterpersonen gennem bogen bygges op af, sin begyndelse. »Ved middagsbordet syntes sætningerne / at kæle for en indskrænket lykke«, hedder det i afsnittets første digt, »Tirstrup«. Det er i det intime hverdagssprog, det sprog, man taler til og om sine nærmeste, at digtene finder deres stemmeleje, og det er omkring de intime situationer og relationer, digtenes motiver og temaer bygges op, og hvorfra bogens stædige spørgen til det enkelte menneskes betydning og værd udfoldes. »I dag fødte min søster et barn / (É) / I dag ledte jeg efter en sweater / jeg har fået af min bror / (É) / I dag ved jeg ikke hvad jeg kan være / for nogen«. De tre meget forskellige og på overfladen usammenhængende udsagn giver kun mening i »det mindste paradis«, hvor de udtrykker helt eksistentielle relationer, som i den store historie og virkelighed fremstår som opbrudte og ituslåede. Denne kerne af oprindeligt grundsprog, som fremskrives i det andet afsnit, strukturerer også de to følgende afsnit, »Når dagene går« og »Med øjnene i vejret«. Her danner sproget fra »det mindste paradis« et udsigts- og samlingspunkt, hvorfra de tungere spørgsmål i tilværelsen behandles, mens sproget hele tiden peger tilbage på sit intime og nære udgangspunkt. Lars Skinnebach formår på denne måde at skrive alvorlige og patetiske emner ind i et intimt rum, hvor man ikke behøver at være en stor tænker for at have med det at gøre, fordi det har fået sprog fra et område, som er alle bekendt. Lars Skinnebach svarer således på, hvad man skal med den svære og meget sprognære poesi. Den skal ville det mindste. »Det mindste jeg kan gøre er at holde det ind til mig / når selv det mindste er nok.« Når vejen til paradis fortaber sig i de store og altfavnende historier, når de store meninger synes at unddrage sig vores forståelse, er selv det mindste nok. Lars Skinnebach: Det mindste paradis. 40 sider. 160 kr. Borgen.