Hvor belastende Alzheimer er ikke alene for den syge, men også for vedkommendes familie, får man meget at vide om i Anne Maria Nissens bog ”Min fars sidste rejse. Når Alzheimer rammer familien”. Faderen var civilingenør Henrik Nissen (1927-2015).
Tragikken udgør naturligvis grundtonen. Som pårørende – skriver forfatteren – befinder man sig ”i en slags konstant krise, hvor man er vidne til en af sine kæres langtrukne død og degenerering”. Men tragikken står trods alt ikke alene. Henrik Nissen, der skildres som en engageret og charmernede mand, bevarede ifølge Anne Maria Nissen til det sidste sine stærke følelser, sit lyse sind og sin humor, ”mens hans rationelle og intelligente jeg – UG-eleven – gradvist forsvandt”.
Ud over at være barsk er bogen et smukt udtryk for samhørigheden mellem far og datter – og om, hvordan den styrkedes under sygdommen.
Under hele forløbet var hun solidarisk med sin far. Det bød på mange udfordringer. En af dem bestod i at overbevise ham om det fornuftige i et flytte på plejehjem. Hun oplevede dette grænseoverskridende at skulle tage en vigtig beslutning ”for sin egen store, stærke far”. Tidligere havde han været ude for et andet betydeligt indgreb i sin tilværelse: Han blev frataget kørekortet. Det skete, efter at han en nat ad uransagelig veje var faret vild og endte på naboens terrasse. Til politiet sagde han: ”Hvis blot jeg kunne sætte mig ud i min bil, skulle jeg nok finde hjem.”
Anne Maria Nissens solidaritet med faderen viser sig blandt andet i hendes kamp for hans livskvalitet. På et tidspunkt konstaterede hun en stigende apati hos ham, angiveligt som følge af medicinen Seroquel, som hun erfarede ”er et kontroversielt stof, der forstørrer patientens formørkelse og kan føre til hjertesygdommne”.
Videre erfarede hun, at medikamentet blev brugt som et såkaldt ”personalelindrende stof”: Da man på plejehjemmet ikke havde personale nok til at berolige patienterne, gjorde man det ved hjælp af psykofarmaka. I Henrik Nissens tilfælde skete det, fordi han havde generet nogle af de andre beboere. Datterens indgriben betød, at behandlingen blev ændret.
”Min fars sidste rejse” kunne med fordel have været lidt strammere redigeret. Men bogen er velskrevet og præcis i sin afdækning af den situation, der skildres. Af bevægende virkning er en række citerede telefonbeskeder fra faderen. For eksempel denne, der stammer fra hans tid på plejehjemmet: ”Jeg er nu kommet hjem fra, hvor det nu er. Jeg har nærmest indtryk af, at jeg er faldet ned fra himlen. Men det gjorde ikke ondt. Jeg befinder mig blandt rare mennesker, og de siger, det er i Danmark.”