Prøv avisen

Når kunst spærres inde

”Fanget” rummer næsten 50 af John Kørners værker, blandt andre ”Monique” fra 2011. – Foto fra udstillingen.

Med fængslets symbolik peger John Kørner i sin største udstilling på paradokset i, at kunsten på den ene side skal sættes fri, på den anden side holdes i fast greb af museerne. Udstillingen Fanget åbner på Heart i Herning i dag

En fængselscelle i naturlig størrelse springer i øjnene. Den er ualmindelig pæn at se på med sine nymalede, blanke, sorte tremmer og med et indhold af keramiske skulpturer i flere farver stillet nydeligt op på hylder.

Rundt omkring cellen i det store udstillingsrum på kunstmuseet Heart i Herning hænger John Kørners monumentale malerier med deres karakteristiske sprudlende, næsten barnlige farver og giver et helhedsindtryk af en lethed i det tunge.

LÆS OGSÅ:
Om det åndelige i kunsten

En panoramisk midtvejsudstilling kalder museet Heart udstillingen Fanget, der med næsten 50 værker er John Kørners hidtil største. En parade af hans mest berømte malerier er udlånt fra private og museale samlinger, heriblandt eksempler fra serien om de faldne danske soldater i Afghanistan-krigen og Kvinder til salg-serien om prostitution og trafficking. Men han har også fat i noget nyt, en ny debat, som han gerne vil give sit besyv til på sin helt egen poetisk-æstetiske måde:

Jeg har i nogle år arbejdet med en tematik om at kreere abstrakte kunstværker ud fra en idé om, at de skal symbolisere problemer, ikke nødvendigvis håndgribelige problemer, men problemer, der findes i vores samfund og for den enkelte. Med fængselscellen har jeg skabt en slags forstørret fuglebur, hvor enhver kan være alene med sine problemer, fortæller John Kørner, mens han viser rundt i udstillingen.

Men han vil også noget andet med sin eksklusive fængselscelle, nemlig kommentere den del af verden, han selv i stigende grad er medspiller i, nemlig kunstens verden.

Når fængselscellen er så smuk, som den er, hænger det sammen med, at mennesker der køber kunst, ofte søger det æstetiske, og foruden kunsten er omgivet af designermøbler, flotte biler og den slags. Jeg ser det lidt, som om de sætter sig selv i bur med alle deres æstetiske måder at være til i livet på. Det er jo en luksus at have kunst på væggene, og det er der ikke noget galt i, men jeg synes, man skal være opmærksom på, at det et materielt ejerskab, som kan komme til at begrænse os i stedet for at udvide os, siger John Kørner og tilføjer, at han med fængslets tydelige symbolik vil pege på et paradoks i kunstverdenen: På den ene side bliver kunsten sat fri, når den bliver købt og bevaret af samlerne samt formidlet og gjort tilgængelig for alle på museerne. På den anden side bliver kunsten holdt i et stramt greb, når den udsættes for faste rammer og tolkninger.

At blive fanget kan forstås på flere måder. Museerne og deres formidling kan godt være omklamrende for kunsten, og som publikum kan man opleve at blive brugt som et objekt i den formidling, siger John Kørner.

Han har bedt om, at der bliver sat skydedøre op i de to udstillingssale, hvor Fanget vises, for at symbolisere, at dørene lukker sig efter én, når man træder ind på et kunstmuseum.

Det interesserer mig, at nogle mennesker føler sig ubehageligt til mode på et kunstmuseum. Mange oplever, at værkerne er svært tilgængelige eller overfortolkede, så ja, det er også en slags museumskritik, jeg udøver med denne udstilling, selvom jeg jo selv i høj grad er en del af den verden, siger John Kørner, der til tider selv kan føle det temmelig klaustrofobisk at være på museum.

Hvordan kan man sætte kunsten fri?

Jeg har selv forsøgt det ved at udstille på arbejdspladser og på bænke ude i det offentlige rum, og jeg har haft billeder hængende i en kran. Men det kunne også være interessant for mig at lave mit eget museum, hvor værkerne kunne fungere på mange forskellige planer, ligesom livet.

John Kørner er dogrigtig godt tilfreds med at være tilbage i Herning, hvor det hele på en måde begyndte for ham. På Herning Kunstmuseum præsenterede han i 2004 sin første soloudstilling, The Greenland Problem, og siden er han blevet en kunstner, der nyder bred anerkendelse både i Danmark og i udlandet.

Der har altid været en form for frygtløshed over Kørners værker, fordi han som oftest blander sig i nogle af samtidens mest ømtålelige emner. Tilbage i 2004 handlede det om Grønland, og siden har han vakt betydeligt opsigt med sine fortolkninger af den danske deltagelse i krigen i Afghanistan og med sine værker af kvinder i prostitution.

Man må jo hver især bidrage med det, man kan. Mit væsentligste aktiv er min poesi og mine farver. Jeg vil gerne æstetikken, men jeg vil samtidig også gerne samtiden, så derfor kan jeg godt lide at kalde mig samtidskunstner i stedet for billedkunstner. Jeg mener selv, at jeg siden 2004 er blevet bedre til at slå ned på nogle interesseområder og omsætte det til noget, der er relevant og måske ellers mangler i debatten. Udfordringen er ikke at lægge sig i kølvandet på bloggere og meningsdannere, men at bruge mit medium, det kunstneriske sprog, som et selvstændigt partsindlæg, siger John Kørner.

På den aktuelle udstilling i Herning er der flere eksempler fra Kvinder til salg-serien, og på John Kørners billeder er kvinderne næsten altid alene.

Jeg finder det interessant, at man i debatten næsten aldrig hører den prostitueredes stemme. På mine billeder er der ingen sex, men derimod kvinder, der er alene. Jeg synes eksempelvis, det er relevant at vise det tidstab, der er for en kvinde i at vente. Det, jeg gør, er, at jeg sætter ind på det personlige plan. Derfor er min kunst jo ikke politisk som den, man så i 1960erne, mener John Kørner.

John Kørner er en stor mand, 207 centimenter høj er han for at være helt nøjagtig, og han mener selv, at hans størrelse afspejler hans kunst. Hos Kørner er der nemlig næsten altid tale om meget store malerier og installationer. Fængselscellen får på udstillingen eksempelvis blandt andet selskab af en alterlignende konstruktion i rødt med tilhørende røde bænke og store keramiske lysestager med tændte, levende lys.

Jeg kan godt lide den tanke, at mennesker har et behov for at bekende sig over for andre mennesker eller i stilhed. Det er en følelse, der vidner om, at man er i live og kan mærke sig selv. Så her kan man altså midt i udstillingen sætte sig ned og bekende og opleve sig selv som en del af noget større. Nogle elsker at gå en tur langs stranden, mens andre går ind i en kirke for at få den fornemmelse. Jeg tror, de fleste har et behov for en gang imellem at sætte sig ud over det materielle, siger John Kørner.

Udstilling og film

John Kørner

John Kørner. – Foto: .