”Med design kan vi således løse problemer, opfylde behov og ændre vores omgivelser, hvor vi med etikken spørger, om det nu også var det rigtige at gøre og ikke mindst den rigtige måde at gøre det på.”
Sådan skriver filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler i sin nye bog, ”Kreativ etik. Etisk design og designeretik”. Her forsøger han at kortlægge det etiske landskab og rejser en lang række vigtige spørgsmål, herunder først og fremmest: Hvor går den etiske grænse for kreativitet?
Efter et forord, en indledning og en definition af etik dykker forfatteren ned i udvalgte eksempler: huse, adfærd, tøj, børn, kroppen, dyr, fødevarer, biler og robotter samt våben. Og måske lige bortset fra det sidste er det ting, som vi hver dag forholder os til og benytter os af – og som det kan være svært at have entydige meninger om.
Hvis man for eksempel bruger den nye teknologi til at spore demente, er det så overvågning eller omsorg? Skal vi pinedød bruge den teknologi, der er til vores rådighed? Og hvis ja, hvordan gør vi det, hvis det skal være etisk og menneskeligt forsvarligt?
I bogen bliver Umberto Eco citeret for at sige, at den etiske dimension begynder, når den anden kommer ind på scenen. Og det gør den anden jo heldigvis tit for de allerfleste. Men det betyder omvendt også, at vi hele tiden skal forholde os til de etiske aspekter i vores hverdag: Når vi køber tøj eller spiser kød, der er produceret under kritisable eller måske endda ligefrem livsfarlige forhold, når vi overvejer, hvad vi gør, hvis scanningen viser, at vi har risiko for at få et handicappet barn – eller måske bare endnu en dreng, når vi nu så brændende ønsker os en pige – eller når vi spekulerer på, om det er en god idé at investere i en robotsæl til vores gamle på plejehjemmet, så den kan give yde den omsorg, som vi måske selv har svært ved at finde tid og kræfter til at give.
Det er knastør formidling, Jacob Birkler bedriver i sin bog. Ingen kan betvivle hans kapacitet og kompetence på det etiske område, men vi ved, blandt andet fra Aarhus Universitets Tænkepause-serie, at faglig seriøsitet og populær formidling ikke er uforenelige størrelser. Man kan godt skrue op for det sidste, uden at det går ud over det første, og under læsningen af ”Kreativ etik” kan man ikke undgå at ærgre sig lidt over, at Jacob Birkler ikke har gjort det. For det er rasende vigtige emner, han tager under behandling, men det er, som om bogen ikke rigtig kan bestemme sig for, hvad den vil. Den står stærkest, der hvor den bevæger sig ned i det konkrete og benytter sig af eksemplets magt, mens det indledende teoretiske afsnit aldrig bliver helt foldet ud, hvilket forfatteren gør os opmærksom på heller ikke er hensigten. Der refereres alligevel til en lang række tænkere og teoretikere, som aldrig rigtig bringes i spil, måske fordi bogens format ikke tillader det, og det kommer desværre til at virke lidt amputeret. Og som sagt: kompetent, men knashamrende tørt.