Folkekirkens vildeste teologs rejseberetning er fascinerende læsning

Domprovst Thomas Frank tilbragte 65 dage på vandvejene fra Danmark til Byzans. Det er der kommet en fascinerende rejseberetning med rige teologiske overvejelser ud af

Efter læsningen af bogen ”Min vej til vikingernes Byzans. 65 dage i kajak” er der ingen tvivl. Thomas Frank er lavet af det stof, man i gamle dage skabte sagnomspundne helte af, skriver anmelderen.
Efter læsningen af bogen ”Min vej til vikingernes Byzans. 65 dage i kajak” er der ingen tvivl. Thomas Frank er lavet af det stof, man i gamle dage skabte sagnomspundne helte af, skriver anmelderen. Foto: Iben Gad.

Der er ikke mange vilde teologer i den danske folkekirke. Måske er der kun én: domprovsten i Viborg, Thomas Frank. Efter læsningen af hans bog ”Min vej til vikingernes Byzans. 65 dage i kajak” er der ingen tvivl. Thomas Frank er lavet af det stof, man i gamle dage skabte sagnomspundne helte af.

Med en blanding af utrolig stædighed og smittende nysgerrighed kaster domprovsten sig over projektet ene mand at påvise, at der med vikingetidens transportmuligheder i grunden ikke har været særlig langt fra Danmark til Byzans. Det vil sige: ikke længere, end at det med lidt held kunne lade sig gøre at komme frem og tilbage på en sæson.

Arkæologiske fund viser, at der uden tvivl har været en forbindelse imellem vikingerne i nord og det store kristne byzantinske rige. Vikingerne har helt tilbage i 700-tallet med sikkerhed kendt til Byzans, og i 860 angriber skandinaverne for første gang Byzans med ikke færre end 200 skibe.

Barske vikinger var gennem tiden lejesoldater hos den byzantinske kejser, og en af dem indridsede sågar sit navn, ”Harald”, med runer i et marmorgelænder inde i Hagia Sofia-katedralen.

Som blandt andre forfatteren Mads Lidegaard for år tilbage gjorde opmærksom på, kom kristendommen ikke kun fra syd med Ansgar og katolsk mission. Den kom også til danerne fra England og ikke mindst igennem de skandinaviske lejesoldater, krigere og handelsmænds møde med Byzans. Men spørgsmålet er, hvor tæt forbindelsen har været. Arkæologien giver noget af svaret.

Men rent konkret hænger graden af mulig forbindelse også rent praktisk set sammen med afstanden imellem vikingernes land og Byzans. Desto nærmere man var hinanden i tid, desto større var sandsynligheden for, at mere end en sporadisk kulturudveksling fandt sted. Og med en mere omfattende trafik imellem Skandinavien og Byzans kan man måske antage, at danernes kristendomsforståelse også blev præget af den ortodokse østkirke.

Her er det, at den vilde danske teolog kommer ind. For Thomas Frank opfinder begrebet ”eksperimentel teologi” for i den ramme at kunne gå på udforskning i mulige forudsætninger for vikingernes overgang fra hedenskab til kristendom.

Hvis ikke nogen er klar over, hvor lang tid det tager at sejle fra Danmark via de østeuropæiske floder til Byzans, ja, så må man jo som eksperimentel teolog kaste sig ud i et eksperiment og se, hvor hurtigt det i dag er muligt at komme i en kajak ad de gamle vandveje.

Men Thomas Frank er ikke blot en ”tough” teolog med en fortid i hærens mest krævende afdelinger og de fysiske forudsætninger for eksperimentet. Han er også trosnysgerrig og klar til at udforske, hvad det gør ved ens gudsbillede at begive sig af sted alene på en ikke ufarlig tur. Og ikke mindst den del af det teologiske eksperiment er spændende.

Thomas Franks bog ”Min vej til vikingernes Byzans” er en rigtig spændende rejseberetning med fascination og gys. Lige til at læse i vintermørket ved stearinlysenes skær. I hans dagbogsbeskrivelser får man som læser lov til at komme med helt ind i teltet og ud på de rivende floder. Også når det er svært, og tingene ikke går helt op. Det er dynamisk rejselitteratur fra en odyssé, når den er bedst.

Men næsten endnu mere spændende er det at læse Thomas Franks overvejelser i mødet med østkirkens Kristus-billeder. Her sker der tydeligvis noget i forhold til domprovstens egen medbragte lutherske tro. Alene i kajakken bliver Gud meget stor. Og der sker et afgørende teologisk skifte. Hvor troen med dens dogmer tidligere var forudsætningerne for Thomas Franks forståelse af Gud, så bliver erfaringen af Guds allestedsnærværende klangbund nu det primære. Erfaringen bliver forudsætningen for tilegnelsen af sprog omkring Gud. Ikke kirkelæren.

Domprovsten når til Byzans og beviser, at er man tilstrækkeligt sej, så er der ikke uoverskueligt langt fra Bogense til Byzans. I hvert fald ikke, hvis man er gjort af vikingestål.

Thomas Frank blev undervejs mødt af Gud som den store verdenshersker. En erfaring, der brugt i det eksperimentelle teologiske rum, kan bruges til at pege tilbage på vikingernes møde med kristendommen.

Bidrog vikingernes krævende rejse til Byzans til en modtagelighed over for den byzantinske forkyndelse af Kristus som verdenshersker (pantokrator)? Gjorde naturens store klangbund øst- kirkens billede af Kristus mere forståeligt for vikingerne end vestkirkens lidende Gud på et kors? Banede for-tællingerne fra Byzans vejen for, at det var nemmere for danerne at lade sig kristne, da de politiske omstændigheder gjorde, at det var en nødvendighed at acceptere kristentroen igennem den katolske kirkes mission?

Thomas Franks bog er skøn. Den eneste anke er, at den begynder med en lang historisk redegørelse for vikingernes forudsætninger for at blive kristne. Redegørelsen er rigtig spændende for den interesserede, men af en helt anden genre end selve rejseberetningen. Læseren burde være gjort opmærksom på, at bogen kan læses fra rejseberetningens start. Eller også kunne den lange indledning være anbragt som et lille historisk appendiks.

Bogen kan varmt anbefales. Og det samme kan det at udforske tankerne bag begrebet eksperimentel teologi. Tænk, hvad det kunne føre med sig.

Gæsteanmelder Anders Laugesen er journalist og mangeårig medarbejder i DR.

Læs interview med forfatteren om bogen på