Når ens søde nabo kan blive ens bøddel

Den sidste henrettelse i DDR i 1981, hvor råddenskaben også er rykket helt ind i Stasis eget net, skildres i denne fine film

Heldigvis var der i DDR folk som Franz Walther, der kunne mærke deres samvittighed, men de betalte den højeste pris. Filmen om ham vil tænde et lys i verden.
Heldigvis var der i DDR folk som Franz Walther, der kunne mærke deres samvittighed, men de betalte den højeste pris. Filmen om ham vil tænde et lys i verden. Foto: Angel Film.

Vi er i Østtyskland i slutningen af 1970’erne. Franz Walter er en ung begavet videnskabsmand, der står til en flot karriere. Han får stillet et professorat i udsigt, når hans lærer går på pension, og det er der ikke lang tid til. Han skal bare lige arbejde en kort periode for Ministeriet for Statssikkerhed, Stasi, inden.

Det går han naivt ind på og får stillet en dejlig lejlighed til rådighed, hvor han sammen med sin forlovede Corina kan begynde deres samliv i nye lækre omgivelser. Den er endda møbleret efter tidens nyeste mode som for eksempel et fedt stereoanlæg.

Franz skriver under på, at han ikke må fortælle nogen, hvad han laver i Stasi, og så begynder fortielserne, løgnene og bedraget.

Han bliver sat til at sørge for at afhoppede sportsfolk, der nu lever i Vesttyskland, på en eller anden måde kommer til at tjene DDR. Det er vigtigt for den østtyske stat at sløre billedet af, at indbyggerne i arbejderstaten hellere vil over til Vesten og leve i det kapitalistiske paradis. Alle kneb gælder for at give staten et bedre image, og Stasis metoder driver ”folke-forræderne” til fortvivlelse og selvmord. Franz og hans Stasi- kammerater viger ikke tilbage for at udføre selv de mest beskidte tricks.

Forholdsmæssigt hurtigt begynder det dog at krakelere i Franz, og det er den proces instruktøren Franziska Stünkel undersøger. Hvordan kan det være, at velbegavede mennesker kan udvikle sig fra en menneskelig tillidsfuldhed og normalitet til at blive monstre, der sår mistillid, driver bedrag og forførelse. Hvordan kan den sandhedssøgende forsker pludselig blive en tjener af løgnen?

Vi vidste godt de fleste af os i 1970’erne, at DDR var en del af østblokken og de kommunistiske diktaturer, selvom der var nogle danskere, der satte kikkerten for det blinde øje, og dermed direkte eller indirekte gik styrets ærinde.

Mange ting blev først rigtig tilgængelige for os alle i tiden efter DDR’s sammenbrud i 1989, og helingen imellem de to tyske stater foregår endnu her over 30 år efter genforeningen. Der er sår og fortielser, der endnu skiller mennesker. Det rystede instruktøren, at DDR henrettede over 160 mennesker, og gjorde det så sent som i 1981, hvor stasi-officeren Werner Teske ved en hemmelig retssag blev idømt dødsstraf for forbrydelser, man efter Genforeningen kunne fastslå, der aldrig havde foregået. Det var en ren skueproces, hvor et politisk systems råddenskab slog fuldt igennem.

Det er denne sidste henrettelse af Werner Teske, der har inspireret Franziska Stünkel til at lave historien om Franz Walther. Det er for hende et nødvendigt opgør med historien, samtidig med at filmen er en protest mod nutidige statsforbryderiske regimer. Man kan bare tænke på Putins Rusland og Xi Jinpings Kina, og de er ikke de eneste lande i verden, hvor menneskerettigheder bliver groft undertrykt. Det går desværre ikke mod mere humane tider! I en del stater er forholdene på mange måder som i det gamle DDR.

Filmen er også en kraftig advarsel om, at der kan udvikle sig samfund, hvor ens søde nabo kan blive ens bøddel. Præsten Dietrich Bonhoeffer, der sad i kz-lejr og blev henrettet i de sidste dage af Anden Verdenskrig, skrev engang: ”Den ultimative test af et moralsk samfund er den verden, det overlader til sine børn”. Børnene i DDR oplevede en moralsk råddenskab og den medmenneskelige tillids endeligt.

Heldigvis var der folk som Franz Walther, der kunne mærke deres samvittighed, men de betalte den højeste pris. Filmen om ham vil tænde et lys i verden.