Når de elsker træer i Tyskland, hvorfor hader vi træer i Danmark?

Hvorfor er landsbyer i Danmark så triste og grimme? Jamen bevares, vi har da også smukke landsbysamfund herhjemme, men da er det undtagelsen. Smukke landsbyer trækker besøgende til, netop fordi de er øer i et hav af halvt forfaldent, halvt forsømt, afpillet og afklædt tristesse.

I Tyskland er det anderledes. Her er landsbyer stadig kønne og livlige.

Kontrasten er særlig grel i Sønderjylland, hvor jeg selv bor. Ikke fordi der er grimmere i Sønderjylland end andre steder, snarere tværtimod. Men Tyskland ligger så fortvivlende tæt på. Ja, og så har landsbyerne nord og syd for grænsen jo en fælles historie indtil 1920.

De kunne altså se ens ud, men gør det ikke.

Nord for grænsen giver landsbyerne et umiskendeligt udtryk af, at sidste mand lukker og slukker. Syd for grænsen er det en anden historie.

Hvorfor denne forskel? Det handler om træer og grønt.

I Tyskland elsker de træer. Derfor er tyske landsbyer prydet med vejtræer, der har fået lov at vokse sig store. Træerne giver gaderne struktur og skyder organisk liv ind i vores systemverden. De giver skygge og skaber livsrum.

I Danmark har vi fældet træerne. Det gælder ikke bare vejtræer og den slags, men også træerne i vores haver.

Vores forhold til træer og haver afslører en dyb kulturel krise i Danmark. Det afspejler vores helt igennem instrumentaliserede forhold til natur og kulturlandskab. Æstetik er der ikke plads til. I Danmark er træer til for at blive til flis. De er en afgrøde.

Vejtræerne blev i stor stil fældet i forbindelse med udvidelse af vejene. Trafikpolitikere og lobbyorganisationer førte krig mod dem. De var til skade for trafiksikkerheden, hed det. Det er et under, at tyskerne har overlevet. De må endda køre hurtigere.

Træerne taber også deres blade, og det er besværligt. Hvem skal feje dem op? Og så er der rødderne. Dem er vi for alvor bange for. De ødelægger asfalten, ja, og husene, hvis de får lov. I hvert fald i Danmark. Måske er det anderledes i Tyskland? Er asfalten stærkere, eller er rødderne svagere? Jeg ved det ikke.

Træernes skæbne og de grimme danske landsbyer handler også om løbsk individualisme.

Træerne er i mere end en forstand en gave. De er en gave fra vores fædre til os. De er en gave fra os til vores børn, og så er de en gave fra den enkelte til fællesskabet.

Men alle disse gaver indebærer forpligtelser. Træerne forpligter os på de andre. Dem, der kom før os; dem, der kommer efter os, og dem, der i øvrigt kan rende os. De vender os mod det fælles. Dette er forudsætningen for at være en kulturnation.

Det er Tyskland. Danmark ikke.

Når vi fælder træerne, afslører det at vi er en nation af kommunitære dyslektikere. Jeg vil gerne lige nu have lys gennem ruderne og det skal være lige nu. Derfor skal både naboen og jeg fælde træerne.

Med alt det lys i stuerne slipper vi endda for at gå uden for. Og det er måske meget godt, når alt alligevel er så grimt og trist. Nuvel, det er der også meget der er i Tyskland. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen – men i det mindste vokser de.

Christian Egander Skov er historiker, ph.d. og postdoc ved institut for sprog og historie på Norges Universitet for Videnskab og Teknologi.