Habemus Papam vi har en pave. Sådan proklamerer den ældste kardinaldiakon for skarerne på Peterspladsen, at et pavevalg er vel overstået, og at Skt. Peter har fået endnu en efterfølger.
Men hvad nu, hvis det ikke er helt rigtigt? Hvad nu, hvis paven slet ikke vil være pave? Hvad nu, hvis han løber skrigende væk? Det er de drilske spørgsmål i Nanni Morettis nye film, Habemus Papam (2011), der har dansk premiere i næste uge. Filmen beretter om den franske kardinal Melville (spillet af den 85-årige Michel Piccoli), som bliver valgt til pave, og som prompte får et nervesammenbrud ved tanken om det uhyrlige ansvar.
LÆS OGSÅ: Paven spiller med musklerne og fyrer endnu en biskop
Han klager højt, gemmer sig og tvinger kardinalerne til at indkalde en ateistisk psykiater (spillet af Moretti selv) til at tage hånd om sagen. Men kort tid efter forsvinder paven ud i Roms virvar, og hermed er scenen sat for et af de mest velkendte kneb i fiktionshistorien. Det kontrafaktiske: Hvad nu, hvis ...?
Hvordan er det at være pave? For nogle forfattere har det handlet om drømmebilleder og hos andre om kirkens politiske rolle. I Hadrian VII (1904) fantaserer den engelske forfatter Frederick Rolfe gennem sin hovedperson om selv at blive valgt til pave, få oprejsning for tidligere ydmygelser, reformere kirken og endelig at lide martyrdøden på heroisk vis.
I Morris Wests The Shoes of the Fisherman (1963), er hovedpersonen den ukrainske pave Kiril, der indfanges af storpolitikken under den kolde krig. Og i Graham Greenes novelle The Last Word (1988) henrettes den sidste, magtesløse pave på ceremoniel vis af et regime, der i fremskridtets navne har afskaffet al religion.
I Habemus Papam dyrker Moretti kontrasten mellem embedets historiske vægt, og hvad man rimeligt kan forvente af et almindeligt menneske. Temaet er tidligere blevet udforsket i film som The Queen (2006) om den engelske dronnings reaktion på prinsesse Dianas død og i Kongens store tale (2010) om dronningens far, Georg VI, og hans kamp for at styre sin stammen.
Buckingham Palace og Vatikanet er nogle af verdens største turistattraktioner, men hvad der sker bag det storladne ydre, ligger umådelig fjernt for de fleste biografgængere. Det er den menneskelige skrøbelighed pavens og monarkernes forvirring, frustrationer og sceneskræk der gennem filmene gør det muligt at knytte an til disse fjerne og ophøjede skikkelser, også selvom de grundlæggende dilemmaer ikke bliver løst.
Mange andre paver har kæmpet med følelser, der ligner dem, der griber Morettis nyvalgte kirkeoverhoved.
Hvem ønsker at være andet end kardinal?, skrev den fremtidige Johannes XXIII til sin søster i 1950erne for få år senere selv at blive valgt. Sådanne sindsstemninger har tilmed sat sig arkitektoniske spor, for værelset, hvor den nyvalgte pave for første gang iklædes den hvide soutane, kaldes netop tårernes kammer. Det var også her, den nuværende pave, Benedikt XVI, skulle sunde sig efter sit valg i 2005. Det føltes som en guillotine, har han siden fortalt til den tyske journalist Peter Seewald i interviewbogen Licht der Welt (2010).
Så hvad nu, hvis paven bare ikke vil være pave? Morettis fortælling bliver ikke ringere af, at hans pave har en historisk pendant i munken og eneboeren Celestin V, der som den hidtil eneste pave er abdiceret. Den fromme mand blev i 1294 valgt af et kardinalkollegium, der var kørt fast, og som forsøgte sig med hasarderet nytænkning.
