Ny bog: Når digtningen står i antiracismens tjeneste

Amerikanske Claudia Rankines ”Det hvide kort” har et velment og relevant budskab, men er som litterært værk forudsigeligt, unuanceret og af lav kunstnerisk kvalitet

Claudia Rankine, født 1968 på Jamaica og er opvokset i USA, er digter, essayist, dramatiker og redaktør for flere antologier. Pressefoto: claudiarankine.com Foto: Pressefoto

Claudia Rankine er i det nye årtusindes amerikanske litteratur blevet et af de store navne med tilknytning til Black Lives Matter-bevægelsen. Hun er allerede udkommet på dansk i to bind, nemlig de konceptualistiske tekstsamlinger ”Statsborger” (2018) og ”Lad mig ikke være ensom” (2018), der begge har fokus på strukturel racisme. Med dette udtryk menes der, at racisme ikke er noget, der opstår tilfældigt mellem mennesker, men at vi alle i kraft af vores race og sociale baggrund indskriver os i nogle faste strukturer, som vi handler efter, og som vi ofte ikke er bevidste om.

Rankines ”Det hvide kort” er, som titlen antyder, en fortsættelse af den racepolitiske agenda fra de tidligere værker. I indledningen fortæller forfatteren om baggrunden for, at hun har skrevet ”Det hvide kort”, der er et skuespil i to akter, men i øvrigt et litterært værk, hvor budskabet på enhver måde helliger formen. Rankine oplevede til en oplæsning, at en mandlig hvid tilhører rejste sig op og roste hendes værker i voldsomme vendinger og afsluttede med formuleringen: ”Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan kan jeg hjælpe dig?”. Forfatteren svarede herpå: ”Jeg tror, at spørgsmålet, du burde stille, er, hvad kan du gøre for dig selv.”

Hermed er banen ryddet for bogens grundargumentation, der er, at den hvide tilhørers spørgsmål er affødt af det ”hvide frelserkompleks”, hvis baggrund er hvide menneskers ældgamle ”forsvarsværk imod at blive identificeret med racistiske handlinger”, idet manden ”gennem sit tilbud om at hjælpe” ”opretholdt sin egen position som hævet over” forfatteren.

Scenen for skuespillet ”Det hvide kort” er en middag, hvor en række repræsentanter for den amerikanske kunstelite diskuterer. Hovedpersonen, der er forfatterens talerør, er den sorte kunstner Charlotte, der er fra Yales Kunstakademi og har ”modtaget store priser og står foran et gennembrud på det internationale kunstmarked”. Hendes modpol er den rige hvide kunsthandler Charles, der især interesserer sig for politisk kunst om undertrykkelsen af sorte, men som samtidig – selvfølgelig – er en led kapitalist, der tjener masser af penge ved at opføre fængsler, som sorte amerikanere bliver indsat i.

Lyder dette ironisk, så er det ikke, fordi Rankines sag på nogen måde skal anfægtes, men fordi den kunstneriske udførelse er klodset, forudsigelig og unuanceret. Som type er kunstneren Charlotte en inkarnation af det, som den toneangívende, amerikanske race- og kønskritiske forsker Sara Ahmed har kaldt en ”killjoy”, hvorved der forstås en person, der heroisk spolerer det sociale samvær i sandhedens tjeneste. Over skuespillets 80 sider sker der stort set ikke andet, end at Charlotte konstant bombarderer Charles og de andre middagsdeltagere med anklager om ”hvidt overherredømme”.

Hvilke karaktertræk og social baggrund, de optrædende personer har, og hvad der rører sig under overfladen på personerne, får man ingen fornemmelse af og bliver heller ikke interesseret i, for personerne repræsenterer blot bestemte klasse- og racemæssige positioner, og generaliseringerne er endeløse. ”Hvide mennesker kan ikke lide at tabe” og ”forstår ikke, at de altid har aktier i hvide menneskers forfremmelse”, konstaterer Charlotte. Og Charlotte behersker skam også sarkasmens kunst, når hun anfører: ”Og i virkeligheden tror hvide mennesker slet ikke, at de er bedre end os andre?” og ”Så når hvide i jeres bestyrelser fremmer og støtter sig selv økonomisk, er det ikke racisme? Og når I opfører private fængsler, hvem er det så, I støtter?”.

Lidt hjælp får Charlotte desuden af Charles’ 20-årige søn Alex, der er Black Lives Matter-aktivist. Alex har gennemskuet, hvordan ”det hvide overherredømme virker” og fremfører for eksempel: ”Det her er overklasseterrorisme” og ”I er præcis ligeså farveblinde og korrupte som alle andre hvide mennesker”. Og til sidst slår Charlotte så det endelige søm i Charles’ racisme-kiste: ”Jeg tænker på det massemord og den ødelæggelse, der kommer af, at du er dig.” Så kan han lære det!

Ud over skældsordene og de kompromisløse anklager, som regner ned over Charles og hans kumpaner, bruges der en del eksempler fra kunsten og virkeligheden i påvisningen af det ”hvide overherredømme”. Vi hører om et Oscar-show, hvor der gik kludder i værternes sedler, så en forkert vinder blev udråbt i stedet for den rigtige sorte instruktør, om præsident Obama, der ”var nødt til at aflægge ed en ekstra gang, fordi højesteretsdommer Justice Roberts rodede rundt i ordene” og om et pressefoto af lig efter folkemordet i Rwanda, hvis pointe i Rankines bog er, at det er taget af en hvid fransk fotograf, og at fotoet afspejler kunsthandleren Charles, der er ”på udkig efter mere sort død”! Og da Charlotte får forelagt, at ”efter krigen tvang de allierede tyskerne til at se på fotografier af løsladte jøder og lig i lejrene for at bekæmpe antisemitismen”, anfører hun bramfrit: ”Har du nogensinde overvejet, om det kan have haft den modsatte effekt? Alle ligene kan have fodret deres antisemitisme.”

Ja, det er forstemmende læsning, men så uvidende og ignorant med hensyn til proportioner og historiske og internationale forhold kan man åbenbart tillade sig at være, hvis man er amerikansk aktivist med medvind i sejlene!

Sådan bliver man desværre ikke klogere på ret meget i Claudia Rankines tendentiøse og skematiske skuespil, der er velment og relevant i sin agenda, men slet kunstnerisk udført. For folk, der som denne anmelder har oplevet 1970’ernes agitprop med Røde Mor og Jomfru Ane Band og billeder af grinende kapitalister med høje hatte og cigarer foran rygende fabrikker og ”Sangen om merværdi” og ”Ned med lakajerne på Christiansborg” og ”Op med proletariatets diktatur”, vækker det klare minder om en kunst, hvis relevans og underholdningsværdi ofte var stor, men hvis kvalitet var rystende lav. Men heldigvis var der også god litteratur i 1970’erne, som der er i øjeblikket i USA. Så lad os få den oversat næste gang frem for at tage et værk, hvis opmærksomhedsværdi er så meget højere end den kunstneriske kvalitet, som i tilfældet med ”Det hvide kort”.