Unge er ofte fulde af rastløshed, rådvildhed og vrede. Men i Grønland virker det hele med langt voldsommere kraft end noget andet sted, og i byerne og bygderne vælger foruroligende mange drenge og piger at tage deres eget liv. Med piller, et riffelskud, ved hængning. Rædselslisten er lige så lang, som vintermørket er tæt.
Det er også de mange selvmord blandt unge, der er omdrejningspunktet i Niviaq Korneliussens anden roman, ”Blomsterdalen”. Den følger efter ”Homo Sapienne” fra 2014, hvor den danske digter og mentor Mette Moestrup i forordet skrev om Korneliussen:
”Lille spådom: Hun varsler et længe ventet generationsskifte inden for den grønlandske romankunst, samtidig med at hun bliver en markant stemme i den nye danske litteratur.”
Det er meget at lægge over på Korneliussen, der ikke helt overbeviste mig med sin første bog. Og problemet er lidt det samme med ”Blomsterdalen”, som nok er vigtig, fordi den skildrer en ungdom, hvor selvmordene spreder sig næsten epidemisk, og fordi den er skrevet af en grønlænder. Kim Leine har for eksempel også skrevet om selvmordene, men Korneliussen er født og opvokset deroppe, er yngre, hun er født i 1990 og på den måde tættere på emnet.
Men ”vigtig” er ikke altid det samme som ”vellykket”, og hvor ”Blomsterdalen” helt sikkert er det første, er det sidste mere tvivlsomt. Den kombinerede opløsnings- og kærlighedshistorie fortælles under alle omstændigheder af en ung kvinde, der i begyndelsen bor i Nuuk, er kæreste med en anden kvinde og har en forstående familie. Men da hun bliver optaget på antropologi på Aarhus Universitet, må hun flytte til Danmark, hvor hun ikke bare løber ind i problemer med pensum, men også med de unge danskere, der er anderledes klar til at studere.
Da hendes kærestes kusine begår selvmord og skal begraves i Tasiilaq – den ene af kun to byer på den grønlandske østkyst – flyver hun op for at støtte hende. Men hun er i tvivl om, hvorvidt forholdet nu også er det rigtige for hende, og om hun skal vende tilbage til Danmark for at læse videre. En eksistentiel krise vokser, samtidig med at hun lærer en fyr at kende, der ved flere lejligheder har forsøgt selvmord. Han fortæller, at han ingen hjælp har fået fra systemet, og det er bare et spørgsmål om tid, før det lykkes ham at tage sit eget liv. Som så mange andre unge. Og i Grønland tænker alle, forklarer fortælleren, at det er selvmord, når der på Facebook står, at en ung er død, eller man hører ambulancens sirener.
Selvmordet – Grønland har den højeste rate i verden – er med årene blevet en kultur, en mulighed, en dør, der altid står på klem på en helt anden måde end i andre lande. Og mens kapitlerne tæller ned, forstår man også, hvor det bærer henad for fortælleren, der rejser tilbage til Aarhus og ender blandt de berusede, hjemløse, tandløse og skøre på torve og gader.
Hun går på den måde i ét med forestillingen om den forliste grønlænder i Danmark, men den forklaring, den måde Korneliussen skildrer forliset på, lægger ikke rigtig noget nyt til forståelsen. Hverken til de mange selvmord i Grønland eller til de ulykkelige opløsninger i Danmark.
Forklaringen er således den samme som en dansk forfatter, én udefra, kunne give. En kombination af svigtende myndigheder, rodløshed, fremmedhedsfølelse og ”en tomhed”, som der står et sted, og Korneliussens måde at skrive det frem på – hvilket altid er det vigtigste i en roman – ligner så mange andre yngre forfatteres. Altså en upoleret og intensitetssøgende stil, der nok står godt til sexscenerne, hvor lugte, kropsåbninger, tunger og fingre beskrives, men som i de fleste andre passager gør prosaen gennemsnitlig, og der er indimellem mere ungdomsroman end voksenroman over ”Blomsterdalen”. Som når Korneliussen for eksempel skriver om ”mine frosne fingre, mit iskolde hjerte”.
Der er dog andre steder, hvor romanen løfter sig. Som da fortælleren i Tasiilaq ser kirkegården, kaldet ”Blomsterdalen”, hvor alle gravene er dækket af kunstige, farvestrålende blomster. Dét kan noget særligt og spejler romanens emne på en både nuanceret og bevægende facon.
Fortællerens desperate forsøg på at flygte til Canada er også stærkt og har fortællemæssigt sug og schwung. Her er ”Blomsterdalen” både ”vigtig” og ”vellykket”. Mens den for mange andre steder nøjes med at være det første.
Læs stort interview med forfatteren i avisen i morgen.