Mange af musikhistoriens største komponister er gået ind for genbrug – ikke mindst af egne værker. Franz Schubert, den tyske lieds mester, greb i sin kammermusik flere gange tilbage til nogle af de sange, han havde skrevet som ganske ung – gammel nåede han jo aldrig at blive, da han døde i 1828, blot 31 år.
Et godt eksempel på denne praksis er hans kvintet for violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver. Det er en noget speciel besætning, men alligevel har det indtagende værk gennem generationer haft en fast plads på koncertrepertoiret. Navnet skyldes, at Schubert har genbrugt melodien fra en populær sang, han komponerede omkring 1815. Den skildrede en situation med en fisker, der havde svært ved at forhindre en forel i at smutte af krogen.
Det er i den fjerde sats af de fem, kvintetten består af, at forellen dukker op. Strygerne spiller den skønne melodi igennem, hvorefter der optræder en række variationer i den otte minutter lange andantino-sats. Men hele vejen igennem er værket et sandt overflødighedshorn af skønne melodier, som om bækken og fisken i smuk harmoni sætter deres lyriske præg på musikken.
Idéen til kvintetten opstod angiveligt på en rejse i 1819, hvor Schubert og hans gode ven, operasangeren Michael Vogl rejste rundt i Østrig og besøgte forskellige venner og bekendte, heriblandt musikmæcenen og amatørcellisten Paumgartner i den lille by Steyr, godt hundrede kilometer fra Wien. Schubert fik i en fart griflet en masse noder ned, og da han efter sommerferien vendte tilbage til hovedstaden, fik han gjort arbejdet færdigt. At Paumgartner og de andre venner modtog med det fryd, siger sig selv. Senere har Schuberts ”Forellekvintet” sprællet i alverdens koncertsale, og der er naturligvis udkommet et væld af indspilninger med den.
Mest spændende er måske en dokumentarfilm af den engelske instruktør Christopher Nupen. Han fortæller selv:
”I 1969 mødtes fem unge musikere, alle endnu ret ukendte for det store publikum, for at spille Schuberts ”Forellekvintet” i den nye Queen Elizabeth Hall i London: Daniel Barenboim, Itzhak Perlman, Pinchas Zukerman, Jacqueline du Pré og Zubin Mehta. Koncerten fandt sted den 30. august, og jeg regnede med, at den ville blive legendarisk, så jeg besluttede at filme deres prøvearbejde, deres samtaler om musikken – og selve koncerten.”
Christopher Nupen fik ret. Koncerten blev et stykke musikhistorie, og de gribende optagelser med de purunge og glade musikere mindede en om, at musikken var skrevet af en meget ung Schubert – på et tidspunkt, hvor Beethoven endnu levede, og – for at trække et dansk perspektiv – hvor H.C. Andersen endnu ikke var draget fra Odense til København. Jeg mindes ikke nogensinde at have oplevet en så sprællevende forel.