Klokken er halv 11, og det er stilhed før stormen i musiklokalet på Favrdalskolen i Haderslev. Eller, det er stilhed, før 20 3. klasseselever skal have deres sjette trækbasuntime nogensinde. Alle sammen, på én gang. Med hver deres trækbasun.
3.b, der kommer ind om lidt, er nemlig en musikklasse og billedet på en landsdækkende tendens, hvor flere kommuner har indført instrumentundervisning i folkeskolen, som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går. Haderslev er blevet foregangskommune, fordi samtlige af kommunens 3. og 4. klasser spiller et instrument – det kan være trompet, blokfløjte, klaver eller guitar, og altså trækbasun som nu i 3.b’s tilfælde.
Musikskolelærer Martin Folmer er ankommet til Favrdalskolen 10 minutter før, for lige at ”plugge” stik i, tænde for mixeren, stille taburetter op og finde instrumenter frem. Han laver en hestesko med taburetter, og på hvert sæde lægger han en lille gul plasticpose med et navneskilt og et rødt mundstykke i.
”Så skal de ikke dele spyt med hinanden,” forklarer han.
Basunerne hænger i baglokalet i hver sin sorte taske, også med et navneskilt på. Martin Folmer bærer dem ind i musiklokalet og lægger dem én efter én foran taburetterne. Det er ikke messingbasuner, men basuner af hård plast. Lyden er ligeså god, fastholder den konservatorieuddannede musikskolelærer.
”De kan godt få buler, men de revner ikke, som det kan ske, hvis en messingbasun får et tryk. De koster kun 1000 kroner, men teknik og grundprincipper er fuldstændig det samme, så de er helt perfekte i den her sammenhæng,” siger han.
Så vokser lyden af børnestemmer sig højere og højere ude fra gangen, og snart myldrer fodboldtrøjer, glimmerstrømper og hestehaler ind og finder en taburet. Bagerst går pædagog Ulla Hedegaard, der følger klassen i dag. Det har lige været efterårsferie og emneuge, så det er næsten en måned siden, de sidst havde basunundervisning. Og ingen af dem havde i øvrigt rørt en trækbasun, før de begyndte i 3. klasse i august.
Martin Folmer får tysset på flokken og dem, der lidt for hurtigt har fået pakket deres trækbasun ud.
”Kan I overhovedet huske, hvad jeg hedder?”.
”Maaartin,” svarer eleverne i kor, og der lyder et par forkølede trut.
”I må meget gerne vente med at spille, til jeg siger til. Først skal vi nemlig varme op,” siger han.
På den digitale tavle, smartboardet, står dagens program, og Martin Folmer kan klikke sig igennem det fra sin iPad. Eleverne rejser sig alle op, og dem, der ikke får rejst sig, prikker Ulla Hedegaard forsigtigt på skulderen. En hvid stjerne, der udvider sig og trækker sig sammen som en ballon, toner frem på tavlen, og eleverne begynder at trække vejret dybt ind og ud i takt. Det gør de et helt minut.
”Husk at trække vejret så meget ind, som I kan,” siger Martin Folmer og fylder selv brystkassen med luft. Og så skal de til det.
”NU må I samle jeres basuner.”
Egentlig er det meningen, at der skal være helt stille, undtagen når Martin Folmer siger, at nu må man spille. Men det er svært at lade være. Gang på gang må han og Ulla Hedegaard minde en elev om at tage instrumentet væk fra munden, og der er mere eller mindre konstant lyd i lokalet.
”Øv, jeg får ondt i hovedet,” lyder det fra en dreng.
En gang imellem toner et piktogram af en mand med en finger for munden frem på tavlen. Den hjælper Martin Folmer til at få skabt ørenlyd, når der skal gives en besked.
”Kan I huske de toner, I har lært?”.
Nu stryger et par hænder lydigt i vejret, og på tavlen er tre nodelinjer med hver deres node.
