Prøv avisen

Når religionernes yderpunkter kolliderer

Filmens to hovedpersoner er den kristne Aaron fra Missouri i USA og den muslimske Khalid (th.), en konverteret irer fra Dublin, bosat i London. – Foto: fra filmen.

9/11 Premiere i dag på vedkommende dokumentarfilm om kristendom og islam

10-årsdagen for terrorangrebet i New York og Washing­ton bliver markeret på mange måder, også her i avisen. Siden 2001 har vi i den vestlige verden talt om hellig krig både i islam og kristendom.

LÆS OGSÅ: 10 år efter den store rystelse

I filmens verden har dokumentarfilmen Holy Wars (Hellige krige) premiere i Cinemateket i København i dag og den vises kun få dage! Det er faktisk ærgerligt. Den burde ses af et større publikum. Her bliver man ikke blot klogere, men faktisk også mere håbefuld.

Filmen handler om hellig krig både i kristendom og i islam. Begge religioner rummer tanken om et endeligt opgør mellem Gud og Satan. I kristendommen er dette knyttet sammen med Jesu genkomst. I islam er der tale om et apokalyptisk opgør, hvor Gud (Allah) i sidste ende tager sine troende til sig og efterlader de vantro tilbage på slagmarken. Der er altså i begge religioner tale om et opgør i de sidste tider.

Det opgør er begyndt, mener filmens to hovedpersoner, den kristne Aaron fra Missouri i USA og den muslimske Khalid, en konverteret irer fra Dublin, bosat i London. Instruktøren, Stephen Marshall, har fulgt de to mænd fra tiden efter den 11. september 2001. Den kristne Aaron har fra barnsben villet være missionær for Jesus Kristus og helst de farlige steder. Hans fundamentalistiske familie bakker ham totalt op, selvom de er nervøse for hans liv. Vi ser ham på hemmelig aktion i Pakistan, hvor han prædiker kristendom ind i den muslimske verden. Han ved godt, at krigen er i gang!

Khalid møder vi i London. Han er nyomvendt fra år 2000 og stærkt fundamentalistisk. Han har radikale forestillinger. Muslimer er forfulgte i den vestlige verden. I en for mig uhyggelig scene ser man ham sidde med sit lille barn, der giver sin far små lussinger. Faderen siger: Nej, nej, gem dem til Bush og Blair og dem, der gør muslimer fortræd. Han ved godt, at krigen er i gang!

Instruktøren får så den idé at bringe dem sammen et sted i London, hvilket de efter megen tøven går med til. Filmens hovedscene er mødet mellem de to. Kan de tale sammen? Kan de lytte til hinanden? Kommer der overhovedet noget ud af sådant et møde?

Umiddelbart ville de fleste af os svare benægtende på dette, men der kommer faktisk en ændring ud af det. Det er det forbløffende og håbefulde ved filmen. Aaron og Khalid kaster sig ud i diskussionen om kristendom og islam. Den får ikke for lidt. På et tidspunkt bliver der så en pause, hvor man tydeligt ser, at argumenterne preller af på Khalid og ændrer Aaron. Ikke sådan, at han bliver muslim. Nej, han bliver ved med at være, hvad han var, men pludselig forstår han muslimens vrede. Instruktøren, der ikke selv er religiøs, vedgår, at filmens helt er Aaron, men Aaron bliver ikke en helt uden Khalid, siger han og føjer til, at han har håbet om, at et andet møde vil ændre Khalid.

Filmen slutter med, at vi følger Aaron i hans nye syn på krigen mod terror og Khalids vej videre ind i terroren. Det er en blandet følelse, man sidder tilbage med. Klogere og håbefuld er man blevet, men der sidder desværre også en realistisk ængstelse. En uhyre tankevækkende film. Skynd jer i Cinemateket!

Holy wars. Instruktion: Stephen Marshall. USA, 2010. Premiere i Cinemateket, København.