Prøv avisen
Bog

Lone Aburas er hudløst ærlig i ny digtsamling

5 stjerner
Lone Aburas har indtil nu skrevet prosa, men prøver i det nye værk kræfter med poesien. Med stort held. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Lone Aburas’ radikale politiske poesi er original og effektfuld

Når man skelner mellem forskellige genrer, skyldes det, at disse har forskellige funktioner, hvilket igen medfører, at kvalitetskriterierne for vurdering af tekster inden for forskellige genrer ikke er de samme. Mens ikke-fiktive tekster ofte lægger vægt på en rationel, velafbalanceret og velargumenteret tilgang til verden, så er det i poetiske tekster det subjektive engagement, den skarpe sansning og det originale sprog, der står i centrum, og der stilles i lyrik sjældent krav om objektivitet og saglighed.

At en rablende og idiosynkratisk attitude kan være brændstoffet i digte, ses hos stjernelyrikere som Jess Ørnsbo, Henrik Nordbrandt og Klaus Høeck. Noget sådant er tillige tilfældet i Lone Aburas’ ”Den sorte bog”, der tematisk er en efterfølger til det politisk eksplosive værk ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”, som udkom i 2017.

Mens Aburas’ sidste værk bestod af en indigneret bevidsthedsstrøm, der pendlede mellem personlig oplevelse og politisk nyhedsstrøm, så er ”Den sorte bog” komponeret som en digtsamling med 33 koncentrerede tekster af forskellig længde. Der er i forhold til det tidligere værk en stramhed, præcision og originalitet i stilen, og der sker en fusion af det personlige og det politiske på en måde, som gør værket til et stykke fascinerende politisk poesi.

”Den sorte bog” er langtfra et stykke spontanpoesi, men en gennemreflekteret værk, hvor forfatteren diskuterer, hvordan man kan udtrykke sig politisk i digtningen. Hendes grundtanke er, at noget sådant kræver, at man vender ryggen til den etablerede smag og den stuerene på-den-ene-side-på-den-anden-side-argumentation. En formulering lyder: ”En roste mig for min dialog./ En anden for min leveringsdygtighed/ i indlevelsesevne./ Jeg bukkede og takkede./ Jeg udtrykte, at noget var under forandring. / Så tog jeg ghettostemmen i min mund.”

Og det kan man roligt sige, at der er tale om, for Aburas’ ghetto-stemme er en nådes- og kompromisløs revolutionær stemme, der til gengæld aldrig bliver frelst og selvtilfreds:

”Kom mig til undsætning når jeg livestreamer/ fra ammehotellets græsplæne og/ ligegyldighedens cafélatter./ Hjælp mig med at finde hoved og hale i ting/ der burde gi sig selv/ såsom opstand og ild til de forbandede./ Så skal jeg udfri jer, så godt jeg nu kan.”

Hvad Aburas agiterer for, er frem for alt, at et politisk engagement aldrig må blive uforpligtende og mageligt. Dette synspunkt udtrykkes overalt i bogen med voldsom energi og sproglig originalitet:

”Når mit ansigt bliver glat som en højskoleelevs/ slår jeg det mod en sten./ Hvad er meningen ellers?/ Et helt folk fucket over/ forgiftet og fanget mellem/ soldater og utilstrækkelige rensningsanlæg./ Gaza gudsforladt og om lidt ubeboeligt.”

Som modsætning til ”Den sorte bog”s første dels ”ghettostemme” med de radikale og rasende politiske udmeldinger, består den sidste del af bogen af en række ganske anderledes tekster om digterens far. Faderen, benævnt ”Baba”, repræsenterer for Aburas et udbredt, men lidet attråværdigt alternativ til hendes egen holdning, nemlig den sagtmodige offerrolle. I en oneliner hører man, at ”Af Europa fik min far en familie og et truckkort”. Der er dog også masser af livsvisdom i faderens udsagn, som når denne siger: ”Den, der er blevet bidt af en slange, er/ bange for selv skyggen af et reb.”

Aburas’ bog er som helhed ikke let at ryste af sig. Dette skyldes ikke alene, at den er gjort af det stof, som rigtig god litteratur er gjort af, nemlig en stor sårbarhed og en hudløs ærlighed, men også, at digtsamlingen er en særdeles vellykket syntese mellem form og stof i nogle af de bedste og mest radikale politiske digte, som er udkommet på dansk i mange år.8

Læs interview med Lone Aburas om bogen på