Næsten alt for Tjekhovsk

Katie Mitchell har ry for at myrde Tjekhov og andre klassikere med sine uortodokse iscenesættelser. Men Mågen er i hendes hænder næsten alt for gammeldags og traditionel

Benedikte Hansens præstation som Irina Arkadina er et højdepunkt i forestillingen.
Benedikte Hansens præstation som Irina Arkadina er et højdepunkt i forestillingen. Foto: Miklos Szabo.

Fire stjerner ud af seks.

Da Konstantin lægger geværet på bordet, og alle ser alvorligt op på ham, mens underlægningsmusikken intensiverer øjeblikket ser jeg i et glimt, hvordan scenen ville se ud i de frække, kreative hænder på nogle af Englands begavede satirikere. Det er så ladet med alvor, at forestillingen er lige ved at ligne en parodi på sig selv, på Tjekhov og hans tungsindighed.

Og sådan kan jeg ikke være fuldstændig betaget af Katie Mithcells Mågen. Den er ekstremt velspillet, skåret ned til personer, der ikke er mennesker, men mere typer. De lever sådan lige akkurat og dør i stigende antal, men hvem rager det? Ikke mig, i hvert fald. De fanger mig ikke.

Men velspillet, det er forestillingen. Med Frederik Sætter-Lassens fornemme debut som Konstantin, brusende af følelser. Er hans selvmord ikke snarere en hastigt begået, passioneret forbrydelse mod sig selv end hans eneste udvej og velovervejet? Om end der vitterlig ikke er meget at leve for for en ung mand, der vil forny kunsten, leve og elske ubetinget i det fugtskjoldede, isolerede gods et sted i Rusland. Her er nok masser af mennesker, men ikke et liv.

At håbe på omsorg og ømhed fra hans primadonnamor er i hvert fald en umulighed, når det gælder den virkelige diva, som Benedikte Hansen giver for fuld og pragtfuld udblæsning. Konstant skal hun være midtpunkt, men det koster hende det er ikke helt så let som før.

Ikke desto mindre er det faktisk Kitt Maiken Mortensens hæmmede, blussende Masja, der står stærkest. Hun er så fuldstændigt i sine følelsers vold, at hendes stemme hele tiden er lidt for høj, hendes vejrtrækning næsten forpustet af at skulle holde bare lidt form på sit inderste. Hendes sammenbrud i lægens favn, hendes råb om hjælp fordi det gør så ondt at elske så meget er lige ved at slå en omkuld. Og da hun rejser sig op ved bordet for at sende sin uelskede mand ud direkte forvise ham fra selskabet er hun så direkte, at det er pinligt, og alligevel kan det bare ikke være anderledes. Hun har givet efter og er fortabt.

Nogle har kaldt Katie Mitchell dekonstruktiv og har ment, at hun nærmest myrder Tjekhov og andre klassikere med sine iscenesættelser. Sådan er det ikke.

LÆS OGSÅ: Stor litteraturpris til vor tids Tjekhov

Det er klart, hvad hun gør, og det er ikke på nogen måde et overgreb mod dramatikeren og hans historie. Men til gengæld når den mig heller ikke på et højere plan. Indimellem synes jeg faktisk, at den virker så sært gammeldags i det mørke gods, med de tunge, lange kjoler og de sigende, alvorlige pauser. Næsten alt for Tjekhovsk At holde sig tilbage fra forestillingen af skræk for, at det er andet end mågen selv, der er skudt ned, vil i hvert fald være en fejl.

kultur@k.dk