Et land kan være besat, og et menneske kan være besat. Førstnævnte er Danmark – og dermed den lille provinsby Lyngstad, hvori ”Rosa” udspiller sig – og sidstnævnte er William, der er hovedfortælleren i søskendeparret Lotte og Søren Hammers nye roman.
De to forfattere er ellers bedst kendt fra krimigenren, hvor de siden 2010 har udgivet bøger i serien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen.
I ”Rosa” flytter den smukke københavner af samme navn i 1944 sammen med sin far, der efter at have deltaget i den finske krig har granatchok, til den jyske flække Lyngstad. Her bevæger rygter, sladder og løse historier sig med hvirvelvinde, og selvom krigen for det meste ikke er til stede i andet end distributionen af modstandsbevægelsen blad ”Lyset”, så hersker der alligevel en lovløshed i byen, der eskalerende op imod befrielsen bliver mere og mere voldelig.
Den tiltrækkende 16-17-årige tilflytter er kold og afvisende over for især sin gymnasieklasses forsøg på at nærme sig hende, og ligesom med den underskønne krigsenke Maléna fra den italienske Tornatore-film af samme navn, accepterer det lille samfund ikke hendes afvisninger.
Det tager det som selvtilstrækkelighed, og særligt Rosas klassekammerater vender sig mod hende og chikanerer hende med både døde rotter og grove fotos – uden at hun dog lader sig påvirke særligt at dem.
Som med den afvisende skønhed Maléna bliver det for meget for de småborgerlige og selvretfærdige unge mennesker, og da den tyske officer Horst flytter ind i Rosa og hendes fars ledige værelse, begynder konspirationer om fraterniseringer med fjenden at opstå i landsbyen.
At indflytningen sker meget mod Rosas vilje, og at Horst hverken er nazist, racist eller SS, går landsbybefolkningen mindre op i.
Og hvordan ved læseren så, hvordan Rosa tænker om den tyske indflytter?
Jo, forfatterparret Hammer har valgt at udforme romanen som en brevroman, hvor den 16-17-årige Williams dagbogsnotater flettes ind mellem bekymrede breve fra den overansvarlige Rosa til hendes lillesøster hjemme i København.
Det hele er samlet af den ældre William, der både analyserer og uddyber sine egne noter – og ikke mindst fordømmer den unge, naive William. Samlingen er stilet til Rosas datter Ursula, og det er mildest talt både troværdige, detaljerede og udspekulerede ondskabsfuldheder, som den forsmåede William sammen med klassen eller i kraft af sin passivitet udsætter Rosa for.
For selvfølgelig er William ulykkeligt og altoverskyggende forelsket i den hemmelighedsfulde Rosa, der modsat ham brillerer i de naturvidenskabelige fag, hvor klassen har fået ny, eksperimenterende lærer.
Den kvikke og selvstændige Rosa vil på overfladen ikke vide af William, selvom vi gennem hendes breve læser, at hun ligeledes er forelsket i ham. Efterhånden begynder Rosa at hjælpe ham i matematik, som ellers er ved at være skyld i, at William ikke består 2.g. Netop den tangent viser sig få en betydelig rolle i plottets udvikling.
Som de krimiforfattere, Lotte og Søren Hammer er, er ”Rosa” langt hen ad vejen plotstyret. Det ændrer imidlertid ikke ved, at de to skriver fantastisk godt, og at de på troværdig vis rammer tidens tone og formuleringer.
Nu er jeg selv kun 32 år og har meget lidt begreb om, hvordan man som gymnasieelever talte sammen i 1944 – men det har forfatterne så til gengæld. Besættelsesromanen ”Rosa” er velskrevet, humoristisk, detaljerig og dybt underholdende, og både handling og personportrætterne er svære at give slip på, når man vender den sidste side.
kultur@k.dk