Svensk TV4 og Nordisk Film har meddelt, at de nu går i gang med at indspille otte nye afsnit af Beck. Hermed kommer krimiserien op på i alt 34 afsnit og bliver den længste i svensk filmhistorie. Læg dertil to selvstændige spillefilm, den første, Roseanna, helt tilbage fra 1967, og den anden, Manden på taget, Bo Widerbergs klassiker fra 1976. Der bliver ved premieren i 2015 tale om en udvikling af seriens bærende karakterer og den filmiske æstetik over mere end et halvt århundrede!
Der er, som det gælder for megen stor filmkunst, litteratur bag. Forfatterparret Mai Sjöwall og Per Wahlöö startede i 1965 serien på 10 bøger, som blev samlet under titlen Romanen om en forbrydelse i 1975. Deres udgangspunkt var samfundskritisk og idealistisk, og forbrydelsen angiveligt lig med de svenske socialdemokraters forræderi imod arbejderklassen.
LÆS OGSÅ: Gode bøger kan overgå virkeligheden
Parret var på den tid overbeviste marxister og havde en idé om, at de bedst kunne få folket med sig ved at skrive i en genre, som såkaldt almindelige mennesker satte pris på: krimien. Det gik ikke med teoretiske analyser af kapitalens omfangs logiske status, men nok bedre med mord midt i Stockholms hjerte. Det virkede. Serien om den illusionsløse Martin Beck og hans håndgangne mænd Kollberg og Gunvald blev en international succes.
Jeg læste i starten af 1970erne et par af romanerne i serien, vist nok Det lukkede rum og Politimorderen, men faldt ud. Den plotmæssige fremdrift var til at overse, og det blev en anelse anstrengende, når Martin Beck ikke kunne spise en yoghurt om morgenen uden at skulle reflektere over, at den smagte syntetisk og var masseproduceret af storkapitalen.
Langt bedre gik det, da serien tonede frem som levende billeder på tv-skærmen i 1993 i otte afsnit i fuld spillefilmslænge med den spinkle, underspillede Gösta Ekman i rollen som Martin Beck og den indebrændte, tungt ludende Rolf Lassgård i rollen som Gunvald. Med et elegisk score af komponisten Stefan Nilsson blev filmene rammet smukt ind i nordisk melankoli.
Men det virkelige gennembrud kom i 1996, hvor serien med den nuværende rollebesætning begyndte. Peter Haber som Martin Beck og fænomenet Mikael Persbrandt som den instinktive Gunvald Larsson. Igennem de følgende 14 år knopskød serien til et grenværk på ikke mindre end 26 afsnit under navnet Beck. Navnet er med tiden nærmest blevet et brand på nordisk kvalitetskrimi. Manus var lagt i hænderne på forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind, der forstod at udnytte den særlige kvalitet, der ligger i, at karaktererne bliver ældre, og at seerne dermed foretager en rejse sammen med dem igennem livet og kan spejle sig i dem med egne erfaringer.
Beck er på den led en filmet samtids- og udviklingsroman. For også samfundet har udviklet og ændret sig igennem de 14 år og ikke mindst det Stockholm, hvis rå, emmende virkelighed danner baggrund for Beck.
For selvom Beck er fiktion, er serien jo i en anden forstand også en slags virkelighed. Vi jeg har levet så længe med Martin Beck, Gunvald Larsson og konsorter, at jeg ikke ville undre mig, hvis jeg mødte dem på gaden i Stockholm. Jeg vil ikke hævde, at jeg har gjort det, men det har været tæt på. Jeg har spist på den restaurant, hvor Martin Beck sædvanligvis spiser med sin temperamentsfulde datter Inger, jeg har passeret Rikskrim på Kungsholmen adskillige gange, og jeg har stået på Söder og set op på Becks altan. Det er her, han efter endnu en hård dag på jobbet står og nyder en calvados og udveksler små livsfilosofiske betragtninger med sin nabo Valdemar, spillet af den totalt suveræne Ingvar Hirdwall.
Gudskelov vil de otte nye afsnit køre videre med samme rollebesætning, så vi kan se frem til at nyde Valdemars herligheder: At sove om natten er for amatører, og Jeg har det med Gud som mågerne bag Vaxholmsbådene. Jeg holder mig lidt på afstand og ser, hvad der sker!.
I denne klumme skriver Lars Handesten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.