Som i Tom Kristensens lille klassiker fra 1920'erne handler det om at blive "En Anden". Om den skelsættende overgang – nej, ikke fra barn til voksen, hvor den store medalje trods alt er det modsatte køn, men den upåagtede forløber i de allerførste skoleår, hvor verden i et pludseligt blik af indsigt og klarhed forandres. Som en ildning, der tænder hele branden. Det kan ikke måles i millimeter, så småt er det. Det kan ikke overvurderes, så afgørende er det. Og det er ikke til at vide, om det er verden eller en selv, der er blevet en anden.
Husker De den sidste scene i filmen "Den store badedag", hvor barnet på en almindelig, solgylden søndag ved stranden opdager, at far aldrig har været den store helt fra "pampassen". For far har vandskræk! Husker De barnets gennemtrængende og fortabte øjne hen over bordet? Og husker De, hvordan familien rejser sig igen i samlet flok? Ved at danse, såmænd.
Netop sådan er barnets blik i den norske forfatter Roy Jacobsens seneste roman, "Vidunderbarn". En lille perle om barndommens lune rede og kolde vinde. Og om at blive en anden. Og sådan kan man hele tiden et eller andet sted længst inde og dybest ude også her høre musikken spille. Smertefjernt, ømt.
Barnet hedder Finn. Han bor alene med sin fraskilte mor i en lille lejlighed i en boligforening i en forstad til Oslo. Årene er begyndelsen af 1960?erne. Muren bygges i Berlin og Jurij Gagarin indtager det store rum. Og selvom mor på grund af skilsmissen og dunkle minder fra fortiden er både nervøs og mørkeræd, så er hun dog også ubestrideligt evigtvarende, "grundfjeldet på jorden og elefanten i himlen".
Det hele begynder med, at lejligheden skal moderniseres. Opgangstiderne truttes i gang af gåpåmod og nyt tapet med junglemotiver. Måske skulle man anskaffe bogreoler? Og fjernsyn! Den lille familie må leje et værelse ud for at få råd til det hele. Men ommøbleringen flytter helt ind i sjælen. Bedst som det ene rum får egen indgang, og mor skal sove i stuen, dukker en ukendt halvsøster op. En frugt, som den nu afdøde far plantede i en anden kvindes liv.
Linda er seks år. Kluntet og stum. Og fra det øjeblik, hun træder ud af bussen helt alene i denne verden og klynger sig til sin nye mors hånd, bliver hun den lille families absolutte omdrejningspunkt. Dansen begynder. Og Finn beskytter sin sære søster med alt, hvad han har i sig. Nu er det ham og mor, der står sammen.
Og dog. For også mor bliver en anden. Ro er blevet til uro. En dag skal hun på hospitalet og er væk i mange uger. En anden dag kommer der et underligt brev. Og så er der lejeren Kristian, der giver alt for store gaver.
Roy Jacobsen er en mester i den spinkle sjæls mikroskopi. Her er ingen sentimentalitet eller voksen bagklogskab, blot en evighedstilstand, der langsomt skrider ind i tiden. Med hvisken i krogene og en tone helt nede i bunden af mors stemme, der ikke har været der før. Og så er der med ét det modsatte: en pludselig fortrolighed, som om man alligevel forstod. Som om man var en voksen. Og verden bliver bare endnu mere fjern.
Først til allersidst stikker forklaringsmodellen desværre frem som et fiskeben i halsen. Vi flyver ind i Finns fremtid og ser det hele registrerende oppefra. I samme øjeblik stopper dansen! Sådan er kunstens love lige så hårde som livets.
"Vidunderbarn" er Roy Jacobsens femte roman på dansk. Hvad er det dog, de kan, de norske forfattere? Skildre mænd, der bliver børn og børn, der bliver mænd – fortabte i de store skove og i sindets mørke afkroge. Det er alvor. Det gælder. Det er vel det, der er hemmeligheden. Og når Roy Jacobsen er bedst, hvad han er i denne roman, er han fuldt på højde med sine største landsmænd.
Roy Jacobsen: Vidunderbarn. Oversat af Camilla Christensen. 240 sider. 249,95 kroner. Rosinante.