Prøv avisen

Når familiebåndene kappes

"To verdener" skildrer pigen Saras verden og verdensbillede, der pludselig udvider sig i mødet med den jævnaldrende Teis. – Foto: Jens Juncker-Jensen.

"To verdener" er en rystende og sober film om Jehovas Vidner

"Kyssede han dig?", "Rørte han ved dig?", "Tog han dig på brysterne?", "Havde I sex?".

Den 17-årige Sara er til samtale med De Ældste i den afdeling af Jehovas Vidner, hun sammen med sin familie har været medlem af, siden hun blev født. For Sara har overnattet hos den unge mand Teis, og det er eksklusionsgrund. Hun og filmen spørger, om det kan være rigtigt, at hun ikke må forelske sig? Hun kender konsekvenserne: Hendes storebror blev udstødt, fordi han talte De Ældste midt imod. Derfor må ingen i menigheden tale med ham mere. Heller ikke familien.

Niels Arden Oplev sætter sammen med Steen Bille, der også var medmanuskriptforfatter til succesen "Drømmen" fra forrige år, fokus på Saras konflikt. Med baggrund i en sand historie, som blev omtalt i en avisartikel, skildrer de hendes liv fra umiddelbart før, hun møder Teis og et stykke tid frem.

Det ville have været nemt at lave en film, der dæmoniserede Vidnerne og gjorde De Ældste til Herrens bidske hunde. Men deres hårrejsende beslutninger, der ikke lader andre fundamentalister noget efter, kommunikeres med et afvæbnende smil, selvom Sara aldrig er i tvivl om jernnæven i fløjlshandsken. "Det er din egen beslutning, men jeg synes, det er en dårlig idé", siger hendes far et par gange.

Vidnernes vold er psykologisk og social, men ikke fysisk. De lægger ikke hånd på deres tvivlende medlemmer. De truer såmænd "bare" med at kappe alle de bånd, det enkelte vidne har til den menighed, der udgør hele deres liv. Det må være umenneskeligt svært at vælge Vidnerne fra.

Filmen er meget nøgtern i skildringen af Saras verden, der starter med at være meget lille og meget veldefineret, og som derefter bliver større og større. Fra de faste møder i rigssalen og dørklokkestemningen i weekenderne til en enkelt fest og stjålne og særdeles ærbare møder med Teis. For at imødekomme Sara prøver han at gå ind i den udvalgte skare, men efter et stort sommerstævne med fuld skrue på halleluja-stemningen bliver det ham for meget. Slutningen står ikke tilbage for hverken Truffauts "Ung flugt" eller "Pelle Erobreren" i følelsen af uafklaret frihed. Dén taget i betragtning burde filmen måske have heddet "Tre verdener".

Det er en rystende, sober film, Niels Arden Oplev har skabt. Han har et sikkert blik for de gruppepsykologiske mekanismer, der kan holde mennesker fanget i lukkede, selvbekræftende og for nogle trygge verdener. Han får god hjælp fra gengangere fra "Drømmen", Jens Jørn Spottag som faderen og Anders W. Berthelsen som lederen af De Ældste. Spillefilmsdebutanten Rosalinde Mynster spiller den svære rolle som Sara med stor indlevelse og dybde. Filmen føles noget lang, måske fordi der ikke er mange oplivende momenter i den.

To verdener. Danmark 2008. Instruktion: Niels Arden Oplev. 106 minutter. Premiere i 58 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk