Næring til tro og dagligliv

Bøger: Langsomme og tænksomme prædikener af Erling Stougård Thomsen

Prædikener er til opbyggelse, og man bør nøjes med én ad gangen. Sådan hører man dem, og sådan bør man læse dem.

Det gælder i almindelighed. Det gælder i særdeleshed de prædikener af Erling Stougård Thomsen, som han har udsendt under titlen »Lysninger«. De er langsomme, tænksomme, med gode billeder, gode eksempler. De er formet i et holdbart, gennemarbejdet sprog, så de mætter.

Kvaliteten er sådan set ikke teologien. Den er der ikke noget at sige på. Den har, hvad man udvendigt kan kalde et grundtvigsk-tidehvervsk præg, og det kan der ikke ikke indvendes noget imod. Men på den anden side: Menneskesjælen lever ikke af teologi. Nej, kvaliteten ligger her i tilegnelsen, prædikantens, tilhørernes, læsernes. I en stadig kredsende, meditativ form går prædikenerne frem og tilbage mellem de bibelske tekster og de tanker, prædikanten gør sig sammen med tilhørerne. Man mærker i hver prædiken de tilhørere, som Stougård Thomsen har henvendt sig til i et landsogn med tradition i en landbrugskultur, og under læsningen bliver man sat imellem dem og erkender, at den horisont fortsat er meningsgivende og brugbar i en nutid.

Der hentes naturbilleder ind fra den baggrund, ligesom der bruges litterære fortolkningsnøgler til Bibelens tekster hentet fra et bredt udsnit af den klassiske litteratur. Prædikanten lader sig ikke drive omkring af enhver ny lærdoms vind. Han har en ballast af historisk og bibelsk viden, som han sorterer med selvfølgelighed ud fra, hvad han selv skønner kan være rimeligst, og hvad han kan bruge. Han taler om Gud og evigheden uden at føle det nødvendigt at problematisere begreberne, og mens han gør, bliver de meningsgivende.

Han taler om Gud, og han taler om verden og menneskelivet, som de ser ud fra den forudsætning, at Gud er der. En tilfældigt valgt sætning: »Jesus har også det mål for øje, at menneskers liv på jorden skal formes efter evigheden«. Sådan kan jeg godt lide at blive sat til at tænke. Langsomt klares det så for os, hvordan den evighed, efter hvilken vort liv skal formes, er beskaffen. Tilsvarende bliver jeg sat i gang med at tænke over Guds rige og mit liv i hver prædiken, så jeg forstår en smule mere.

Der er den klassiske kvalitet i disse prædikener. Man får ikke hurtige kommentarer til døgnets begivenheder; heller ikke rask orientering i de nyeste filosofisk-teologiske strømninger. Men i hver prædiken får man noget at tænke over, som kan give næring til tro og dagligliv. Det er en prædikensamling, der kan bruges også af andre end præster, der er på jagt efter en god idé til egen søndagsprædiken.

Erling Stougård Thomsen: Lysninger. Prædikensamling 1. tekstrække. 278 sider. Eget forlag. Bogen fås ved henvendelse til forfatteren, Ørnedalsvej 4, 9500 Hobro, tlf 98 52 42 48. Pris 130 kr. + forsendelse 20 kr.

kultur@kristeligt-dagblad.dk