Poetisk indlæg i en stor debat om menneskenes og jordens skæbne

Den nordmakedonske film ”Honninglandet” er et poetisk indlæg i debatten om jordens skæbne

Poetisk indlæg i en stor debat om menneskenes og jordens skæbne

Hatidze er en kvinde i midten af 50’erne, der lever ude i de makedonske bjerge i en forladt landsby. Hun og hendes meget gamle syge mor lever, som de har gjort altid i disse barske bjerge. Vi er i nutiden, men det ses ikke i Hatidzes hverdag. Her er hverken elektricitet eller rindende vand. Moderniteten finder man i storbyen Skopje, der ligger i tilpas nærhed, så Hatidze kan tage derind med sin bjerghonning og sælge den på et marked. Det er der gode penge i, så de to kan opretholde livet ude i bjergene.

Hun og hendes mor taler en tyrkisk dialekt, der er en reminiscens fra den lange osmanniske besættelse af Makedonien. Hun har sine bier forskellige steder i nærheden af sit og moderens stenhus. Bierne bor i bjergspækker og gamle træer. De er som hendes venner. De deler nektaren. Når hun høster honningen i september og oktober, siger hun: ”En halvdel giver jeg tilbage til jer bier.” Det er økologi, bæredygtighed og alle de moderne slogans for det stille ”rigtige” liv, der kan fortsætte, så længe CO2-regnskabet holder. Det er ikke Hatidze og hendes mor, der er klimasyndere.

Der er mange honningbilleder i filmen. Man kan ikke lade være med at tænke på billedet i Det Gamle Testamente om landet, der flyder med mælk og honning, som israelitterne i ørkenen hørte om, da de vandrede ud fra Egypten og nærmede sig det forjættede land, hvor kana’anæerne boede. Josva sendte spejdere ud, og de kom tilbage med blandt andet honning. Det land måtte de ind i! Så følger hele Josvas invasion af landet. Det kommer ikke til at gå stille af.

Det gør det heller ikke, da Hatidze og hendes gamle mor får nye naboer, der en dag kommer som en anden israelit-flok og slår sig ned i landsbyen. De kommer kørende i en gammel udslidt lastbil med en lige så træt campingvogn. Derudover medbringer de en stor flok køer og en stor børneflok. Som faderen siger: ”Et barn om året”.

De vil også holde bier og samle honning, og så begynder verden at ændre sig. Det går galt med de nye naboer, der også er tyrkere. De kan tale sammen, men de taler alligevel to forskellige sprog. Den nye familie vil tjene penge, indgå aftaler med mellemhandlere og udnytte jorden. Kapitalismen stikker sit forvredne ansigt frem. Jordens bæredygtighed sprænges, så Hatidzes liv forandres. Invasionen har sin pris.

Det havde den i øvrigt også for kana’anæerne. Heller ikke for den invasive art kommer landet til at blive helt så forjættet.

Filmen er et poetisk indlæg i en stor debat om menneskenes og jordens skæbne.

Hen over Hatidzes hoved flyver jetjagere på et tidspunkt og efterlader streger på himlen. Moderniteten og valgene er ikke til at komme uden om. Jordens situation er yderst skrøbelig. Dermed taler den lige ind i den internationale øko-debat.

”Honninglandet” vandt ved Sundance Film Festival 2019 tre priser og er Nordmakedoniens bidrag til den kommende Oscar-konkurrence.8