I Marie Auberts hænder er ensomhed ikke bare det triste lille dyr, der kan kravle ind i maven i en stille stund. Det er den desperate og ynkelige form for ensomhed. Den ensomhed, som er pinlig og skal gemmes væk, men som alligevel stikker sit ækle hoved frem, når man nærmer sig nogen, man vil have fingre i. Med andre ord er det svære følelsesliv i centrum i nordmandens ni realistiske noveller, og fokus er på de forbudte, skamfulde følelser.
I en novelle, ”Carla”, tager et par til Sydamerika for at hente den lille dreng Angelo hjem som adoptivbarn. Rent praktisk er det ikke kompliceret, men den følelsesmæssige side af sagen er langt værre. Den kommende far, Johan, har en umiskendelig fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være, og på Angelos børnehjem binder han uventet bånd til den seksårige pige Carla, som kæresten Maria mener skaber sig og gør sig til. Derimod er forbindelsen til Maria mere skrøbelig, og da Johan går på bar midt om natten, da han ikke kan finde ro på hotelværelset, bliver hans desperate søgen efter kontakt pinlig tydelig.
I ”Gammelt ægtepar” er veninderne Mina og Ellen i Barcelona, men Ellen er mest optaget af at tale om og tale med sin kæreste Sigurd. Samtidig er Mina sygeligt jaloux og vibrerer næsten af sorg og smålig forbitrelse over at have mistet sin ”ægtefælle”. Læs bare den fine og ukunstlede dialog, da de unge kvinder er på restaurant, efter at Ellen har været længe væk for at købe cigaretter:
”– Hvad skal du have? spurgte Mina. Hun kunne ikke koncentrere sig om menuen, det var, som om hun stadig sad på caféen på torvet og var sikker på, at Ellen var gået fra hende. – Ikke så meget, sagde Ellen. – Jeg er ikke sulten. – Er du på slankekur? sagde Mina. – Nej, men jeg har kvalme, sagde Ellen. – Jeg kan ikke tåle at spise så meget kød, som vi har gjort her. – Vær nu sød og lad være med at blive en af de der damer, sagde Mina. – Kan jeg ikke bare få lov til at spise det, jeg vil? sagde Ellen. En besked lyste op på hendes telefon. – Savner han dig igen? sagde Mina. – Ja, sagde Ellen, hendes ansigt flækkede i et stort smil, mens hun læste. – Han henter mig i lufthavnen i morgen.”
Sorgen, som Mina kæmper med efter tabet af sin bedste veninde, ætser sig gennem de to veninders dialog, og det sker befriende nok, uden at der fældes dom fra fortællerens side.
I ”Storebror” tænker sygeplejersken Henrik tilbage på sin barndom. Han mistede sin for tidligt fødte lillebror otte dage efter fødslen, men da han hører om spædbørn, der er blevet kidnappet fra et hospital, får han som tiårig den idé, at lillebroderen bare er blevet kidnappet. Henrik opsøger førsteklasse-eleven Eirik på sin skole, da han finder ud af, at Eirik er adoptivbarn. Kan det mon være hans lillebror? ”Storebror” er en utrolig fin skildring af barnets logik, og Henriks søgen efter lighedspunkter mellem ham selv og Eirik er næsten ikke til at bære.
Marie Aubert trykker fingeren langt ned i alt det, der gør ondt. Følelser som sorg, skam, skyld, desperation og smålighed løber som tynde tråde i debutnovellerne, der rummer menneskeindsigt ud over det sædvanlige. Her er virkelig en forfatter med et skarpt blik, og jeg har høje forventninger til kommende bøger fra den unge forfatter.