Prøv avisen

Når fornuften når sin grænse

Den tyske filosof Jürgen Habermas mødtes med kardinal Joseph Ratzinger i 2004 -- den senere pave Benedikt XVI. De holdt hver et foredrag om religionens betydning i det moderne samfund. Deres taler foreligger nu i bogform. -- Foto: Scanpix.

Den tyske filosof Jürgen Habermas og den katolske pave Joseph Ratzinger er værd at lytte til. De diskuterer grænsen for "Fornuft og religion" i en ny bog af samme navn

For snart to år siden, den 19. juni 2004, mødtes to af vor tids største tænkere med hver sit foredrag om deres syn på religionens betydning i det moderne samfund. Mødet fandt sted på Det Katolske Akademi i Bayern og skabte stor debat i de tyske medier. Deres debat var et forbilledligt eksempel på, hvordan den anerkendende og gode tone kan herske imellem to parter fra forskellige kulturer og ideologisk-religiøse tankesæt. Sidste år udkom foredragene i bogform i Tyskland og er nu oversat til dansk.

Filosoffen Jürgen Habermas er den sunde fornufts fremmeste talsmand og har igennem hele sit virke distanceret sig fra religion. Hans modpart ved mødet på Det Katolske Akademi var ingen ringere end landsmanden Joseph Ratzinger, dengang den katolske kirkes teologiske førstemand som leder af Troskongregationen i Vatikanet, nu pave Benedikt XVI. De to gamle tyskere, der begge nærmer sig 80 års-alderen, har brugt deres lange liv til at tænke sig om og fremstår i dag som de måske to skarpeste teologiske og filosofiske tyske hjerner. Den ene er legemliggørelsen af den kristne og katolske tro, mens den anden fremstår som indbegrebet af den liberale, individuelle og sekulære tænkning.

Bogen med de to foredrag har fået titlen "Fornuft og religion – sekulariseringens dialektik" og dækker over det centrale spørgsmål, som bogen ønsker at belyse, nemlig om sekulariseringens tidsalder er ved at rinde ud og fordrer en ny besindelse på forholdet mellem fornuft og religion. Eller sagt mere direkte: Hvor henter et samfund sine værdier fra, hvis ikke i religionen?

Det nye og det, der i høj grad vakte debat i Tyskland, er Jürgen Habermas' udtrykte forståelse for religionens betydning i samfundet. Denne arvtager af Oplysningstidens førende filosof Voltaires ønske om at se kirke og kristendom knust under fornuftens fode, mener nu, at religionen igen må accepteres som en af værdikilderne til det demokratiske samfund. Ja, solidariteten i samfundet risikerer at tørre ind som følge af en afsporet sekularisering, mener han. Vi lever i dag i "postsekulære samfund". Religion får ny betydning, fordi borgerne ikke længere engagerer sig så politisk som før. Demokratiet tyndes ud i en global verden, hvor markedet, pengene og de internationale forhold styrer mere og mere. Demokratiet rækker ikke langt nok, og som reaktion bliver borgerne afpolitiserede. At den sønderknuste modernitet, som Habermas formulerer det, kan blive hjulpet ud af blindgyden ved hjælp af religion, er en mulighed, som filosofien må tage seriøst. Afslutningsvis argumenterer Habermas, der fortsat erklærer sig som "religiøst umusikalsk", for, at sekulære og religiøse statsborgere i et land må lære at omgås hinanden med gensidig respekt, også for hinandens holdninger. Ikke-troende borgere må ikke frakende religionen, at den kan rumme sandheder, ja, de må ikke forhindre troende i at argumentere med deres religion.

Kort sagt: Efter århundreder og ikke mindst de seneste års stærke sekularisering kommer selv Tysklands største sekulære filosof i tvivl. Kristendom og anden religion har været vist vintervejen i mange års intellektuel debat. Men var det nu også rigtigt? Fornuft og religion må kunne leve fredsommeligt sammen, konkluderer han.

Habermas' tale er ingen let tilgængelig tekst. Men hvad den mangler i umiddelbar klarhed, har Ratzingers stærke indlæg, der er båret af hans kristne tro og den katolske kirkes klassiske syn.

Ratzinger er demokrat, men konstaterer også, at demokrati har sin begrænsning. Magt skal underordne sig retten, men det er ikke nok at sige, at flertallet i et samfund bestemmer, hvad der er ret og rigtigt. Et flertal kan handle uetisk. Derfor må man søge efter en ret, der ikke er bestemt af et folkeflertal, men derimod er givet mennesket i kraft af, at det er menneske. Denne ret anser mange i Vesten for at være menneskerettighederne, men de er også problematiske og accepteres kun i begrænset omfang i Kina og den muslimske verden.

Ratzinger anerkender ganske tankevækkende, at terrorisme næres igennem religiøs fanatisme, og forholder sig således kritisk til den del af enhver tro, der fejludvikler sig. Men svaret på det forhold er ikke at ophæve religionen eller vende den ryggen for, at menneskeheden kan gå ad frihedens og tolerancens vej. Den vej har nemlig ført til en farlig frihed, hvor mennesket har taget bolig ved magtens kilde og sin egen eksistens. Når videnskaben prøver at fremstille mennesker i reagensglas, gøres mennesket til et produkt, og dermed forandres menneskets forhold til sig selv fundamentalt. Ratzinger forholder sig således stærkt kritisk til den menneskelige fornuft. Den har frembragt atombomben og hele den forplantningsforskning, der betyder, at vi fristes til at betragte noget menneskeliv som affald, der bare kan fjernes.

Ikke bare religionen skal begrænses, men det skal fornuften også, mener han. Derfor vil han supplere menneskerettighederne med et sæt menneskepligter og menneskebegrænsninger.

Ratzinger slutter sit stærke indlæg af med en overvejelse over, hvorledes vi i fremtiden må anerkende, at fornuft og religion har brug for hinanden. De syge elemeneter i troen skal renses ud af fornuften, en tanke som også kirkefædrene i kristendommens første århundrede gjorde sig. Han taler om fornuftens guddommelige lys som et kontrolorgan, som religionen må lade sig rense og ordne af. Omvendt må fornuften advares af religionen om sine grænser og vise lydhørhed over for det, som Ratzinger kalder "menneskehedens store, religiøse overleveringer". Hvis fornuften frigøres fra troen, bliver den ødelæggende. Det er i bund og grund tro og religion, der holder verden sammen, konkluderer han.

De to korte taler er væsensforskellige, men rummer begge mange niveuaer og kan derfor med udbytte genlæses utallige gange. Det er ingen let bog, der her kommer på gaden, men den er væsentlig og vedkommende. Ikke mindst i disse tider, hvor danske politikere overfladisk og forenklet proklamerer, at "religion er en privatsag", er det velgørende, at både en sekulær filosof og den katolske kirkes øverste leder tænker så begavet, nuanceret og konstruktivt om dette afgørende emne.

Læsere af bogen er i øvrigt godt hjulpet af biskop Jan Lindhardts veloplagte efterord, der også tjener til en forklaring af den ofte svære tekst.

Jürgen Habermas og Joseph Ratzinger: Fornuft og religion - sekulariseringens dialektik. Redaktion og forord af Florian Schuller. Efterord af Jan Lindhardt. Oversat fra tysk af Søren Fauth. 77 sider. 138 kroner. Forlaget Hovedland.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

Den tyske filosof Jürgen Habermas mødtes med kardinal Joseph Ratzinger i 2004 -- den senere pave Benedikt XVI. De holdt hver et foredrag om religionens betydning i det moderne samfund. Deres taler foreligger nu i bogform. -- Foto: Scanpix.