Prøv avisen
Bog

Sammensat bog viser advokaters indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål

5 stjerner
Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for retfærdighed i en anmeldelse. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere, end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart.

Historiker og tidligere chefredaktør Bo Lidegaards nye bog giver et interessant indblik i en branche, der ikke altid har det bedste ry

Denne bog, der er udgivet i anledning af Advokatsamfundets 100-årsjubilæum, tegner portrætter af 10 markante danske advokater fra de seneste godt 100 år, seks afdøde og fire nulevende. Der er ikke kun fokus på sagførergerningen. Lidegaard betragter advokaten som bindeled mellem lovgivningen, retsvæsenet og det øvrige samfund.

Det kendetegner de portrætterede, at de alle havde indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål. Der er måske tale om et festskrift i anledning af et jubilæum, men ikke lutter lovord. To af de portrætterede har siddet i Horserød, dog på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde. Den forhærdede stalinist Carl Madsen (1903-1978), fordi han var interneret som kommunist under krigen, og Mogens Glistrup (1926-2008), fordi han blev dømt for skattesvig af særlig grov karakter.

Otto Liebe (1860-1929) var kongehusets advokat og spillede ifølge Lidegaard en meget uheldig rolle under Påskekrisen 1920. C.L. David (1878-1960) var en stor mæcen, men skabte sin formue på de tvivlsomme spekulationer, der bragte Landmandsbanken til fald i 1922. David havde bare været klog nok til at trække sig ud i tide og kunne under den efterfølgende retssag fungere som den tilsyneladende interesseløse advokat for bankens direktør, Emil Glückstadt.

Mere entydigt positivt er portrættet af Jon Palle Buhl (1917-2007), der er bevaret i den kulturelle verdens venlige erindring som forsvarer af den kunstneriske frihed. Også Mathilde Hauschultz (1885-1929), en af landets første kvindelige advokater og markant forkæmper for kvinders rettigheder, får et godt skudsmål. Men også her fornemmer man Lidegaards lyst til at stryge mod hårene, fordi Hauschultz ikke passer ind i den nutidige feministiske skabelon, idet hun politisk var udpræget konservativ.

I bogens første seks kapitler virker Lidegaard som historisk essayist, hvad han er god til, men bogen udfolder sig faktisk bedst i de fire afsluttende interviews med Højesterets præsident, Thomas Rørdam (f. 1952) og advokaterne Knud Foldschack (f. 1952), Anne Birgitte Gammeljord (f. 1956) og Pernille Backhausen (f. 1970).

Interessant er det naturligvis at læse Lidegaards samtale med Rørdam, for her udlægger han blandt andet sin forståelse af forholdet mellem især den lovgivende og dømmende magt, og han hævder sit territorium med nogle ret klare udmeldinger om Grundlovens forhold til EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Knud Foldschack, der som student assisterede Carl Madsen, vil ikke rubriceres som den røde sagfører, selv om mange af hans klienter tilhører den københavnske aktivistiske venstrefløj.

Han har været advokat for Christiania og BZ’erne i Ungdomshuset på Jagtvej, men hans største sejre er de stille, pragmatiske kompromiser, der er indgået i andre lignende sager som f.eks. Ballonparken eller Nokken. Han er en varm fortaler for udenretlige løsninger og har vist, at han kan gennemføre dem. Gammeljord er sammen med Foldschack den, der taler mest om advokatgerningen, der har udviklet sig fra et kald til en forretning.

Advokater har i høj grad været vant til at være underkastet selvjustits, men må nu finde sig i at blive underkastet den samme regulering som andre brancher, som Gammeljord udtrykker det, idet hun altså underforstår, at det har været lidt småt med selvjustitsen nogle steder. Hvad skal prisen på juridisk rådgivning være? Der er en indbygget modsætning mellem klientens og advokatens interesser, idet det økonomisk mest fordelagtige for klienten ikke nødvendigvis giver advokaten det højeste honorar. ”Jurdisk rådgivning er på mange måder elastik i metermål,” som hun siger. Hun retter derudover en afdæmpet, men klar kritik mod de kollegaer, der måtte have bidraget med rådgivning i de mange tilfælde af hvidvask. Interviewet med Pernille Backhausen, der begyndte sin karriere i Jon Palle Buhls advokatkontor, handler meget om jura og juraens rolle i samfundet. Hun beklager, at Justitsministeriet ikke i samme omfang kan fungere som et bolværk mod kortsigtet signalpolitik, og hun reflekterer over spørgsmål som offentlighed i forvaltningen og overvågning af borgerne.

Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for retfærdighed i en anmeldelse. Bogen giver indblik i en branche, der ikke altid har det bedste ry. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere, end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart.

Man kan ikke sige, at denne bog med sine historiske eksempler afkræfter dette billede fuldstændigt, men det er derfor med så meget desto større fortrøstning, man læser samtalerne med de nulevende, der repræsenterer ikke alene faglighed, men også samvittighed og samfundssind.