Prøv avisen
Klassiker

Flere børn lever store dele af deres liv online

Det bliver sværere og sværere at finde børn eller teenagere, der ikke lever store dele af deres liv online. Modelfoto. Foto: Nima Stock/Polfoto/Ritzau

Amerikanske teenagere promoverer sig selv og bedømmer hinanden døgnet rundt på de sociale medier, men ved ikke, hvordan onlinelivet påvirker dem eksistentielt. Det satte forfatteren og journalisten Nancy Jo Sales sig for at finde ud af med bogen ”American Girls”

Hvordan skal forældre forholde sig til deres børns og teenageres liv online? Alle voksne husker et liv før smartphonens steppebrandslignende udbredelse, men ingen ved rigtig, hvad onlinelivet gør ved os.

Nu kommer den amerikanske journalist Nancy Jo Sales med et svar. I bogen ”American Girls. Social Media and the Secret Life of Teenagers” interviewer hun over 200 piger fra hele USA om, hvordan de oplever livet på de sociale medier, og hvad det gør ved dem. Konklusionen er, at smartphonen er et nødvendigt onde. Den er ikke kun kilde til brugbar information og harmløs kommunikation mellem veninder, fortæller Nancy Jo Sales:

”Pigerne oplever, at de forventes at være ’på’ hele tiden for ikke at gå glip af noget. Og det er alle steder: de ’scroller’ hele tiden, for der er altid noget nyt på Instagram, Twitter, Facebook, og alle de andre steder. De oplever, at de er online 24 timer i døgnet, og det presser dem,” siger Nancy Jo Sales.

Den amerikanske journalist, der skriver for Vanity Fair, Harper’s Bazaar og andre toneangivende kulturmagasiner, er blevet beskrevet som bannerfører for en ny måde at forholde sig til de sociale medier. Trods smartphonens korte historie har der allerede være to ”skoler” inden for reaktioner på fænomenet. Først var der alarmisterne, der advarede om, at sociale medier ville ødelægge de unges koncentrationsevner og mulighed for at indgå rigtige venskaber, og ikke bare ”Facebook-venskaber”. Så kom der en reaktion på alarmismen, der gik på, at sociale medier er gode for unge, for her forbindes man med hinanden, deler gode oplevelser og giver brugbare råd.

Denne mere rosenrøde version er imidlertid heller ikke dækkende for de fleste teenageres og deres forældres oplevelse af de sociale medier. Mobning, ufrivillig deling af nøgenbilleder, verbal forfølgelse og undertiden selvmord er også konsekvenser af de (a)sociale medier. Tiden er nu inde til noget, man kan kalde sund skepsis-positionen, som Sales står for: en anerkendelse af, at digitaliseringen er kommet for at blive, men at konstant tilstedeværelse på de sociale medier påvirker vores kultur, de unges selvværd og forholdet mellem kønnene på måder, som vi skal følge mere kritisk end hidtil.

Nancy Jo Sales er reporter og har ingen løsninger på de problemer, der kan følge i kølvandet på ”Instagram-livet”, men hun blev chokeret over at tale med de mange amerikanske teenagere. I bogen opregner hun en række tal:

73 procent af amerikanske børn har smartphones. Teenagere bruger op til 11 timer om dagen på sociale medier. Børn begynder at se porno helt ned til seksårsalderen; stort set alle har set porno, inden de bliver 18 år. 92 procent af alle amerikanere ”findes” online, inden de er to år, i kraft af forældrenes delen ud af børnefotos. Med andre ord: det bliver sværere og sværere at finde børn eller teenagere, der ikke lever store dele af deres liv online.

Nancy Jo Sales tager imod på sin stamcafé i East Village-kvarteret i New York, der virker som antitesen til online-eksistensens uendelige vurdering af hot eller not. Her kender café-gæsterne hinanden, de taler sammen, læser bøger og aviser, og børn, hunde og tiggere har samme plads som de veluddannede. Kort sagt: en stor familie, en lille landsby her i storbyens anonymitet og overfladiskhed. Her er plads til forskelligheden – en forskellighed, som Sales savner på de sociale medier:

”Med globaliseringen blev vi lovet individualisering, forskellighed og kreativitet, men det modsatte er sket. Onlinelivet er harmoniseret og ensliggjort. Instagram er det samme i Indonesien som i Spanien, og formaterne er så begrænsede: man kan lægge et billede ud, nogle kan like det og ikke mere. Det er for fattigt,” siger Sales.

Ikke desto mindre er det denne ensliggjorte verden, som et voksende antal teenagere lever i, og Sales har med arbejdet med bogen som nævnt ikke fundet belæg for, at de egentlig nyder deres onlinetilstedeværelse døgnet rundt. Og det forstår hun godt:

”Jeg vil ikke sige, at det er hjernevask, for så lyder det, som om jeg er konspirationsteoretiker. Men er der noget, der hedder kulturvask? Det er det, der foregår; pigernes kultur bliver for konform og begrænset. Alt i kulturen kommer til at handle om at fremhæve sig selv, få andres opmærksomhed, komme med den mest vittige bemærkning, være den smukkeste og mest sexede.”

