Prøv avisen
Bog

Lotus Turèll-bog: Når barnet bliver den voksne

3 stjerner
Begge Lotus Turèlls forældre forskansede sig i deres arbejdsværelser, og de var meget væk; på arbejde, rejser og værtshus, så voksenkontakten var minimal og anstrengt med en far, der drak, og en mor, der gjorde sig blind og lod sig snyde i sit ønske om at tro det bedste og bevare sit ægteskab. Foto: Annelise Fibæk, Polfoto/ritzau

Lotus Turèll har skrevet en vigtig bog om at vokse op i et hjem med alkohol, og den gør indtryk trods sin lidt problematiske form

860.000 danskere drikker for meget, og 120.000 danske børn vokser op i en familie med druk. Det er et demokratisk problem, fordi det rammer bredt og findes i alle befolkningsgrupper, men det er sjældent noget, forældre kan lide at tale om – og børn kan slet ikke, da de pr. definition er loyale størrelser, der ikke bryder sig om at sladre om deres forældre. Og når det sker, risikerer billedet af dem at ændre sig radikalt.

Som en sagde, da Lotus Turèll havde fortalt sin historie i dokumentaren ”Lotus og den fulde sandhed” samt i en artikel i Kristeligt Dagblad: ”Jeg troede, Dan var en helt. Det viser sig så, at han var et røvhul.”

Lotus Turèll, der er født i 1979, voksede op som eneste barn af forfatteren Dan Turèll og skuespilleren Chili Turèll i en stor herskabslejlighed på Alhambravej på Frederiksberg. Det så fint og smukt ud på overfladen, men hvis man lindede bare lidt på fyldningsdørene, ville man opdage, at fraværet var massivt.

Både fysisk og mentalt. Begge forældre forskansede sig i deres arbejdsværelser, og de var meget væk; på arbejde, rejser og værtshus, så Lotus Turèlls voksenkontakt var minimal og anstrengt med en far, der drak, og en mor, der gjorde sig blind og lod sig snyde i sit ønske om at tro det bedste og bevare sit ægteskab.

I en sådan konstellation ender rollerne ofte med at blive byttet om, så barnet bliver den voksne, der tager ansvar, her blandt andet eksemplificeret ved at såvel Dan som Lotus Turèll kaldte mor Chili for Pige.

”Hemmeligheder for Pige” falder i tre vidt forskellige dele. Den første, ”Opvækst”, skildrer Lotus Turèlls barndom frem til faderens død i 1993, den anden, ”Tilbageblik”, skildrer tiden umiddelbart efter, mens den tredje, ”Erfaringsguide”, skildrer hendes terapeutiske arbejde med selvudvikling og med at komme senfølgerne efter sin opvækst til livs.

Det er barndommen i første del og den terapeutiske proces i tredje, der fylder mest, og mens den sidste kan minde om så mange andre selvhjælpsbøger med egne erfaringer, gode råd og øvelser, er det den første, der bliver den mest interessante – men også den mest problematiske.

Mens de to andre dele er i datid med mulighed for at reflektere og kommentere, er den første i nutid, og man følger i en række rensede og næsten reportageagtige punktnedslag Lotus Turèll rundt i den labyrint, der udgør hendes barndom.

Når man både benytter sig af jeg-fortæller og nutid, er der ingen distance til det fortalte, hverken for fortæller eller læser, og det stiller enorme krav, når man giver sig selv til opgave at mime både den femåriges verden, den niåriges og den tolvåriges.

Det kræver, at man rammer rent, både når det gælder sprog og refleksionsniveau, og at man får installeret en fortællestemme, der er troværdig, og som hverken virker for voksen eller for barnlig. Det er ikke altid tilfældet her, men barndommen udgør alligevel den stærkeste og mest hjerteskærende del i denne vigtige og ambitiøse bog, der gerne vil gå på tre ben, men som måske havde været bedst tjent med et enkelt eller to.