Man tager ikke upåvirket fra Grønland en erfaring, utallige rejsende har gjort sig. Fjeldmassiver og de uendelige hav- og isvidder sætter sig i sindet. Landskaber så sublimt smukke, at man nærmest bliver ekstatisk, på én gang lykkelig og afmægtig.
LÆS OGSÅ: Mennesket længes efter at overskride eksistensens grænser
Maleren Per Kirkeby kom første gang til Grønland i 1958 som ung geologassistent. Siden er han gang på gang vendt tilbage, både som forsker og som kunstner. Og de to måder at betragte naturen på, forskerblikket, der aflæser landskabets historie i stenenes lag, og kunstnerblikket, der lader sig føre af sanserne, er efterhånden smeltet sammen i hans værk. Udstillingen på Ordrupgaard, Per Kirkeby og Grønland det hemmelige reservoir sætter fokus på, hvad de hyppige rejser til Grønland har betydet for Kirkebys , og hvordan det kan aflæses i værkerne. Ikke mindst deltagelsen sommeren 1963 i den 2. Peary Land-ekspedition, ledet af polarforskeren Eigil Knuth, har været skelsættende. Peary Land er en 50.000 kvadratmeter ubeboet halvø i det nordøstlige Grønland, og det var samme Knuth, der opdagede, at området for 4000 år siden havde været beboet af Independence-kulturerne.
På Ordrupgaard kan man både se grafik, akvareller, skulptur, maleri, en enkelt film og dokumentariske fotos fra rejserne gennem årene. Ikke mindst er de mange koldnålsraderinger en berigende oplevelse. Det er små optegnelser, øjebliksfæstnelser af det grønlandske landskab, ridset på stedet med nål i en stål- eller kobberplade. Koldnålens streg kan være lys og skarp som en klippe, men også dybsort, blød og ulden. Man kunne ønske, at raderingerne fra de forskellige perioder var hængt tættere, så man bedre havde kunnet se, hvordan Kirkebys aflæsning af fjeld, struktur, massiv og tomrum ændrer sig over tid. Det særlige ved den grønlandske natur er, at det er meget vanskeligt at afstandsbedømme. Noget, der ser ud til at være helt tæt på, kan være 100 kilometer borte. Man må finde små ankerpunkter, orientere sig anderledes end vant.
Rettelig burde udstillingen have heddet Det grønlandske landskab og Per Kirkeby, for der er ikke ét billede, der inkluderer landets beboere, eller én tekst, der handler om de mennesker, der bor i landet og Kirkebys relation til dem. Kun i Ane Hejlskovs fine artikel i kataloget, som også omtaler Kirkebys udsmykning i Aasiaat, kommer det frem, at Per Kirkeby i 1972 faktisk involverede sig kunstnerisk i den aktuelle grønlandske virkelighed med filmen Da myndighederne sagde stop.
Er det således en stor gave at se, hvordan fjeldlandskabet bliver omsat til et kunstnerisk alfabet i Per Kirkebys værksted, er Erik Steffensens iscenesættelse af den store (mandlige) polarfarende kunstner svær at sluge. Både i katalogteksten, og ikke mindst i den efterfølgende biografi, tegnes et billede af kunstneren med stort K, som jeg egentlig troede, vi havde forladt.
Der lægges ud med mening fra begyndelsen: drengen Per stedt mellem Grundtvigskirken og Utterslev Mose, mellem arkitektur/ og natur. Allerede fra barnsben er mønsteret tydeligt. Alting falder i hak, og Grønland er med ét svaret på hele det kunstneriske virke. Det store maleri fra 2001-2002 Weltuntergang er nu et grønlandsk landskab, et testamente over eksistensen og urfjeldet, intet mindre.
Man savner, at der stilles lidt kritiske spørgsmål. Hvad er det for en maskulin myte, der iscenesættes med Grønland og polarforskningen? Og som gentages på Nordøstgrønlands-ekspeditionen i 2011 (som Kirkeby selv forholder sig tørt ironisk til), hvor næsten alle ekspeditionsdeltagere, inklusive kunstnere, var mænd? Kan og skal kærligheden til det grønlandske landskab, som man tydeligt mærker i Kirkebys værker, være forklaringen på det hele? Og hvad med Færøerne, nu vi er ved fjeldene, her har Kirkeby jo også rejst og arbejdet? Det fantastiske ved en er jo, at den ikke kan forklares, at der er mange indgange. Også til Per Kirkeby.
Derfor havde det også klædt museet at investere i et udvalg af Per Kirkebys egne bøger, enten til salg eller bare til bladren.