Prøv avisen
Ballet

”Alice i Eventyrland” er et brag af en teateroplevelse

6 stjerner
Opsætningen af ”Alice i Eventyrland” er vanvittig vellykket og virkelig underholdende. Her er det Ida Praetorius som Alice og Marcin Kupinski som Den Hvide Kanin. – Foto: Costin Radu/Det Kongelige Teater

En ballet, en bog, en musical, et dukketeater eller pantomime? ”Alice i Eventyrland” er et brag af en teateroplevelse

Det begynder med tikkende og hakkende tandhjulslyde fra orkestergraven, og da tæppet går, er det som at blive skudt ud af en kanon, hvor koreograf Christopher Wheeldon ruller persongalleriet i ”Alice i Eventyrland” ud i et genremix som aldrig set før: Med en hysterisk fægtende og grimasserende Hjerter Dronning, en manisk step-spjættende Hattemager, en breakdansende kålorm i bar mave, prikkende flamingodamer, rullende babypindsvin, fisketjener, frølakaj og en hær af blomsterhoveder og spillekort.

Har du læst Alice, ved du, at børnebogen er lige dele underfundig galimatias og gækkeleg; så fuld af talende ting og dyr, rablende skøre situationer, hallucinationsfremkaldende stoffer og eliksirer, bagvendt logik og sprogsludder, at der hviler et stort åbent spørgsmålstegn over hele universet. Snakken om galskab og legen med sprog, videnskab og konventioner er så drillende åben for fortolkning, at det er slik for sprogforskere, filosoffer og freudianere.

Her er der et niveau af litterær kompleksitet og eksistentielle dilemmaer, hvor billedteatret bogstaveligt talt ikke kan være med. Scenen, hvor Alice drikker en sær væske og skrumper til 25 centimeter og derefter spiser kage for at vokse til mere end tre meter, forløses for eksempel ikke rigtig vellykket. Til gengæld er hendes svømmetur i søen af tårer fantastisk underholdende, og herfra kommer forestillingen virkelig i gear, for ballet er sublimt velegnet til pantomime, parodi, satire, fjol og gakkede gangarter.

Det er et vanvittig vellykket og virkelig underholdende Lewis Carrollsk univers, som det er besnærende let at fortabe sig og fare vild i – men klassisk ballet har sin egen logik, og følger du den, kan det ikke gå helt galt.

Wheeldon introducerer en rammefortælling og – ud over Lewis Carroll som Den Hvide Kanin – en ny figur, have-drengen Jack, der bliver central for hans læsning af Alice. Da moderen i en prolog fyrer knægten og sender ham bort under påskud om tyveri, er det her, Alice endeligt vender ryggen til virkeligheden, hopper på hovedet i kaninhullet og søger sin egen vej – og kærligheden.

Og selvom Wheeldon altså også digter, så vender han hele tiden tilbage til bogen i en erkendelse af, at det er Carolls figurer, der, i tæt konkurrence med Joby Talbots mesterligt magiske musik, også i balletten er den suverænt stærkeste kraft. Så vidt, at Bob Crawleys scenografi er bogen: Når danserne træder ind på scenen, træder de bogstaveligt talt ind på en side af Alice.

Slutbilledet bærer bevægende og med al tydelighed Wheeldons budskab: Alice og Jack er tilbage i haven foran familien Liddells residens, nu som kærestepar i år 2018 der tager selfies, men også læser Alice, døser og drømmer i haven. Forestillingen er altså i alt væsentligt en uforblommet hyldest til Lewis Carroll og en opfordring til at læse og følge eksemplet fra en åben bog, der har sat børn og voksnes fantasi og verden fri i generationer.

Alice og Jacks kærlighedsduet er ”Alice i Eventyrland”s poetiske hjerte, hvor Wheeldons koreografiske rejse med sit tillidsfulde partnerarbejde, ubesværede retningsskift, legende glid, løft og spejlfigurer fortæller os om den kærlighed i fuldendt balance, der ophæver tid og sted.

Alice er ikke kun sjov og ballade, men en teknisk kraftpræstation, der kræver det maksimale af Den Kongelige Ballets dansere, hvor særligt J’aime Crandall honorerer Wheeldons komplekse formtegning i titelrollen, hvor Liam Redhead er djævelsk steppende som Hattemager, og hvor Jón Axel Fransson kan stjæle scenen selv i et lille parti som Vårharen. Og ja, ”Alice i Eventyrland” er med sine tre akter og knap tre timers spilletid lang. Den er heller ikke fuldendt, men den er kunstnerisk, kreativt og logistisk episk i ambition og format, og at hævde, at den ikke er for børn, er vitterligt nonsens!

Alice er ikke for alle børn, nej netop! Men for nogle – små som voksne – kan den være livsforandrende. Det er hele pointen.

Det Kongelige Teaters opsætning af ”Alice i Eventyrland” er en hyldest til forfatteren Lewis Carroll og en opfordring til at læse og følge eksemplet fra en åben bog, der har sat børn og voksnes fantasi og verden fri i generationer. Her er det Alice sammen med dukkemageren Tobi Oliés Cheshire-kat. – Foto: Costin Radu/Det Kongelige Teater