”A,” siger en dreng og peger på den nederste node. Martin Folmer nikker.
”C!, B!”, lyder det.
Så trutter læreren et C, og eleverne trutter efter. Det samme med de andre toner. Det lyder ikke vanvittigt rent, men alligevel overraskende ens.
”Husk at trække lidt længere ud, når I skal ramme B’et,” siger Martin Folmer og blæser så for.
”Trut, trut, trut-trut-trut!”.
Eleverne laver et ekko, men tonen til sidst er for lang.
”Husk, at det kun er, når jeg blæser en lang tone, at I også skal gøre det.”
Og så kommer der nodelinjer på tavlen til en simpel sang, hvor eleverne skal trutte i takt til baggrundsmusik fra anlægget. ”Here we go,” hedder melodien. Og det er sært, hvordan trutteriet fra de 20 trækbasuner pludselig smelter sammen og giver mening i øregangene: Det lyder som musik!
De spiller en sang mere, der på samme måde har karakter af et rigtigt musikstykke. Nu kommer eleverne op at stå i skiftehold af tre, og de rokker sig frem og tilbage til musikken som musikerne i et rigtigt bigband. Det, der først lød som larm, er blevet til en sammenhængende masse af swingende lyd.
Så ser Martin Folmer på uret og konstaterer, at timen næsten er gået, så musikken stoppes, selvom det ikke er alle, der har spillet foran de andre. Eleverne får besked på at skille deres basuner ad og hænge dem på plads.
”De gule plastikposer giver I til mig,” råber læreren og samler mundstykkerne ind.
”Hvor var det godt, I havde lyst til at komme op og spille! Og hvis man ikke fik lov denne gang, så ses vi jo næste mandag.”
Eleverne siver ud af lokalet og over mod klasseværelset, hvor der skal spises madpakker før frikvarteret. To af eleverne, Astrid Palmus Carl og Max Bork Thirstrup, begge ni år, vil gerne fortælle lidt om deres syn på musikklasserne.
”Altså basun var nok ikke det, jeg selv ville have valgt,” siger Max Bork Thirstrup, der spiller på guitar i sin fritid.
Astrid Palmus Carl nikker:
”Jeg troede, vi skulle spille på blokfløjte, for det har de andre på skolen gjort. I starten tænkte jeg, at det var kedeligt, men nu synes jeg, det er sjovt – og udfordrende. Jeg var vildt dårlig i starten, men jeg er blevet bedre,” siger hun.
Max Bork Thirstrup er enig i, at det nogle gange er lidt svært.
”Der er nogle dage, hvor det bare er en øvdag, og hvor folk bare spiller løs. Det er ikke fedt, for så kan man jo ikke høre, hvad det er, Martin siger. Men når folk lytter efter, begynder det også at lyde bedre. Og så snart det lyder bedre, bliver det også sjovt,”
siger han.
Trækbasun ”er ikke overdrevet fedt, men heller ikke kedeligt”, enes de to til sidst om.
Tilbage i musiklokalet går Martin Folmer og sætter frem til den trompetklasse, der kommer om lidt. De spiller på messingtrompeter, og han åbner alle kasserne for at sikre, at ingen ventiler har sat sig fast, siden instrumenterne sidst var i brug. Han griner lidt over anmeldelsen fra de to basunelever.
”’Ikke kedeligt’ – det er faktisk en ret stor kompliment,” siger han.
Vedrørende trækbasunerne planlægger han at indkøbe et nyt klassesæt i knaldrød plast, for det vil se flot ud til forårskoncerten, siger han.
”Jeg har været med til nogle få forældrearrangementer, hvor musikklasserne har spillet. Forældrene er ret sjove, for det foregår jo i skoletiden, og mange af børnene fortæller ikke noget om timerne derhjemme. Men når de så ser deres børn spille, bliver de enormt glade og siger: ’Jeg anede ikke, mit barn kunne sådan noget’”.