Prøv avisen
Portræt

Inger Christensen gjorde alting nyt med ”Det”

Illustration: Morten Voigt

Den skelsættende poetiske skabelsesberetning ”Det” er et hovedværk i dansk litteratur. Nu fylder bogen 50 år, og den inspirerer fortsat nye læsere

Stor litteratur kendes oftest på sin begyndelse.

Tænk bare på Herman Melvilles ”Moby Dick” (1851): ”Kald mig Ismael.”

J.P. Jacobsens ”Mogens” (1872): ”Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet.”

Eller Albert Camus’ ”Den fremmede” (1942): ”I dag er mor død. Eller måske var det i går. Det ved jeg ikke.”

Alle mesterværker, der fra første linje træder direkte ind i læseren og mærker hende eller ham med deres forunderlige og gådefulde udsagn.

Sådan er det også med Inger Christensens ”Det” (1969), som Gyldendal nu udgiver i en jubilæumsudgave i anledning af 50-året for dette storværks overrumplende indtræden på litteraturscenen. For selvom bogen faktisk åbner med et af sprogets allermindste ord, ”det”, der i sig selv ikke er særligt opsigtsvækkende, så hører man hurtigt ekkoerne af noget større; at der indfoldet i dette uanseelige ord, der kan betyde ingenting og alting, ligger hele verden.

”Det” er med andre ord en poetisk skabelsesberetning – i slægt med Anders Arrebos stort anlagte skabelsesdigt ”Hexaëmeron” (1661) – hvor en ordverden over intet mindre end 239 sider bliver til, udfolder og forgrener sig for øjnene af læseren. I begyndelsen var ordet – det:

”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere. Går videre end det. Bliver andet end andet og mere. Bliver noget. Noget nyt.”

Poesi er forbundet med det græske ord poiein, som betyder at skabe, og Christensens poesi er således i sin grund rodfæstet i skabelsen. Den står ikke i modsætning til verden, men er indlejret i den. Hos Christensen finder man på ingen måde en uoverstigelig kløft mellem sprog og verden. Tværtimod bestræber hun sig på at finde former, der i en vis forstand kan mime denne komplekse relation.

I essaysamlingen med den karakteristiske titel ”Del af labyrinten” (1982) fortæller hun da også, at en af inspirationerne bag det var en sprogvision hos den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky, der, skriver hun, skabte en fantastisk lykkefølelse:

”En ubeviselig vished om, at sproget er en direkte forlængelse af naturen.”

I den forstand bliver den nidkære omgang med sproget, systemerne og formen, som man møder i Christensens poesi, i lige så høj grad et udtryk for den stærke omsorg for den mangfoldige natur, som vi med vores sprog og kunst er en del af. Eller som hun så smukt skriver i et digt henimod slutningen af det:

”Jeg ser de lette skyer/ Jeg ser den lette sol/ Jeg ser hvor let de tegner/ Et endeløst forløb/ Som om de føler tillid/ Til mig der står på jorden/ Som om de ved at jeg/ Er deres ord.”

”Det” kan blandt andet læses som en kompleks økopoetisk refleksion, der både rummer en kritik og en vision; en kritik af vores beherskertrang og fremmedgørende forhold til naturen, og en vision om en anden måde at forstå relationen mellem menneske, natur og sprog på.

Hvis man vil kende dybden af den udforskning af mennesket og naturen, som finder sted i ny dansk litteratur i lyset af klimakrisen, kommer man altså ikke uden om Christensen. Hun er måske en af de væsentligste digteriske forudsætninger for den aktuelle økolitterære strømning – også uden for landets grænser, hvor hun udgør referencerammen for flere udenlandske forfattere, der har arbejdet inden for dette problemfelt, herunder svenskerne Ida Börjel og Agnar Lirhus/Rune Markhus og amerikaneren Juliana Spahr.

Men det er slet ikke hele historien om ”Det”. Ovenstående dækker kun et lille hjørne af denne monstrøse digtsamling, som Hans-Jørgen Nielsen meget rammende kaldte en ”ord-katedral”.

Bogen indeholder også en civilisations- og magtkritik, dens udstilling af det endimensionale og forstenede kapitalistiske massesamfund. Den havde desuden også tæt tilknytning til ungdomsoprøret og de utopiske forestillinger om et andet sprog, en anden verden, der knytter sig til denne bevægelse. Man kunne også nævne erotikken, livet, døden, kærligheden og betoningen af angsten som et grundvilkår – det er en meget rig bog.

En af grundene til, at den ikke bare står som en uomgængelig klassiker i litteraturhistorien, men stadig lever og bevæger i dag, er netop, at det vitterligt er et storværk, der overrumpler med sin umiddelbare enkelhed og umådelige rækkevidde. Den kan læses af alle og enhver, men indeholder også en filosofisk, politisk, sprogteoretisk og eksistentiel kompleksitet, der ikke sådan lige lader sig begribe eller indfange.

Christensen er både en stor digter og en stor tænker. ”Inger Christensens digt ’Det’ er”, som Jørgen Leth meget præcist skrev i sin anmeldelse, ”ikke svært at læse – det kan næsten synges. Men det er svært at forstå til bunds uden at gå i stykker i hovedet”.

”Det” er altid aktuelt, altid værd at snakke og skrive om og ikke mindst: altid værd at læse og genlæse. Det er det her 50 år efter udgivelsen, og det er det også om 50 år. Det skyldes, at værket både er skrevet til tiden og eftertiden. Det er utvivlsomt præget af de forskellige tendenser, der kendetegnede 1960’erne, men det er også et værk, der med sin traditions- og kulturbevidsthed rummer dybe eksistentielle indsigter.

Læsningen af ”Det” slutter aldrig, men begynder igen og igen.