Alle bøger skal læses på deres egne vilkår. Det betyder, at hvis man sidder med en letlæst kærlighedskomedie i højt tempo – som Oyinkan Braithwaites ”Min søster er seriemorder” – så kan man ikke afkræve psykologisk dybde og sprog i verdensklasse. Man kan ønske sig det, bevares, men det er ikke den slags bog.
På sine egne præmisser er Oyinkan Braithwaites debutroman da også vellykket. Den fortæller historien om to søstre. Korede er seriøs, en samvittighedsfuld sygeplejerske med rengøringsvanvid, mens lillesøster Ayoola er smuk og bekymringsfri. Hun er tøjdesigner med stort følge på de sociale medier, men hun afskyr forpligtelser og opfører sig mest som en forkælet teenager. Og omverdenen lader hende slippe af sted med det.
Ayoola slipper også af sted med at myrde sine kærester, hvilket hun har gjort, siden hun var 17 år. Hver gang er Korede kommet hende til undsætning, og de har bleget bevismaterialet væk og kastet ligene i floden. I den nigerianske overklasse, hvor stuepigerne står for madlavningen, og politiet kan bestikkes til det meste, er det indtil videre gået.
Nu, hvor Korede er i starten af 30’erne og står over for at skulle blive oversygeplejerske, er hun imidlertid træt af det. Hun tvivler samtidig på Ayoolas forklaringer om selvforsvar, og midt i det moralske dilemma træder en høj, mørk og charmerende mand ind. Manden er dr. Tade Otumu, som Korede har et mere end godt øje til, mens han anser hende som en ven. Det er ikke helt gået op for Korede, og da dr. Tade møder den underskønne Ayoola, falder han – som alle andre – pladask for hende. Spørgsmålet er nu, om Korede kan nå at redde Ayoolas kommende offer?
Hvis man aner en klichépræget undertone, så er det ikke helt galt. ”Min søster er seriemorder” vrimler med forudsigelige personer, hvor både den tragiske komapatient, de ildelugtende rengøringsassistenter og sladdervorne sekretærer er repræsenteret. Her er komapatienten Muhtar vågnet, og hans kone er ude af sig selv:
”Næste gang, jeg ser Muhtars kone, står hun og læner sig op ad væggen ude på gangen. Hendes skuldre ryster, men ikke en lyd undslipper hendes læber. Er der ingen, der har fortalt hende, hvor smertefuldt det er at græde i stilhed? Hun mærker, at hun ikke er alene, skuldrene stivner, og hun ser op. Hendes øjne bliver smalle, og læberne krøller sig i en snerren, men hun tørrer ikke det snot væk, der løber mellem næse og læber. Jeg tager et par skridt baglæns. Sorg kan være smitsomt, og jeg har nok i mine egne problemer.”
Sammen med et til tider uelegant og plotdrevet sprog og mange ungdommelige referencer til livet på de sociale medier understreger persongalleriet, at bogen her henvender sig til et yngre publikum. Underholdningsgarantien er i top, og det er ikke svært at forstå, hvorfor romanen allerede er solgt til udgivelse i mange lande og med tiden skal filmatiseres.
Nærer man en forkærlighed for sæbeoperaer med kærlighedsplot og sarkastisk ”tongue in cheek”-humor, så er ”Min søster er seriemorder” oplagt læsning. Portrættet af de to søstre åbner hen ad vejen for et familietraume, der tydeliggør Koredes beskyttertrang, og den lyse og lette tone kommer til at stå i skærende kontrast til fortidens begivenheder.