Der, hvor jeg er vokset op, sang vi bare. Så måtte det lyde, som det lød.
På den lillebitte skole, Ørslevkloster Skole, hvor jeg gik, samledes vi til morgensang hver morgen. Jeppe Aakjærs sange lå ligefor. Han boede en stor del af sit liv i Salling, tæt på min barndoms landsby, Nørre Ørum, i næheden af Skive. Jeg kan alle hans vigtigste sange i hovedet. Dengang kunne jeg godt være lidt træt af det morgensangs-ritual, men alle ordene, de sidder der altså den dag i dag.
Derhjemme i landsbyen sang vi også. Íkke på daglig basis, men når folk samledes, så var det altid med musik og sang. Min far gik også rundt og sang, mest sange fra populærmusikken. Jeg tænker, at det at synge sammen er vigtigere for folks dannelse, end man lige går og tror. I hvert fald er det vigtigt for min, og det handler om det sted, jeg kommer fra. Jeg oplever ikke, at der er den samme tradition for fællessang i København, hvor jeg bor nu.
”Midsommervisen” betyder noget særligt. Først og fremmest er det en sindssygt smuk sang. Tænk bare på linjen ”Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde”.
Sangen hænger jo uløseligt sammen med sankthans, som er den eneste af årets traditioner, jeg har gode minder om. Jeg er vokset op på en bondegård. Min far samlede hele året grene og andet træaffald sammen til et stort bål, og sankthansaften blev der sat borde og stole op ude på gårdspladsen. Så kom der folk fra familien og nogle af mine forældres venner. De havde selv taget mad og drikkevarer med, og selvom de selvfølgelig blev fulde og dermed uberegnelige for et barn som jeg, så var det alligevel hyggeligt. På et tidspunkt blev der så hældt en ordentlig sjat benzin på bålet, og flammerne sprang op, mens vi sang ”Vi elsker vort land, men ved midsommer mest”. Vi sang den altid på Shu-bi-duas melodi. Sikkert fordi den var nemmest, og fordi det var den slags musik, mine forældre havde et forhold til. Vi havde hele Shu-bi-duas bokssæt stående i reolen. Men ordene altså. Jeg elsker, når litteratur på den måde kan give stemme til alle dem, der står rundt om bålet. Uanset om de er 6 år eller 89.
Som barn var jeg ikke i stand til at sætte pris på de ord, men de gik, ledsaget af melodien, ligesom i kroppen på mig på en måde, som var mærkbar. I tredje vers skriver Drachmann: ”Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde”, og når de ord blev sunget, kan jeg huske fornemmelsen af at føle mig udenfor. De ord sagde noget om, hvordan jeg havde det. Min familie var præget af fattigdom og også af vold. Børn er loyale over for deres forældre, så der var masser af hemmeligheder. Jeg tænker, at jeg godt kunne identificere mig med troldene. I min fantasiverden forestillede jeg mig nogle gange, at jeg slet ikke var i familie med mine forældre. Måske var jeg som spæd blevet lagt i en sivkurv og fundet af de forkerte?
Hverdagene kunne godt være ret hårde. Jeg var barn i en familie, hvor de voksne ikke kunne finde ud af at være voksne, og så tog jeg sommetider voksenrollen på mig. Sådan bekymrede mig for, om vi havde penge nok, og hvad der ville ske, hvis min mor blev mere syg, og hvis min far gjorde alvor af sine trusler om at ville hænge sig. Men alle de bekymringer kunne jeg lægge til side sankthansaften. Det var anti-hverdag, hvor der kom nogle gode og sjove mennesker, som skabte en radikalt anden stemning. Det var selvfølgelig også lidt mærkeligt, for hvornår spillede vi teater, og hvornår gjorde vi ikke? Som voksen og forfatter kigger jeg på mennesker og forsøger at gennemskue, hvordan de opfører sig. Det har jeg måske med mig hjemmefra og kan overføre til mine romanfigurer.
Sankthans er den eneste tradition, jeg altid holder fast i. Jeg har taget nogle livsvalg, der betyder, at jeg ikke fejrer mors dag og fars dag, ikke går op i fødselsdage og heller ikke altid fejrer jul. Det handler om, at jeg hverken har kontakt til mine forældre eller mine søskende. Sankthansfesten er ikke på samme måde som andre traditioner klistret til familien. Den er meget mere inviterende. I de fleste byer bliver der tændt et bål, hvor man bare kan gå hen og være sammen og synge sammen, det kan jeg rigtig godt lide. Det er vigtigt for mig hvert år at være omkring et bål, synge sangen og spise et dårligt bagt snobrød. Det behøver ikke være det samme sted hvert år, men et bål finder jeg altid hen til.
I år fejrede jeg sankthans sammen med nogle forfatterkolleger hos Maren Uthaug. Der besluttede vi os for at synge hvert andet vers af ”Midsommervisen” på Shu-bi-duas melodi og hvert andet vers på den gamle melodi af Lange-Müller. Det var sjovt, men svært. På den måde kom vi uden om de sædvanlige diskussioner om, hvilken melodi sangen skal synges på. Men uanset melodi, så nyder jeg altid at smage på de smukke ord.
Når ”Midsommervisen” betyder noget særligt for mig, handler det også om, at selve midsommeren er ganske særlig. Vinteren kan være svær at komme igennem. Tung, træt og sløj kan jeg have en tendens til at bure mig inde på den tid af året. Men når så sommeren kommer, og især midsommeren med alt sit lys, så bliver jeg fuldstændig fuld af liv. Jeg er også mere produktiv om sommeren og oplever, at mine sætninger ligesom bliver bedre og lækrere. Der er heller ingen tvivl om, at jeg om sommeren er meget hyggeligere for andre at være sammen med. Det kommer hvert eneste år bag på mig, hvor meget det lys betyder. På den her tid af året skriver jeg i morgen- og aftentimerne. Resten af dagen opholder jeg mig helst ude under åben himmel, hvor jeg suger sol og lys ind i kroppen. Det gør mit hjerte meget varmere og meget gladere.
Tekst: Holger Drachmann, 1885
Melodi: P. E. Lange-Müller, 1885
Shu-bi-dua har skrevet en anden melodi til sangen i 1980. Her er det sangens tre første strofer, der er gengivet.
Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli’r tvivlende kolde.