Har det ikke altid været sådan? Teenagere havde vel også reklameindustriens forløjede ideal-billeder at forholde sig til før i tiden?

”Jo, men tempoet og accelerationen er ny. Bølgen af billeder, der fortæller pigerne, hvordan man bør se ud, er konstant. Før var der nogle blade her, en film der og reklamer på busser og i tog, men nu er billedstrømmen konstant. Hele tiden skal pigerne forholde sig til andre og bedømme, ligesom de selv bliver bedømt,” siger Sales.

Hun påpeger paradokset i, at selvom vi har alle mulige former for viden inden for rækkevidde med få klik, så ved vi meget lidt om, hvordan onlinelivet påvirker os.

”Jeg citerer i bogen en lang række undersøgelser, der viser stigninger i søvnmangel, angstanfald, depression og selvmord. Præcis hvordan dette hænger sammen med stigende onlinetilstedeværelse, ved vi ikke, men jeg har i arbejdet med bogen også tænkt, at vi som forældre jo ikke behøver et væld af statistikker. Sund fornuft tilsiger, at det umuligt kan være sundt at stirre på en skærm op til 11 timer om dagen, som mange af pigerne i bogen gør,” siger Sales.

Et område, som hun mener kun de færreste forældre har nogen viden om, er deres børns og teenageres pornoforbrug. Hun vurderer, at langt de fleste amerikanske teenagere ser porno, men da porno er forbudt for alle under 18 år, er området svært at få overblik over. Op mod 35 procent af den samlede internettrafik tilskrives pornografi, citerer hun en undersøgelse i bogen, et tal, som hun finder svimlende, især fordi man fra alle dem, der har interesse i internettets udbredelse, altid hører, at nettet binder os sammen og skaber fællesskab.

Og pornoen breder sig helt naturligt over på de sociale medier:

”Prøv at google ’tinder’ og ’porno’, og du vil lynhurtigt se, hvordan de såkaldte sociale medier bruges til meget andet end at føre folk sammen i harmoni,” siger Sales.

Men forældre skal vel ikke vide alt. Må teenagerne ikke finde ud af visse ting uden deres blik over skulderen?

”Jeg tror faktisk ikke, at indføringen i seksualitetens verden sker bedst gennem porno på de sociale medier. Og vel at mærke porno, der ofte viser kvinder, der tilfredsstiller mænd. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at mange unge forveksler skærmens virkelighed med den rigtige virkelighed og tror, at det er ok at drenge kræver alle mulige ting af deres kærester. De piger, jeg har talt med, er i hvert fald meget beklemt, men tør ofte ikke sige fra. Sådan er drenge jo nok, siger de til mig.”

Sales er i anmeldelser af bogen blevet kritiseret for næsten kun at se problematikken fra pigernes side og glemme, at drenge også kan ligge under for bizarre normer om kæresteforhold. Men hun fastholder, at køn betyder noget i denne debat:

”Sillicon Valley er gennemsyret af en kollegiementalitet og mange af de sociale medier er opstået som forsøg på at virkeliggøre disse collegedrenges våde drømme. Hele ideen med ’hot’ og ’not’, den konstante vurdering af, hvad der er godt og skidt, smukt og grimt, klogt og dumt, er en drengeting, som alle nu ligger under for. Der er stort set ingen kvinder i hele high tech-industrien, det er såkaldte brogrammers det hele,” siger Sales med en sammentrækning af ordene ”brothers” og ”programmers”.

”Men det er fuldkommen sandt, at mange drenge også ligger under for disse strukturer og misforståede krav om, hvad der forventes af dem i parhold,” pointerer Sales og nævner en 17-årig, hun talte med for nylig, som ønskede sig tilbage til dengang, man skulle bede pigens far om lov til at tage hende med hen til den lokale iskiosk og pænt aflevere hende igen klokken 22.

Dén verden kommer nok ikke igen, men længes Sales selv efter den? Hun kan undertiden godt lyde som en af de alarmister, der prægede den første bølge af reaktioner på de sociale mediers opkomst…

”Nej, jeg er ikke naiv. Men jeg har selv oplevet, hvordan jeg for 10 år siden læste mange flere romaner, end jeg gør nu, og jeg savner det. Men jeg lokkes hele tiden væk. De sociale medier er kommet for at blive, og vi skal ikke tage smartphonen fra de unge. Men jeg mener, at vi har brug for en kulturændring nu og bør sætte os ind i, hvad vores unge egentlig laver på nettet.”

Ungdomskulturen er med de allestedsnærværende smart­phones ”blevet for konform og begrænset. Alt i kulturen kommer til at handle om at fremhæve sig selv, få andres opmærksomhed, komme med den mest vittige bemærkning, være den smukkeste og mest sexede”, lyder det fra journalisten og forfatteren Nancy Jo Sales. – Foto: Scanpix