Når det onde ser sig selv som det gode

Skøn, gammel skotsk roman giver indsigt i ”Djævelens blændværk”

Djævelen taler fundamentalistisk kristendom og understreger netop udvalgtheden til nåden for den ”dydige” broder, således at han skjult kan fortsætte sine forbryderiske handlinger.
Djævelen taler fundamentalistisk kristendom og understreger netop udvalgtheden til nåden for den ”dydige” broder, således at han skjult kan fortsætte sine forbryderiske handlinger. Foto: Dolores Ochoa/AP

Kender man Blichers ”Præsten i Vejlbye” (1829), er man nogenlunde på sporet af, hvad denne pragtfulde skotske roman fra 1824 handler om, nemlig ”Djævelens blændværk” – eller hvordan mennesker lader sig lokke af deres fordomme til ikke at se de ting, de faktisk ser.

Djævelen forstyrrer deres syn ved at bekræfte det indtil overdrivelse. Man ser ikke Djævelens hov under de pæne strømper. Men derudover er den skotske roman fuld af litterære løjer, fundne dagbøger og forfatterskjul i fiktionen: Den er den romantiske ironi for fuld udblæsning. Man suges ind i dens moralske anliggende for senere at blive til grin for sin interesse i blændværket.

Intet er helt sikkert i denne fortælling om en meget kristelig ungersvend, der dræber sin letlevende bror, fordi han er i vejen for Guds store plan med verden, som den dydige kristne er sat til at udføre. Ja, han er prædestineret til at udføre Guds plan ved, hvad han selv ser som, gode handlinger, men som andre almindelige dødelige ser som Djævelens værk!

Her skal det dog, midt i jublen over bogen, lige nævnes, at den kan være svær at læse selv i den udmærkede oversættelse. For det første skal man kunne holde ”kristen- sprog” ud, kende lidt til det for at fange alle de mange overdrivelser, der ligger i dens satiriske tendens. For det andet giver bogen sig fra tid til anden af med at forsøge at bogstavere almuens sprog direkte, hvad oversætteren gengiver med et slags lydskrifts-dansk, der kræver et uhyre langsomt læsetempo og en meddigtende fantasi for at kunne forstås.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tre tilgange til samme historie udgør romanen. Og historiekernen drejer sig om en ung mand i Skotland, der (cirka 1700) bliver overbevist om, at han er udvalgt af Gud, en særlig retfærdiggjort synder, der efter Guds plan fra tidernes morgen er tilgivet på forhånd og derfor kan begå de værste forbrydelser. De hjælper alle med til at fremme Guds frelsesplan med verden. Satiren er tyk, men beskrivelsen af den unge mand er fastholdt med en vidunderlig styrke. Men det er som sagt kun den ene del af historien, som kommer fra hans 100 år senere fundne dagbog.

En anden del sørger bogens redaktør for ved at give forhistorien med de to adelsbrødre, som ikke har set hinanden før, men da de mødes, begynder en stadig kamp med hinanden, hvor den frelste ”dydige” vil udrydde den letlevende syndige bror. Faktisk er det jo lige omvendt, for den dydige er kun dydig i egne øjne, men skrækkelig i verdens øjne, og oftest ledsages han af en slags udspaltning af ham selv, som meget vel kunne kaldes Djævelen. Denne person, som kan tage sig de mest forskellig skikkelser på, støtter den dydige i hans ”dyd”, som er mord og forfølgelser for at fremme Guds frelse af verden. Djævelen taler fundamentalistisk kristendom og understreger netop udvalgtheden til nåden for den ”dydige” broder, således at han skjult kan fortsætte sine forbryderiske handlinger.

Dog vækkes efterhånden en moralsk bevidsthed i ham, og han kæmper da en kamp for at blive af med denne djævelsk hjælpsomme person, en kamp, der dog ikke kan vindes.

Vi har nu som læser fået broderstriden set fra begge brødres respektive sider. Men alt dette er ting, der først er kommet frem 100 år efter begivenhederne ved opgravningen af en selvmorders lig og fundet af dennes dagbog. Og hvad passer så? Måske er forfatteren (til det hele), som bogen selv siger ”en religiøs galning, der skrev og skrev om et vildført menneske, indtil han til sidst nåede vanviddets tinder, hvor han mente selv at være netop den, han hele tiden havde skrevet om”.

Men hvad skal nu al denne hurlumhej til for? Det spørger bogens redaktør (1823) sig også om i en tid, hvor ingen længere tror på Djævelen? Og læseren i dag kan spørge på samme måde og finde en beskrivelse af en religiøs fanatiker, en fundamentalist, der vil rense jorden for ikke-troende, de onde, der ikke tror, som han selv gør det. En frelst terrorist altså! Men bogen kan også opfattes som en indsigt i Djævelens blændværk, det at vi ikke kan se verden, som den er, men hele tiden ser den forvrænget gennem vores forestillinger om den.

Bogen er én af den nu glemte skotske forfatter James Hoggs (1770-1835) værker. Han stod i samtiden i skyggen af Walter Scott og William Wordsworth, men blev i 1947 skrevet frem af den franske forfatter André Gide som en international kultklassiker. En gyser- og en dobbeltgængerroman, der knytter romantikkens gys sammen med en senere tids fortæller-modernisme. Og ja, den er en klassiker. En vedholdende og fanatisk roman om det onde, som ser sig selv som det gode.