Når ordene bliver kød og kunst

Smukt opsat og teologisk kyndig bog om Arne Haugen Sørensens kunst, der dog ikke tager tilstrækkeligt højde for de kætterske lag i kunstnerens værker

Samtlige Arne Haugen Sørensens 26 kirkeudsmykninger frem til 2011 er med i bogen, fra fra Ringkøbing og Holstebro Kirke i vest til Vanløse Kirke i øst. Her ses Bregnet Kirke ved Rønde. --
Samtlige Arne Haugen Sørensens 26 kirkeudsmykninger frem til 2011 er med i bogen, fra fra Ringkøbing og Holstebro Kirke i vest til Vanløse Kirke i øst. Her ses Bregnet Kirke ved Rønde. --. Foto: Flemming Højer.

Lisbeth Smedegaard Andersens nye bog om Arne Haugen Sørensens kirkekunst har den lidt sære titel "Hvor ordene ikke rækker". Da har man gjort sit projekt svært som forfatter, skulle man mene.

I virkeligheden lider bogen under en manglende afklaring, for på den ene side fastslås det, at kunsten gør mere end at illustrere, på den anden side, at det figurative i Haugen Sørensens kunst er tæt forbundet med den bibelske fortælling. Ordet bliver kød, jovist, men hvad med ordene? Ordene skulle da gerne blive kunst. I en kunstners hænder. Ordene skulle gerne rækkes til os som kunst.

LÆS OGSÅ: Ny bog om Arne Haugen Sørensen

Problemet med en del af de bøger, der skrives om kirkelig kunst, er, at de er så forhippede på at forsvare en kristen tradition, et bibelsk billedsprog. Kunsten skal partout spændes for en korrekthedens vogn. Og den består ofte i det abstrakte begreb "kristent billedsprog".

Lisbeth Smedegaard Andersen er sig dette bevidst i denne smukt opsatte og trykte bog, men det virker, som om hun har fået ret klare dessiner af Bibelselskabet, der udgiver bogen. Hun forsøger faktisk at sætte Arne Haugen Sørensens kunst ind i en større tidshistorisk og kunsthistorisk sammenhæng; hun tager bevidst de mytologiske billeder fra Vartov med, men i sidste ende ligger fokalpunktet i Bibelen og i salmebogen.

Bogen er bygget kronologisk op, således at vi følger Arne Haugen Sørensens værk fra den første kirkekunstneriske opgave i 1983 over Dalbyneder-altertavlen fra 1993 til den store række af kirkelige arbejder derefter. Det er en flot opsamling af motiver og kendetegn fra de forskellige perioder; man aner konstanter og variationer i værket.

Haugen Sørensen skaber egne figurer som vandringsmanden, der nærmest er blevet et emblem i hans kunst. Den senmiddealderlige lidelsesfiksering klinger efterhånden lidt ud og går over i noget mere umiddelbart ømt og omsorgsfuldt.

Smedegaard Andersen er en dannet og dygtig forfatter, hun kan sin bibel og sin idéhistorie, og det er det, der redder bogen fra at blive en forklædt andagtsbog. Hun er så meget teolog, at hun også tør bruge teologiske termer og begreber. Hun har bid, når hun diskret berører teologi-lektor Troels Nøragers afsked med Abraham i den omdiskuterede bog "Taking Leave of Abraham", hvor han fremfører, at denne voldshistorie burde bandlyses fra litteraturen og kulturen, da den legitimerer trosfanatisme. Men uden vold var der ikke nogen kristendom. Sådan er det.

Bogen er skrevet i sympati for værket. Smedegaard Andersen forstår det, og hun fremlægger det smukt for os andre. Desværre er der ingen ansats til kritik, ikke en lille nagende krusedulle, der kunne problematisere det dybest set underlige projekt, som Haugen Sørensen har for.

Hun forsvarer værkets patos, dets liv, dets ånd, det åndedrag – på spansk "duende", et udtryk lånt af digteren Lorca. Dermed har man som forfatter tilladt sig at rykke værket ind i et særligt, næsten indviet, rum – og selv fulgt med det derind. Ind i den patetiske fortryllelse. Ind i den verden, hvor der ikke er andet end Haugen Sørensen. Med andre ord en isolation af værket i et åndeligt og tekstligt fortolkningsrum, der ved nærmere eftertanke kan virke snærende. For så vidt som Haugen Sørensen netop vil være kunstner og ikke illustrator, ikke forkynder, men også blot en lille smule kætter.

Måske han med sin kunst har flyttet grænserne for kætteriet, men grænsen til den gode smag skulle gerne hele tiden kunne ses. Hvornår bliver det bare pænt?

Det er to pæne og urbane mennesker, kunstneren og bogens forfatter, der afslutter bogen med en samtale – der i og for sig slutter ved grænsen til det ubegribelige. Men måske man skulle holde sig mere til kødet end til ordene? Bruge øjnene og lade Bibelen og den kristne poesi ligge en tid. Så vi husker, at det handler om kunst. Ikke kun åndens, men også håndens arbejde.

kultur@k.dk

Lisbeth Smedegaard Andersen: Arne Haugen Sørensens kirkekunst – hvor ordene ikke rækker. 176 sider. 299,95 kroner. Bibelselskabet.