Når sommer-solen sænker sig

Jens Juel (1745-1802): Aftenbillede, parti fra Alexandria ved Vedbæk er malet i 1787 og 1788 og er ind-begrebet af dansk sommer for Gertrud Hvidberg-Hansen, overinspektør på Fyns Kunstmuseum

Alle kender følelsen af fred og ro i en solnedgang om sommeren, mener overinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen, der er særligt begejstret for Jens Juels "Aftenbillede, parti fra 'Alexandria' ved Vedbæk".
Alle kender følelsen af fred og ro i en solnedgang om sommeren, mener overinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen, der er særligt begejstret for Jens Juels "Aftenbillede, parti fra 'Alexandria' ved Vedbæk". Foto: Fyns Kunstmuseum.

Jeg har valgt dette maleri af Jens Juel, som vi har i vores faste samling. Jeg synes, at det er et af de fineste billeder, vi overhovedet har. Det indgår også i vores særudstilling, Aftenlandet, som vi har lavet i samarbejde med Thorvaldsens Museum. Maleriet emmer af sol og sommer, og den romantiske ånd, der er i billedet, er meget betagende. Jens Juel har fanget det lys, der kun er i den tidlige morgen eller aften med en flot, rød himmel med skyer og den sidste sol. Himlen spejler sig i havet og står i kontrast til den mørke skrænt med tårnene i forgrunden.

Jeg kan selv godt lide ferier ved vandet, og lyset i det her maleri er et af de mest sublime eksempler på en gengivelse af aftensol ved havet. På den måde har jeg både en faglig og en personlig fascination af billedet. Det er jo ikke altid til at skille fra hinanden.

Kvinden, der går med et lille barn og peger ud mod manden i jollen, giver også en ganske særlig sommerstemning. Det er en næsten fotografisk gestus, og der er et nærvær mellem de her helt almindelige mennesker, han viser os. Påklædningen er let, og det kan simpelthen kun være sommer.

Igen minder det om egne ferieoplevelser, hvor man går tur eller selv er ude at ro, og solen går ned. Alt er spejlblankt. Alle kender den følelse af ro og idyl i solnedgangen, hvor vandet lægger sig, og der er de her små krusninger på overfladen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selve motivet er fra Vedbæk kyst ved et lysthus, der fandtes dengang ved navn Alexandria. Juel havde på det tidspunkt en portrætopgave af storhandelsmanden Joseph Greenway på landstedet Enrum og færdedes derfor i området. Enrum var dengang ejet af direktøren for Østasiatisk Kompagni, Fabritius de Tengnagel, der var kunstsamler.

Skildringen af en kystlinje er et alment og tidløst motiv, som vi kender fra kunstnere både sydpå og i Norden. Det er den store natur, som spejler mennesket, og motivet bliver derfor også et sjælelandskab med en indbygget stemning. På det her billede er vi en del af landskabet; det er ikke den vilde, utæmmede natur, hvor man bliver beskuer til naturkræfternes skuespil. Og den naturfremstilling ligger til denne periode, lige før romantikken starter for fuld udblæsning. Selvom Juel lige er lidt forud for dansk guldalder.

julie.hansen@k.dk