Når broderi går lige ind i tidsånden

Med inspiration fra amerikanske og norske fællesskaber har en gruppe af seks brodøser skabt udstillingen ”Edderbroderemig” på Museum Silkeborg i Thorning

Rikke Lyng leger ikke bare med sproget, men omsætter sine budskaber til genstande. Her er det en fisk med påskriften ”kan indeholde spor af naturen”.
Rikke Lyng leger ikke bare med sproget, men omsætter sine budskaber til genstande. Her er det en fisk med påskriften ”kan indeholde spor af naturen”. Foto: Museum Silkeborg.

I sit store digt om de schlesiske vævere fra 1844 lader Heinrich Heine væven mekanisk og rytmisk akkompagnere de økonomisk pressede væveres forbandelse af de undertrykkende tyske myndigheder. Den væves så at sige ind i det klæde, borgerskabet kommer til at købe på markedet – alt for billigt.

Vævning, strikning og broderi er meditative beskæftigelser, der kræver lang tids arbejde og dyb koncentration. Her kræves valg og en del selvstændighed. Med nålen i hånden går arbejdets motiver måske også ind i kroppen og bevidstheden på den, der broderer. Danmarkshistoriens mest berømte eksempel er måske Leonora Christine, for hvem broderiet blev en måde at overleve fornedrelsen i fangenskabet i Blåtårn på.

Broderi kan være opdragende, dannende, men også udtrykke holdninger, protest. Skellet mellem de pæne piger og de protesterende piger og deres brug af borderiet er tema for en herlig udstilling på Museum Silkeborgs afdeling i Thorning, Blicheregnen. Med inspiration fra amerikanske og norske fællesskaber har en gruppe af seks brodøser skabt udstillingen ”Edderbroderemig”. Med den går de ind i en ny trend, der bruger og omfortolker de kendte husgerningsfærdigheder. Broderiet bliver et udtryk, en platform for den enkelte til med ord at fæstne sit budskab i materialer og teknikker, der traditionelt set står respekt om. Broderi kræver en masse færdigheder og viden, som kan udnyttes offensivt. Mange kan brodere, og udstillingen viser, hvordan gruppen griber ud og inspirerer ”en bredere skare af det broderende folk”. Der er indsendt 70 broderier udefra.

Udstillingskataloget er i sig selv provokerende, for det er kørt lige ud af den mest åndløse kopimaskine, men det rummer en klar historisk begrundelse for og eksempler på protestbroderi. På Nordiska Museet i Stockholm findes der således et broderet forsvarsskrift for en adelskvinde, der i 1805 var arresteret for at have myrdet sin mand og to af hans børn. Også Besættelsens ophør i 1945 medførte nye motiver i borderiet, men kataloget fremhæver nok så kraftigt den banalisering af broderiets meddelelser, der sidenhen sker. Klokkestrenge i metermål, der fremholder de borgerlige dyder og fastholder kvinder på deres rette plads – i hjemmet med sytøjet.

Bettina Andersen udstiller en fint komponeret håndtaske, på hvilken det meddeles, at ”Korssting er spild af tid”. Eva Engelhardt går i kødet på vort overforbrug, vort uhæmmede brug af sociale medier, men bruger også broderiet som en selvhjælp i forhold til depression. Brodøsen Dittebeskidte spiller på den moderne kulturs serielle kunst og på de stereotyper, der præger vor livsverden. Hun rokker ved kønsopfattelser og holdninger til de fremmede. Tonja Rosenblad arbejder som også OffentLif med ready mades, altså konventionelle materielle genstande, der gives en ny fortolkning, såsom en nydelig grå herrejakke, en lederjakke med et fint logo på brystet: ”Ledere uden ansvar” og et fast håndtryk. Flere af brodøserne har antaget navne, der kendes i subkulturer, grafittimalermiljøet blandt andet.

Er det en subkultur? Ja og nej. Det er et kreativt og stærkt holdningsbåret fællesskab, hvis medlemmer kan arbejde bevidst råt eller ligefrem elegant og dygtigt mime den ydre verden, vi kender, endda i tre dimensioner. Rikke Lyng leger således ikke bare med sproget, men omsætter sine budskaber til genstande – en gås, der fedes op til produktion af gåselever, fugle på en gren, hvor de gerne må flette næbet, og en gris med det broderede spørgsmål om knivskvalitet over for livskvalitet. Det er satire, kritik, ironi og klogt serverede holdninger hele vejen igennem udstillingen. Man kan kun blive grebet af den, men den kræver sin mand, som det hedder. For der er megen læsning undervejs, mange holdninger – men ikke mindst masser af underholdning.