Prøv avisen

Når prædikestolen flytter på vinstue

På øl- og vinstuen Falderebet i Kolding arrangerer Vivi W. Andersen hver tirsdag oplæsning. Alle må læse op, og der er frit valg af litteratur – så længe det er lødigt. – Foto: Palle Peter Skov.

Scenekunst og oplæsning har mange former. I Kolding har man succes med ugentlig højtlæsning på øl- og vinstuen Falderebet

Stearinlysene brænder roligt på kanten af den lyse prædikestol. Bag den står en mørkklædt mand og læser op af dagens tekst. Tilhørerne lytter opmærksomt. Til tider eftertænksomt, til tider med et smil på læben. Den eneste lyd ud over oplæserens stemme er et ur, der slår i baggrunden, og et lille bump, når de tunge krus med øl bliver sat forsigtigt på bordet.

Hver tirsdag omkring den tid, hvor aftensmaden kommer på bordet i mange hjem, er der højtlæsning på øl- og vinstuen Falderebet. Bag baren står indehaver Vivi W. Andersen og hun er bidt af litteratur.

Bøger har altid været en stor del af mit liv, og de har givet mig mange gode oplevelser. Nu vil jeg gerne give min glæde ved bøgerne videre til andre, siger hun.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Gud taler finsk

Til november er det seks år siden, hun første gang arrangerede højtlæsning i den dunkelt belyste øl- og vinstue, som hun venligt, men bestemt frabeder sig, at nogen kalder for et værtshus.

Værtshus er negativt betonet, og det er mig magtpåliggende at ændre det image, siger Vivi W. Andersen, der aldrig selv gik i byen, før hun overtog hjørnebeværtningen i Kolding Midtby.

Hun blev da også mødt med mange fordomme, da hun annoncerede, at der skulle læses højt her hver tirsdag. Det får du aldrig ro til, sagde konkurrenterne. Men de tog fejl. Der er ingen, der kommer med tilråb eller snakker højlydt, mens der bliver læst op fra prædikestolen. For så bliver de bedt om at gå.

Måske vi lige skulle forklare prædikestolen. Den har været fast inventar lige så længe som højtlæsningen. Vivi W. Andersen fik den foræret af en tidligere gæst, som blev alvorligt syg.

Jørgen Hansen var et stort menneske, som vi alle sammen savner og ofte taler om. Han forærede mig stolen, inden han døde. Højtlæsningen, som altid foregår fra prædikestolen, er en god måde at mindes ham på.

Denne tirsdag er der to højtlæsere på programmet. Mens regnen farver tirsdagen grå uden for de tykke vinduer, breder varmen sig i øl- og vinstuen. Røgen snor sig under lampens stråler, mens Arne Sandvig Larsen som den første indtager pladsen bag prædikestolen, udbeder sig ro og opfordrer til en fælles skål, inden han tager fat på Heinrich Bölls Katharina Blums tabte ære.

Efter en halv times tid afløses han af Jørn Rønnow, også kaldet Bønne. Han kaster sig ud i Jørn Riels fortælling Signalkanonen og andre skrøner. Sidstnævnte kalder flere steder på latter, men ellers bliver der kun kommenteret på teksten, hvis der opfordres hertil fra prædikestolen. Oplæserne må et par gange væde ganen, og det udmunder i en fælles skål, men i fuldstændig ro.

Alle kan komme og læse op. Man bestemmer selv, hvad der skal læses. Eller i hvert fald næsten. For ingen tekst bliver sluppet løs, før Vivi W. Andersen har blåstemplet den.

Man må læse alt, så længe det er lødigt. Jeg tror på Gud og har en enorm respekt i den forbindelse, så jeg tillader ikke uartigheder. Det hører slet ikke hjemme på en prædikestol, siger indehaveren, der også gerne påpeger, hvis en gæst bander hen over baren.

I to ringbind har hun sirligt ført protokol over, hvad der er blevet læst op gennem tiden. Et blik på listerne fortæller, at repertoiret spænder bredt. H.C. Andersen, brødrene Grimm og Johannes V. Jensen optræder side om side med Cecil Bødker, Hans Scherfig og Dan Turèll. Men også nyere litteratur som Morten Ramsland samt Henriette Lind og Lotte Thorsens Nynne optræder. Her er læst eventyr, realisme, digte og klummer. Og også Bibelen er der læst højt fra.

Publikum rækker fra studenter til pensionister. Stina Juul Thomsen er en af de yngre gæster i aften. Hun arbejder et par gange om ugen bag barens disk, men selv hvis hun har fri, møder hun op klokken halv seks hver tirsdag for at lytte til historierne.

Det er ikke så tit, man får læst højt. Slet ikke som voksen. Jeg nyder det virkelig, og jeg elsker, at man kan sidde og danne sine egne billeder. Bagefter sidder vi tit og snakker om historierne, og det er sjovt at høre, hvor forskelligt vi kan opfatte den samme tekst, siger Stina Juul Thomsen, der også har læst op.

Fællesskabet bag højtlæsningen er en af de ting, Vivi W. Andersen sætter pris på:

Jeg tror, vi har fået det gjort legalt at synes, at det er dejligt at få læst højt, selvom man er voksen. Da jeg var barn, oplevede jeg en følelse af fælleskab, når min mor eller far læste for mig. Den følelse oplever jeg også her. Folk kan sagtens komme alene og alligevel være en del af fællesskabet, fordi vi deler oplevelsen og snakker om den bagefter. Der er altid en varm og dejlig stemning her tirsdag aften. Tirsdag er anderledes end onsdag og torsdag, siger hun.

Klokken nærmer sig halv syv, sluttidspunktet for oplæsningen.

Jørn Rønnow undskylder fra sin plads bag prædikestolen her på falderebet at han har forregnet sig. Han kan ikke nå at læse kapitlet færdig.

Den melding fremkalder protester fra menigheden. De vil ikke have deres aftenhistorie afbrudt. Så Jørn Rønnow læser pænt kapitlet til ende og høster sin fortjente klapsalve et kvarter over tid. Og de, der gerne vil have resten af bogen med ja, de må møde op på Falderebet de kommende tirsdage.