I slutningen af 2003 trak Jerry Boykin, der dengang var viceforsvarsminister under præsident George W. Bush, i en militær kampuniform og rejste rundt til kirker i USA med et lysbilledshow om krigen mod terror.
Et billede viste Iraks væltede diktator, Saddam Hussein. Er han vores fjende? Nej, sagde Boykin til sine tilhørere. Så kom et billede af terrorlederen Osama bin Laden op på lærredet.
Er han vores fjende? Nej, lød det igen.
Det næste lysbillede forestillede Satan. Dette er vores fjende, og kun ved hjælp af Jesus kan vi besejre ham, erklærede viceforsvarsministeren.
Historien gengives i den velanskrevne amerikanske historiker og forfatter Garry Wills nye bog, Head and Heart: American Christianities, der netop er udkommet med fornemme anmeldelser i USA. Og den er sigende for den kompromisløse religiøsitet, som George W. Bush og hans koalition af konservative kristne har gjort til en rød tråd i styringen af landet, siger Garry Wills, der igennem en årrække har beskæftiget sig med krydsfeltet mellem tro og politik.
Det Hvide Hus under George W. Bush er den første stærkt kristne og stærkt bibelske regering, som USA har haft. Vi har haft andre evangelikale præsidenter, men Bush er den første, der erklærede sig kaldet til embedet af Gud. Han er også den første, som meget målrettet og ganske skruppelløst har omsat sine kristne værdier til politik og indgydet vores offentlige institutioner og programmer med religion, siger Garry Wills. Han er i dag professor emeritus ved Northwestern University i Chicago.
Garry Wills fremhæver, at Det Hvide Hus efter Bushs indsættelse i 2001 med ét emmede af fromhed. Evangelikale ledere sås hyppigt på gangene og i kontorerne, de ansatte mødtes til ugentlige bibelstudiegrupper, og i Justitsministeriet kunne embedsmændene vælge at bruge deres frokostpause på at gå til gudstjeneste.
Præsidenten gav grønt lys for, at både høje og lave poster i de forskellige statslige agenturer blev udfyldt med genfødte kristne som ham selv. Højrereligiøse organisationer bidrog til udformningen af den offentlige politik om emner som aidsbekæmpelse, homoseksuelles rettigheder, familieplanlægning, stamcelleforskning og kreationisme.
Under sin første valgkamp lovede Bush sine evangelikale støtter, at han ville være garant for en trosbaseret socialpolitik, men han gik langt videre end det og gav dem trosbaserede sundheds-, rets- og uddannelsespolitikker. Han gav dem endda en trosbaseret krig, konstaterer Garry Wills.
Men efter 10 år med en plads ved magtens bord er de glade dage for USAs højrereligiøse ved at rinde ud. Ligesom landets to tidligere store anti-intellektuelle evangelikale strømninger i henholdsvis begyndelsen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede har den nuværende bølge en naturlig udløbsdato, vurderer Garry Wills.
Når de kristne fundamentalister går for langt og overspiller deres rolle i vores nationale kultur, begynder pendulet altid at svinge den anden vej. Det er en forudsigelig cyklus. Det skete under den seneste evangelikale bølge, da de blandt andet fik indført spiritusforbud og forsøgte at forbyde undervisning i evolutionsteorien. Befolkningen fik nok, og det ser vi også ske nu, siger han.
Garry Wills peger på to afgørende vendepunkter: Irak-krigen og dramaet i 2005 om den massivt hjerneskadede kvinde Terri Schiavo, hvis skæbne landede på selve Højesterets bord, efter at hun var blevet genstand for en vidtrækkende politisk og moralsk debat om retten til liv.
Den højrereligiøse bevægelse er blevet miskrediteret i befolkningens øjne af sit engagement i Schiavo-sagen, som flertallet af amerikanerne opfattede som en utidig indblanding i en families privatsfære. Og den er blevet miskrediteret for sin støtte til Irak-krigen. Samtidig er dens politiske indflydelse mindsket, efter at demokraterne for et år siden fik flertal i Kongressen, og selv i det republikanske parti bliver der i dag lyttet mindre til de evangelikale og deres dagsorden. Når Bush går af som præsident, vil tabet af indflydelse formentligaccelerere yderligere, konstaterer han.