Men selvom Celestins gudfrygtighed var berømt, var han uden det politiske flair, der også kræves af stillingen, og frasagde sig det store ansvar efter kun fem måneder. Nærmere vor egen tid peger historien om Johannes Paul I, der blev valgt i 1978, også fremad mod Morettis hovedperson. Johannes Paul I (der ikke må forveksles med den senere polske pave Johannes Paul II) abdicerede ganske vist ikke, men døde af overanstrengelse efter kun 33 dage i embedet. Også han havde ry for fromhed og godhed, men da han var blevet pave og følte sig helt alene med ansvaret, turde ingen sige til ham, at han skulle sænke tempoet og gå til læge.
Historierne om Celestin V og Johannes Paul I kender italienerne alt til. De har leveret flere paver end nogen anden nation, og italienske journalister er både verdens bedste iagttagere af Vatikanet og de allerværste til at sætte gang i rygter og konspirationsteorier.
Der er også stærke antiklerikale strømninger i Italien, men pavedømmet og den katolske kirke opleves ikke som noget fremmed og odiøst, som man kender det fra andre dele af verden. Den ikke-troende Nanni Moretti er kendt som en skarp samfundskritiker, og netop derfor har Habemus Papam skuffet flere engelske og amerikanske medier, der havde forventet et meget voldsommere angreb på den katolske kirke. Fans af den politiske aktivist Moretti vil undre sig over, hvad han gjorde af den bidende, ofte ætsende humor og skarpe politiske satire, skrev Hollywood Magazine i en kommentar, mens The Guardian fra Cannes-festivalen sidste år beklagede, at filmen ikke berører det stadig betændte spørgsmål om overgreb på børn eller økonomisk korruption.
Satiren er der nu stadig i form af Morettis rationalistiske psykiater, der som turist i et fremmed land udforsker Vatikanet og selv iværksætter groteske indslag som en volleyball-turnering for de alderstegne kardinaler. Det er ikke Reformationens eller oplysningstidens bråvallaslag, der udkæmpes, men som hos Italiens kendteste filminstruktør, Frederico Felini, snarere bestemte typer af (italienske) gejstlige, der udstilles, ligesom afstanden mellem de imposante omgivelser og det praktiske livs mere ydmyge gøremål fremhæves.
Der er ingen helte i Habemus Papam, hvor også psykiatrien og medierne parodieres, men alle får en mild dom. Jeg vil ikke lade mig diktere af aktuelle situationer. Min historie er fiktiv. Min historie handler om mit Vatikan, mit konklave og mine kardinaler, sagde Moretti til pressen ved filmens lancering.
Om Benedikt XVI selv har set filmen, vides ikke, men det er hans regeringstid, som Habemus Papam behandler om ikke i substansen så i al fald kronologisk. Filmen indledes med dokumentaroptagelser fra Johannes Paul IIs begravelsesmesse, og det er først, da kardinalerne går ind i Det Sixtinske Kapel, at fiktion tager over fra fakta.
Valghandlingen er omdrejningspunktet, og selvom den overvældende følelse af ansvar og utilstrækkelighed forbinder den fiktive og den faktiske pave, ved vi, at panikken ikke fik overtaget.
Så hvad gør man, når guillotinen er faldet? I Benedikts tilfælde handlede det om skarerne på Peterspladsen, der tålmodigt ventede på det første glimt af den nye pave. Jeg vidste, at jeg meget snart skulle sige nogle ord ude på balkonen, og jeg begyndte at overveje, hvad jeg skulle sige, fortæller han i interviewet med Peter Seewald. Desuden var alt, hvad jeg var i stand til at sige til Vorherre i det øjeblik, hvor det ramte mig, simpelthen: Hvad er det, du gør med mig? Nu er ansvaret dit. Du må lede mig. De troendes forventning var for Benedikt umulig at sidde overhørig og måske også den største trøst, en nyvalgt pave har.
Habemus Papam anmeldes i Kristeligt Dagblad på premieredagen torsdag i næste uge.