Prøv avisen
Bog

Når en tænkepause er en nydelse

Foto: Esin Deniz - Fotolia

I ”Nydelse” blander filosoffen Ramus Ugilt kompetent og pædagogisk popkultur, filosofi, religion og personlige betragtninger. Han skriver med et meget tydeligt og eksplicit afsenderjeg, der gør teksten mere nærværende og umiddelbar

Når man først elsker, så elsker man: sin daglige avis, sit politiske parti og sine umulige unger. Og det samme gælder for Aarhus Universitetsforlags lille genistreg ”Tænkepauser”.

Så vel anmeldere som læsere har taget serien til sig i sjælden grad, og når forlaget med sin 31. Tænkepause formår at holde det tårnhøje niveau, så kan man heldigvis stadig retfærdiggøre sin anmelder-automatbegejstring.

I ”Nydelse” blander filosoffen Ramus Ugilt kompetent og pædagogisk popkultur, filosofi, religion og personlige betragtninger. Han skriver med et meget tydeligt og eksplicit afsenderjeg, der gør teksten mere nærværende og umiddelbar - og nemmere at identificere sig med - end visse andre Tænkepauser.

Og det klæder emnet, som de fleste måske nok i højere grad kan relatere sig til end magi, myrer og monstre.

Nydelsen ligger nemlig os alle på sinde. Uanset om vi er en sexgal single i New York eller en hellig mand i Indien eller en helt almindelig dødelig i Danmark. Men det er blevet sværere for os at nyde. Medmindre det altså indebærer en streng disciplin. Det er, skriver Rasmus Ugilt, som om nydelsen ikke længere er legitim i sig selv, men derimod konstant skal måles i forhold til sundhed, kropslig ynde og velduft.

Som de fleste af historiens store moralfilosoffer forestiller vi os nemlig, at der er en modsætning mellem moral og fornuft på den ene side og nydelse og følelser på den anden - og at hedonist i skikkelse af den sexgale newyorker, der kun har nydelse som mål, er det modsatte af asketen i det indiske ashram.

Men hvis man skal tro Friedrich Nietzsche, er det helt forkert. Askesen er nemlig et orgie i nydelse, fordi den overdøver alle andre former for nydelse ved at skrige sin nydelse ud - og selvom de hellige mænd lever et liv i konstant lidelse og selvpåført tortur, så lever de ikke et liv uden nydelse. Deres lidelse er deres højeste nydelse, nemlig den spirituelle renselse.

Den stærkeste nydelse er måske netop den, vi får fra selve kontrollen med nydelsen. Og dermed blive askesen et eksempel på det, som Lacan kalder mer-nydelse. Hos Lacan er lysten et eksempel på den ”naturlige” nydelse, mens mer-nydelse derimod opstår på baggrund af den påvirkning, som sproget, fornuften eller andre mennesker har på vores umiddelbare lystfølelse.

Hos de hellige mænd i Indien regulerer deres religion nydelsen - og dermed har de, som alle andre, der følger religiøse regler og praksisser, en form for given kontrol med nydelse. Men det er et fåtal forundt. I stedet bekender vi os i den moderne verden til en række nye autoriteter, som aldrig siger andet end ja, som opfordrer os til at udforske vores lyst - og som mener, at vi har pligt til at nyde, hvilket, som Rasmus Ugilt konkluderer, ikke nødvendigvis er helt så fantastisk, som det lyder:

”Den moderne autoritet siger ikke: 'Du må ikke gøre det der!' Den siger derimod: 'Husk altid at nyde det, du gør.' Men hvis vi altid har til opgave at nyde det, vi gør, så betyder det netop ikke, at vi er fri til at gøre, som det passer os. Tværtimod. Det betyder, at vi aldrig er fri til at nyde.”