Der er noget instinktivt umuligt over det. At skrive historien om franske Claude Cahun (1894-1954), multikunstneren, hvis livsprojekt og værk netop var at modsætte sig enhver lineær levnedsberetning.
Selve forestillingen om et forståeligt selv, der lader sig indfange og beskrive biografisk, var hende så inderligt imod. Og det er da også med denne indbyggede umulighed som bagtæppe, at Kristina Stoltz skriver sin kun delvist vellykkede roman, ”Cahun”, om queerfænomenet og modstandskvinden.
Claude Cahun var ikke bare kunstnerpseudonymet for den franske forfatter, fotograf og avantgardeaktivist, Lucy Schwob, der levede og agerede i det 20. århundredes første tumultariske årtier. Den kønsneutrale navnekonstellation dækker også over det vidtforgrenede livsværk af kollage, lyrik, essays, eventyr, fotografi, kostumer og skulpturer, som Schwob sammen med stedsøsteren og livsledsagersken Suzanne Malherbe skabte som del af den surrealistiske bevægelse i 1920’ernes Paris.
Som et ekko af Cahuns oprørsånd og et opgør med selve skildringens kronologi begynder Stoltz selvsagt bagfra. Vi er i Anden Verdenskrigs afsluttende år, i et krigsfængsel på øen Jersey i Den Engelske Kanal, hvor de to midaldrende stedsøstre dømmes til døden for poetisk og politisk aktivisme mod den nazistiske besættelsesmagt. Henrettelsen, som ellers var tænkt som det store dramatiske punktum på det ”magnum opus”, parret så deres samliv som, blev dog aldrig eksekveret, fordi man simpelthen ikke anede, hvad man skulle stille op med de sære søstre. I denne romanens førstedel fortæller frøken Schwob selv sit liv i en art eksalteret, men dog delvist realistisk, dagbogsform.
Herfra tager det fart.
I anden akt af romanens i alt tre vokser en ny stemme således frem af et broget gadekarneval. En forvandlingskraft. En modstand. Lucys svævende sindbillede, der modsætter sig alle faste former, alle kategorier, som en art plas-tisk proto-postmodernistisk antistruktur. Lige dele ”guddommelig frelser og dæmonisk sabotør”.
Snart en soldat ved fronten under Første Verdenskrig, snart en forførisk ”parisienne”, snart en sønderrevet kludedukke i en dametaske. ”Soldaten”, som ”hen” kaldes, er et fiffigt litterært greb, der gør det muligt at bevæge sig på tværs af tid og rum – fra Lucys smertetyngede barndom i 1890’erne over kvindekamp i hippiernes 1970’ere til terrorangreb og Syriens-flygtninge på vores egen tid. Hele den store historie bindes sammen i Lucys lille, så man uvægerligt mindes en anden tidstranscenderende kønsballade, Virginia Woolfs ”Orlando”.
Stoltz har dog ikke held med helt samme svæv i sin panoramiske historiefortælling, som flere steder får karakter af slavisk gennemgang af ismer og kvindehistorie. I virkeligheden meget biografisk af en erklæret ikke-biografi. En mislyd, som trods den medrivende levnedsskildring er svær at overhøre. For er der i det hele taget ikke noget plumpt selvmodsigende over dette stort anlagte portrætprojekt?
Trods alle velmenende intentioner om at spæde lidt surrealistisk lir ind i en ellers så velorganiseret konstruktion føles ”Cahun” alligevel lidt som en forbrydelse mod sin egen genstand. Mod selve Claude Cahun-projektets i sin samtid så voldsomme radikalitet.
Noget tyder på, at Kristina Stoltz er sig dette problem bevidst, og romanen igennem kører et fabulerende metaspor, hvor fortælleren diskuterer med sig selv og en fiktiv redaktør: ”Troede han virkelig, at han kunne få mig til at skrive sådan en traditionel biografi om Claude Cahun – Lucy, der hele sit liv var i oprør mod så latterligt et koncept og forestillingen om, at man kan destillere et liv og en kunstnerisk praksis til en horisontal, fremadskridende beretning, når sådan en hverken findes som sandhed eller som hed drøm.”
Alligevel tager forfatteren ikke for alvor konsekvensen af sin indsigt. Man ser forsøget på at få modstridende stemmer i spil, og dog er der hele tiden denne hældning mod det homogene og pæne.
Har man derimod læst Cahuns eget og eneste litterære værk, den sensationelt sære antibekendelse ”Aveux non Avenus” (som desværre endnu ikke findes i en dansk oversættelse), vil man vide, at kunsten her langt overgår Schwobs liv, som det så flinkt fremlægges hos Stoltz. Med sin sproglige nyskabelse, sit ubønhørlige genrebrud, sin skrattende polyfoni og begavede brug af hele den vestlige kulturhistorie, yderligheden i form og indhold, står værket stadig som det mest fuldkomne vidnesbyrd over det liv og den tid, det udsprang af. Hos Stoltz bliver det reduceret til et blegt afkog. En villet vildskab. Virkelighedsforvrængningen og det polyfone forbliver en påklistret fortænkthed uden på en kerne af konformitet. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at forfatteren mest bare bruger Cahun som afsætsrampe for sine egne ufarlige køns- og krigstanker af i dag.
Claude Cahun foregreb queerteorier og moderne kønspolitik, hun foregreb hele rosset af postmoderne identitetstanker, som vi til stadighed trækkes med i dag. Hun var forud for sin tid. Man kan nok mene om det, hvad man vil, men hun repræsenterede i al væsentlighed en nytænkning, en pionerånd, som kun er forstilt til stede i Stoltz’ ambitiøse, men sært bedagede biografiske kunstnerroman.