Mens fundamentet for den nuværende evangelikale bølge var en kulturkrig centreret især omkring en religiøst baseret modstand mod abort og homoseksuelles lige rettigheder, så er de temaer ved at vige til fordel for en bredere og blødere dagsorden fremført af populære, midtsøgende evangelikale såsom megakirkelederen Rick Warren og præsten Jim Wallis.
De evangelikale opsving i USA kommer altid på tidspunkter, hvor der er en stor samfundsmæssig uro, og hvor folk føler, at deres rødder rives op. Den seneste bølge er bygget på en frygt for vor tids store, hurtige sociale og teknologiske forandringer, og det har udmøntet sig i en foragt for videnskab og fornuft. I stedet er der kommet fokus på traditionelle familieværdier. Men de konservative kristnes børn vokser op med en anden tilgang til verden, og det er derfor vanskeligt at bevare kriseforestillingen om, at verden er ved at gå helt af lave, siger Garry Wills.
Han argumenterer for, at amerikansk kristendom altid har været præget af to modsatrettede poler: hovedet kontra hjertet eller fornuft kontra følelse, oplysning kontra evangelikalisme. Mens 1700-tallets puritanere dyrkede en lidenskabelig og rigid kristendom, hvor frafaldne medlemmer blev straffet skånselsløst, så opstod der samtidig en fornuftsbaseret religiøs kultur, hvis adelsmærker var bred tolerance for andre trosretninger og en idé om, at religion bør holdes adskilt fra de politiske institutioner.
Det er det unikke og altid gnistrende spændingsfelt mellem disse to kraftfelter, som siden nationens oprettelse har været bærende for udviklingen af den særlige amerikanske kristendom, påpeger Garry Wills.
Landsfædrene anerkendte den frugtbare vekselvirkning mellem hjertet og hovedet, og det er årsagen til, at USA blev den første nation uden en statsreligion og den første nation, hvis forfatning dikterede en klar adskillelse af kirke og stat. Idéen var, at religion dermed både blev beskyttet og frigjort fra etablissementet. Det er takket være forfatningen, at amerikanerne i dag er et af de mest religiøse folk i den vestlige verden. Religion trives bedst, når konkurrencen er fri, og den ikke forurenes af politik, siger han og påpeger, at den amerikanske befolkningsandel af kirkegængere ifølge historikeres udregninger er vokset støt siden 1780erne.
Ifølge Garry Wills har amerikansk kultur haft sine smukkeste øjeblikke, når der er sket en sammensmeltning af de to poler.
Både hjertet og hovedet står stærkest, når de kombineres. Det så vi eksempelvis i kvækernes engagement i antislaveribevægelsen, og vi så det i en mand som Martin Luther King Jr., der i sin borgerrettighedskamp kombinerede spirituel prædiken med en rationel teologi, siger han.
Dagens USA lider imidlertid ifølge Garry Wills under den ubalance, som den seneste evangelikale bølge har udløst.
I Bush-regeringen er hjertet hovedet langt overlegent, og konsekvenserne har været meget skadelige for landet. Vores samfund fungerer bedst, når de to ekstremer tøjler hinanden. Det kommer til at tage tid at genoprette de skader, som den nuværende ledelse i Det Hvide Hus har påført den nationale kultur, siger han.
Alligevel er Garry Wills optimistisk på den amerikanske religiøse kulturs vegne.
Vi er stadig en oplyst nation. De fleste amerikanere ville aldrig stemme på en ateistisk præsidentkandidat, fordi de forbinder moralforståelse med den enkeltes personlige gudstro. Men i løbet af de 45 år, jeg har undervist universitetsstuderende, er der kun tre, der har svaret nej til spørgsmålet om, hvorvidt de støtter princippet om adskillelse af kirke og stat. Idealet står stadig stærkt, og meget tyder på, at den seneste anti-intellektuelle evangelikale bølge er på retur. I stedet er vi på vej mod en ny balance mellem hjertet og hovedet, siger han.
